Lorna Shore i K.B. Hallen

RockZeit lå ikke på sofaen og danderede den søndag aften, for der var 4 ekstremmetalbands som krævede opmærksomhed i K.B. Hallen; Humanity’s Last Breath, Shadow Of Intent, Whitechapel og hovednavnet, det amerikanske deathcore band Lorna Shore.

Allerede omkring kl. 19, så der ud til at være fuldt hus i hallen, hvor glade metal folk forsynede sig med diverse drikkevarer i en kakofoni af metalråb og glædesudbrud. Dette var blot i forhallen, og når man gik ind i koncertsalen, var der massiv metal mayhem fra scenen. Der var ganske god livelyd produktion i opvarmnings-bandsene, hvilket var vigtigt i det lange søndagsshow.

Så kom hovedpersonerne

Selvom vi fik trykluftbors-rytmer i tonsvis, var Lorna Shore stadig et band som ligger niveauer over de fleste deathcorebands, som kunne trænge igennem som ingen af de forrige bands kunne. De lagde ud med nummeret “Oblivion” fra seneste album I Feel the Everblack Festering Within Me, som prompte fik de mange deathcorefans op i det røde felt.

Frontfigur Will Ramos lød ganske ærlig da han sagde, at denne growd var den højest lydende han har hørt på denne tour. Det undrer mig heller ikke, for lige meget hvad der skete på scenen, var der fysisk aktivitet med tilhørende tilråb, især mellem numrene, hvor mange gerne ville trænge helt igennem med deres stemme. Der er nok mange der er gået hjem med hæs hals. Ramos var også særdeles god til at geare metalmasserne op, med sin almindelige rolige tale stemme som peakede i growl speak, inspireret af gode gamle Slayer-forsanger, Tom Araya.
Og His Arayaness havde han, for han mistede ikke intensiteten een gang. Folk tøvede ikke et sekund når Ramos befalede hektisk bevægende circle pit på gulvet, som blev en del af scene-showet. Det var ganske underholdende at se på. I forvejen var det et meget visuelt setup. Der kørte lysstrukture og video i synch med de relativt komplekse rytmer.

Tøndetæskeren Austin Archey var både skarp på de hurtige maskingeværsalver, som de tunge onde groovemetal rytmer. Det lød ikke til at han lavede en eneste fejl. Materialet lå simpelthen på ryggraden. Guitarer og bas, kunne trygt støtte sig op ad trommerne. Det gjorde musikken djævelsk skarpt og præcist. 

Pain Ramains 

Alt for tidligt i sættet, annoncerede Ramos at vi var nået til sidste nummer, men beroligede os hurtigt med, at det var en trilogi…så en hel EP’s længde. Der var tale om “Pain Remains” I-III fra albummet af samme titel (2022). Dette gjorde folk ellevilde, og de var igen klar til headbanging og circle pit. 

Death-encore

Efter slukket lys i et par minutter, blev røde projektører faded op og stemningen tog til igen, for vi skulle jo have mindst eet ekstranummer. Det blev også kun til et enkelt; “To the Hellfire“ fra EP’en …And I Return to Nothingness (2021). Gulvet rystede for sidste gang denne aften, og de fleste vendte nok hjem med god aggression i sjælen som en perfekt afslutning på vinterferien/weekenden. 

Sangskrivning

Jeg var ikke overvældet over sangskrivningsniveauet, men vil mene at Lorna Shore er dygtigere end så mange andre deathcore bands i dag. Trods overflod af rytmeriff med brug af een eller få toner, lykkes bandet med at opbygge sangstrukturer der indeholder overraskelser og har god  balance i det samlede musikalske udtryk. De kan også overraske med velklingende passager med clean guitar akkorder, hvor der kan antydes harmoni og til tider med melodi, mest i guitarsoloerne. Disse passager er tit korte, for igen at sætte ind med deathcore intensitet. 

Man må sige at deres numre fungerer live, og at de kan få folk med. Det er jo dét, som det drejer sig om. I genren var det virkelig højt niveau, og jeg ender på 4,5 stjerner til Lorna Shore.