Lonely Robot: The Big Dream – John Mitchells flotte Sci-Fi drømme

John Mitchell udgiver sit andet Lonely Robot album  “The Big Dream” den 28/4. Lonely Robot er en særdeles stemningsfuld sci-fi-album trilogi, iværksat og primært udført af producer, guitarist og singer/songwriter John Mitchell plus Craig Blundells hjælpende trommeslagerhænder. Mitchell er uhyggelig produktiv som musiker og man kender ham måske fra eksempelvis It Bites, Gandalfs Fist, Frost eller Arena. 

I 2015 udgav Inside out Records hans første del af projektet, med navnet “Please Come Home” og selv siger han om projektet:

“I have always envisaged the storyline of The Astronaut’s journey evolving over the course of three albums. And I always knew where I wanted to go with the second album – taking The Astronaut away from space and into a strange and unfamiliar environment.(…)The Astronaut wakes up from a cryogenic sleep,(…) he finds himself in a woodland area, where he comes across people who have animal heads!”

Den store flotte drømmerock

Desuden sværger Mitchell til sci-fi og spacefilm og disses lydside, hvor der er tale om en særlig æstetisk, dybde og stemningsfuld tone:

“The key inspiration for Lonely Robot comes from my love of science fiction films, and the atmospheric soundtracks that often accompany them – such as Alan Silvestri’s compositions for ‘Contact’ and Clint Mansell’s work for ‘Moon’.”

Vi har allerede haft mulighed for at høre hans to single udspil “Sigma” og “Everglow”, to dragende og stemningsfulde numre, der indvarslede det samlede albums bærende dreamscaperock elementer, patosfyldte filmscore kvaliteter, soft progrock æstetik (a la Subsignal og Haken), samt velklingende hooklines. Mitchells vokal læner sig faktisk mest op ad Seals og Lighthouse Familys let knasende, men rolige og varme klange.

Jeg synes han forener sit spaced out og bizarre idegrundlag med den lydlige gengivelse på fortrinlig vis og der opstår næsten uundgåeligt filmiske visioner på den indre nethinde med scener fra hidtil usete sci-fi film. Helten er ensom, helten er i rummet, helten har påtaget sig et nødvendigt job der tjener menneskeheden, bortset fra ham selv og sin familie (Outland, Moon osv).

Ensomheden rammer Mitchell godt, og måske trækker Mitchell fra sin egen erfaring som ensom mastermind på dette projekt. Dystopien og/eller det postapokalyptiske scenarie trænger sig også på, og jeg får personlig lyst til at se Oblivion (Tom Cruise) eller gode gamle Blade Runner. Der er en subtilitet og veludviklet æstetik, der gør numrene absolutte og fuldendte, med knivskarp sans for afbalancering af elementer, motiver og formled. Jeg oplever både numrene som raffinerede og high end rock og samtidig direkte appellerende til sanserne og ens følelsesregister.

Flot helhed

Præmis: Det her er ikke action-packed power rock, det er subtilt og man headbanger bestemt ikke, man oplever musikken. Det er moden rock og skabt til at pirre ens fantasi og kærlighed for de mere alvorlige sci-fi film. Det er et panorama-rock album der hænger utrolig godt sammen, hviler i sig selv og kan høres med lyttelabberne helt ude eller blot som stemningskabende baggrund. Der er masser af gode lytte oplevelser, og alle numre har trods deres ret ens tonesprog særegne fortællinger og elementer man husker med det samme. Fra prologen med monologsample og deep space lydbillede, til de smukke sære tusmørke melodilinjer i “In Floral Green”, og bombastiske “Everflow” med dets maverick drive, til sidste nummer “Epilogue (Sea Beams)”s  flot komponerede klaver og fløjte motiv, der bæres igennem af et smukt stryger akkompagnement. Herefter forsvinder det ud i nattens mulm og mørke tilsat samples af bølgeskvulp. Smukt.