Lonely Robot, part 3

John Mitchell er med projektet “Lonely Robot” nået til vejs ende med sidste tredjedel “Under Stars. Det er tale om endnu et sci-fi panorama-rock format, som, uden helt at nå to’erens niveau, er en ret fornuftig afslutning.

Da John Mitchell via Inside Out Music i 2015 udgav første del af projektet, med navnet “Please Come Home”, var det med udgangspunkt i hans fascination af sci-fi filmgenren og den tilhørende storladne filmmusik:

“The key inspiration for Lonely Robot comes from my love of science fiction films, and the atmospheric soundtracks that often accompany them – such as Alan Silvestri’s compositions for ‘Contact’ and Clint Mansell’s work for ‘Moon’.” Og selvom han ikke fuldstændig fra start havde lagt sig fast på trilogiens endelige handling, havde han godt styr på den bagvedliggende røde tråd:

“I have always envisaged the storyline of The Astronaut’s journey evolving over the course of three albums.” Og astronauten skal ses som en “a metaphor for the condition of the human race.”

Subjektet i kosmos

Det helt overordnede tema er dog i højere grad den indre subjektive følelse af ensomhed, og astronautens beskuelse af livet, jorden og universet omkring sig – vel at mærke på afstand – og får derved en filosofisk og psykologisk karakter. Det vil sige, John Mitchell er ude i et ærinde, hvor han skal beskrive noget intimt og personligt – astronautens følelser og tanker – og den store mystiske og skræmmende omverden skal også beskrives musikalsk; subjektet i kosmos. For at gengive den stemning musikalsk, er det klart, at man skal kunne sin metier; der er behov for nøje afbalanceret brug af de store og små buer og en evne til at spille på de helt rette strenge. Ved brug af synth, stryger, lydcollager, samt trolddom i studiet formår John Mitchell at male med store strøg og får lagt en baggrund på sin canvas til den egentlige handling. Lydbilledet er således blåt og koldt, isnende i sin klang, men dybt, dragende og utrygt. I front har han så numrene, som skal drive historien frem og ligesom på de forrige, fungerer det ret godt.

For at skabe den rette tone fra start og slå hans inspiration fast med syvtommersøm, lægger albummet ud med en instrumental komposition med den dobbelttydige titel “Terminal Earth”, der ganske bevidst lugter langt væk af Vangelis’ udødelige soundtrack til Sci-Fi noir mesterværket, Blade Runner. Stort set samme klangunivers og fortryllende synth flader og motiver sætter stemningen af dystopi, fremtid, teknologi og menneskelig apati og forfald. En verden en ensom robot kan relatere til (mens den tæller får…).

Livet i menneskehænder

Med næste nummer “Ancient Ascendents” får vi lige repeteret det harmoniske materiale fra de to forrige plader i et roligt tungt trav med frasen “Ancient Ascendents” på repeat gennem hele nummeret, som klart fungerer som en slags ouverture til resten af pladen. Herefter er vi videre med “Icaros”, som har en twistet handling i forhold til det oprindelige ophav, hvor man billedligt talt risikerer at brænde op, hvis man flyver for tæt på solen. I denne version er solen nu i fare for at brænde ud, og Ikaros skal derfor på en livsfarlig mission, tæt på solen med noget særlig teknologi, der skal få solen til at brænde igen. Vi har den fulde dystopiske twist, her, hvor mennesket må holde liv i universets naturlige ressourcer ved hjælp af teknologisk menneske-opfinderi.

Som med alle de øvrige numre, er nummeret et udsnit af John Mitchells golde fremtidsbillede, men denne gang med særdeles poppet firseragtig stortromme discopuls tilsat velklingende synthflader og bells i verset, indtil et storladent catchy pop refrain bryder ud med et cry out til Ikaros: “Light towards the Sun keep communications on, (…) Icaros my friend we will see you at the end…”

Tredje del af trilogien er knap så dramatisk som jeg havde ønsket mig, men der er dog svulstige perler ind imellem, herunder “The Only Time I Don’t Belong Is Now”, et gedigent prog rocknummer med masser af dynamiske skift, et killer omkvæd og et syret ondt b stykke, samt bombastiske stramme trommerulninger og fræsende guitar; det hele bliver dejligt korrumperet af distortede synth solo passager og et klaustrofobisk lydtæppe.

Hele trilogien bliver bundet sammen og afsluttet med den smukke “An Ending”, som genbruger refrainet fra selve sangen “Lonely Robot” fra første del “Please Come Home”. Når man efter hele albummet befinder sig i en sci-fi trancetilstand, så bliver det ikke smukkere og mere dybsindigt:

“Please come home, lonely robot 
Your heart is beautiful
Programmed to receive
I miss you now
Please don’t destroy the signal
All we are is lonely robots
This heart is beautiful”

Næsten rigtig godt

Som albummet skrider frem bliver det mere og mere klart, at det aldrig bliver en dårlig lytteoplevelse. Stemningen er uovertruffen og man kan sagtens lukke øjnene og få en masse indre film casts op på indersiden af øjenlågene (Jodie Foster i “Contact”, Clooney i “Solaris”, Sam Rockwell i “Moon” og sågar Matthew Mcconaughey i “Interstellar”). Men det bliver imidlertid aldrig helt den dramatiske og bombastiske sløjfe på fortællingen, som en tre akters handling bør slutte af med, bare spørg Richard Wagner. Jeg synes, trods en håndfuld forrygende numre, inklusive “When Gravity Fails” og “Inside This Machine”, ikke at der på denne sidste tredjedel – samlet set – er lige så stærke og kraftfulde numre som toeren “The Big Dream”.

Der bliver heller ikke disket op med musikalsk materiale som afviger nævneværdigt harmonisk eller kompositorisk fra de to første tredjedele og det vil sige, at dramaturgisk er der reelt ikke noget belæg for, at han kører os over med hele tre albummer. Han skyder sig selv lidt i foden, den gode Mitchell, synes jeg, ved ikke at korte projektet ned, det bliver lidt en lang rumrejse, men snarere i kredsløb om John Mitchells kærlighed for synthesizerflader end en egentlig Odysse.
Nuvel, numrene har det dog med at snige sig ind på denne lytter, og min kritik går ikke på, at det ikke er en god plade, kritikken går på, at han viste på to’eren, at han kan gøre det bedre. Der skal  en hel del gennemlytninger til først, synes jeg – lidt for mange – før jeg oplever trilogien som et helt og fuldt ud kompositorisk berettiget værk. Ikke fordi der er mange skønhedspletter, snarere fordi der ikke er nok af dem. Eller solpletter, om man vil…

This is Robert Bergtein Larsen, signing off…