livsbekræftende ligsyn med metalfortiden

Avantgarde thrashmetallerne Coroner fra Schweiz  er tilbage! Efter 16 års bandpause og hele 23 år siden sidste album “Grin” (1993), har Coroner været helt stoppet, næsten stoppet, turneret men stoppet med at lave nyt materiale, og nu slet ikke stoppet. De indspiller nyt materiale, de har turneret de seneste år og de promoverer – og derfor denne massive og unikke hardcore fan box “Autopsy”. 

Forsinket opduktion

Boxen fås i hhv. 3 x Blu-ray + LP eller 3 x DVD + CD version. I pakken finder man banddokumentar, live optagelser, udgivelse interviews og så en bizar miniopsamling. Numrene på CD’en er i sagens natur oldgamle og fungerer som et tiltrængt vidnesbyrd om, hvordan thrash lød inden det blev udviklet ihjel indefra.
Titlen “Autopsy” passer jo til navnet Coroner og deres tekstunivers, men peger samtidig på, at bandet med denne udgivelse lige vil sprætte sig selv op og stille til skue, hvad de bestod/består af – og vi kan samtidig på det foreliggende grundlag forsøge at lave en objektiv vurdering af hvad der i sin tid synes at have været patientens dødsårsag og om de vitale dele muligvis er brugbare.

De sære valg

Om det er mangel på musikalsk boldøje eller overblik ved jeg ikke, men Coroner har næsten altid formået at snuble den sidste meter, i forhold til stilistisk helstøbthed og vel også kommercialitet, hvorimod storebroderen Celtic Frost bare buldrede derudad og indgød kolossal respekt. Det kan jeg dog godt lide ved Coroner, for deres ambitiøse, men bøvede karriere har sat sine aftryk på genrens eftertid, ikke mindst den norske avantgarde/ekstrem metalepoke i 90’erne. Og derfor er det i sig selv sigende for deres skæve profil, at de på “Autopsy” har inddraget de numre, de har.

“Divine Step” fra kult klassikeren “mental Vortex”(1991), igangsætter denne lidt spøjse udgivelse. “Mental Vortex” må nok betegnes som det album, hvor deres interne dynamik, musikalske nysgerrighed og lyd, stod klarest som et fuldendt udtryk. En blanding af lige på thrash, avantgarde metal og progressiv metal (den retning de lod kassevis af andre bands forfølge sidenhen, men aldrig selv nåede at få gjort til deres egen sammen med Celtic Frost, før de begge mere eller mindre brændte ud). “Divine Step”, synes jeg, giver ikke hele billedet af ” Mental Vortex” og det kan godt undre mig en smule, at dette nummer er det eneste fra denne skive. Nummeret er næsten for straight ahead. Det kan bestemt også undre, at de vælger instrumental nummeret “Nosferatu” fra deres upolerede men charmerende famlende debut “R.I.P.”(1987). “Nosferatu” er på mange måder et komplet ufuldstændigt skalarod med naiv brug af allerede dengang klichefyldte Van Halen lir, hæsblæsende men skramlende formledsskift, og, for såd’n lige at toppe den, orchestral hits som helt uantagelig og rædselsfuld effekt, hentet fra en helt anden genre.  Det får ens øl til at skille og hører ikke hjemme i lydbilledet, bortset fra… at det gør det åbenbart, det har Coroner i hvert fald ment.

Kvalitetsrod

I den anden ende af kvalitetsskalaen får vi på opsamlingen, thrasherne “Reborn Thorugh Hate” fra “R.I.P.” og “Sudden Fall” fra “Punishment for Decadence”(1988), med deres bombastiske saft og kraft og Coroners signatur-brølekor i “omkvædene”(jovist, de har selvfølgelig også hørt Accept). Og “Masked Jackal” er et stilstykke i 80’er thrashmetal, med møgeffektive diabolske riff guitar motiver.

“Die by My Hand” fra “No more Color”(1989) er et godt eksempel på simpel opbygning og – igen – brug af upoleret mandskor. Der er dog knap så meget opfindsomhed som “Reborn Through Hate” eller “Sudden Fall”, men “Die by My Hand” er med til at samle enderne på denne lille skæve opsamling.

“D.O.A.”, også fra “No More Color” besidder alle de elementer fra Coroner, jeg holder mest af, temposkift, beskidt lyd, hæs growl og guitar riffs som bevæger sig over i ekstrem metal området uden at miste tilgængelighed. “Serpent Moves” fra deres sidste album “Grin”(1993) har helt klart avantgardemetal afguden  Tom G. Warriors islæt. Et bizart nummer som i den grad viser Coroners skridt mod noget mere progressivt og avantgarde – uden helt at ramme skiven dog.

Resultatet af obduktionen

En Golem kan smadre, men følge med tiden, nej, ikke rigtigt.

For Coroner er immervæk et band der bevægede sig i flere retninger og selvom hovedvejen førte til noget progressivt og eksperimenterende, så hang der fortsat noget firserthrash-mudder fast på deres fremadtraskende soldaterstøvler. Numrene på opsamlingen vidner om en teknisk og kompositorisk udvikling og repræsenterer stor forskellighed både i stukturer og kvalitet og minder både om en opsamling – og en rodebunke. Der mangler retning – hvilket er Coroners sande retning.

Obduktionen viser, at Coroner var et ukomplet band på en komplet måde. De vitale dele var i sig selv pragteksemplarer, men som sammensætning svarede Coroner til en Golem. En Golem kan smadre, men følge med tiden, nej, ikke rigtigt. Men Coroner var råfedt, og lyder stadig råfedt. Lydbilledet er selvfølgelig blevet oldschool thrash. Skramlet og tonsetungt. Og Ron Broders vokal passer perfekt dertil og vidner om hans fascination for Tom G. Warriors demon voice stil. Broder formår dog at gøre den til sin egen.

Så dødsårsagen er måske nok bare slitage af de indre vitale organer, og man skal ikke altid holde liv i noget, der er utidssvarende. Og det er Coroner. Men Coroners “Autopsy” er et sandt fortidslevn på den fede måde. Ujævn fordi albummerne var ret forskellige. Men selv de mindre gode numre sparker røv. Og lyder som Coroner. Derfor er det en god plade. Og at genoplive utidssvarende Coroner i en tid, hvor alt er velproduceret og så raffineret, at thrashmudderet ikke længere kan hænge fast, er måske berettiget nok. Jeg tror nemlig ikke at de hopper med på den flødelydsvogn. Det ville være for korrekt, middelmådigt og lige til. Og det kan Coroner ikke arbejde med, det kunne de i hvert fald ikke. Derfor kan den proklamerede udgivelse af nyt materiale til næste år blive en kærkommen lussing fra det hensides. Vi håber. så… længe leve.