Long Distance Calling – Trips

Long Distance Calling udgiver den 29.04.2016 et inspireret og stemningsfuldt album “Trips”, der byder på elektroniske firsersounds, atmosfæriske instrumentale numre, skønsang, progressive elementer og hård rock.

Long Distance Calling (LDC) har altid haft en forkærlighed for at gå i dybden med det instrumentale udtryk og få nærværende og vedkommende stemninger frem ved at give numrene tid til at udvikle sig. Man behøver bare at lytte til “Avoid The LIght” (2009), især åbneren “Apparition” på over 12 minutter, der sætter lytteren på en prøve, da nummeret for det første ligger og ulmer stort set hele spilletiden, uden at byde på radikale formled eller andre vilde stemningsskift undervejs, og for det andet, da nummeret ikke har sang. For de tålmodige sjæle er der dog meget at hente på stemningsfronten.

De viderefører deres vekslen mellem instrumentale og vokale numre på deres nyeste udspil “Trips”.

Det lange

Første nummer “Gettaway” er som man kan forvente med LDC et instrumentalsk flow af flotte klange, enkle temaer og et lækkert steady firserpoppet beat og behagelige temaer i guitar og synth; den sprøde polerede synthbrug vækker minder fra en svunden tid; der er noget Jan Hammer vs Moroder over nummeret, med fræk machine voice, samt politisirener i baggrunden, så man tror man er midt inde i et afsnit af Miami Vice.

Det korte

At LDC kan skrue sig ned i et stramt pop format viser de med singleudspillet “Lines“. Det er sindssygt stemningsfuldt, mørkt melankolsk og minder om en god blanding af danske Dúné og sanger Petter Carlssons landsmænd fra Leprous. Faktisk klinger han til dels som Einar Solberg, især i det nedre leje, i toppen har han dog meget mere punch og fylde og nummeret virker næsten som et showroom for Carlssons flotte rene klang.

Nummeret har i omkvædet masser af blå bagvæg og rumklang, der er lækker guitar og guitarsolo og alt er stramt spillet i et hæsblæsende tempo. I det stilistisk klassiske mellemspil får de lige sneget lidt “Enjoy The Silence In” i hovedmotivet. Til sidst eksploderer det og Carlsson folder sin stemme helt ud og der kommer lidt knas på. Det er et effektivt nummer med en blændende dosering af energi – et mindre hit som med garanti vil fungere godt på deres turné senere i år.

Der er mange intelligente ideer på denne plade og se fleste fungerer virkelig godt, ikke mindst det sælsomt atmosfæriske drømmeagtige nummer “Momentum”, der forsvinder ind og ud af ens bevidsthed og får sat gang i den store tankeflugt.

Det korte af det lange

Især er jeg dog vild med den fortabte, knugende og sørgmodige stemning der anslås i nummeret “Precence”, der på sine 1:42 minutter virker som et enkelt modløst åndedræt, under hvilket der reflekteres over livets evigt unfair kamp med tiden:
“we all have our timemachines dont we? those that take us back – our memories, and those who carry us forward – our dreams”
Akkompagneret af en ren guitar og et vedvarende synth motiv der minder om en slags alarm der er gået i selvsving på et nedlagt atomkraftværk, er den ovenfor citerede tekst nok til, at man bagefter sidder tilbage og falder i filosofiske staver.
Enkelt, trist og smukt.

“Plans” får mig i starten lidt ned på jorden igen, ikke at det begynder disideret dårligt, men det er måske i overkanten af hvad jeg synes, de kan vride ud af melankoliens tunge guitardråber og Carlssons ensom-og-forladt-klagende vokal. Men så vrider metalmonsteret sig fri fra klynkeriets lænker og hæver i afslutningen nummeret op på et hårdt bulder-og-brag niveau med strygere a la Zeppelins “Kashmir”, der forløser en opmagasineret aggressivitet, der hele tiden på pladen har virket som en skygge der før eller siden måtte “komme ud i lyset”. Afslutningsmonsteret “Flux” på over 12 minutter, indfrier forventningerne som exit track med sin vekslen mellem aggressivitet og spiritualitet, som grænser til dynamisk  perfektion.

Flot trip

“Trips” er overordnet et rigtig flot album af et selvsikkert band der bryder genregrænser, dog uden at det bliver skingert. Det er på en måde en meget behersket og sympatisk plade, der ligesom svæver rundt i mainstreamkorridorens øvre luftlag som lige dele frisk pust og stormvejr, og respektfuldt tages de respektive stilarter frem og dyrkes af ren og skær fascination; derved skaber albummet sig selv, med bandet som høflige og dygtige aktører. LDC laver en masse smidige progressive øvelser på deres musikalske opdagelsesrejse, som andre bands kan studere nærmere med fordel, og selvom dette album ikke endnu stikker ud som en milepæl, så ER det dog et album der vil vedblive med at vokse, så hvem ved?