Lost Society i Lille Vega

Finske Lost Society gæstede Lille Vega i fredags, og vi skulle derind. Fotografen havde nemlig set dem thrashe igennem, da de varmede op for Exodus engang i 10’erne. Men Lost Society version 2026 er bare en helt anden størrelse. 

For efter et par meget meget traditionelle thrash-udgivelser med masser af fart og tempo, slog Lost Society over i et moderne metaludtryk a la Avenged Sevenfold parret med Children of Bodom. Der er de blevet siden – også fredag aften i Lille Vega.

Awake Again

Lost Society havde medbragt en bande andre finner, Awake Again, som support, og selvom vi ikke var kommet for at anmelde opvarmningsbandet, så fortjener de et par ord med på vejen. De tog nemlig deres stillingsbeskrivelse alvorligt og satte gang i en mindre fest. Awake Again trakterede med Eurovision-metal og havde lånt finsk polka fra Korpiklanii og en hel masse ironisk distance fra Electric Callboy, og det virkede. Publikum dansede og jublede begejstret mellem numrene, hvis de ikke lige var henne i baren og få nogle flere fadøl, end de havde planlagt.  

Awake Again udnyttede medvinden på cykelstien til også at vise sig fra den alvorlige side med ‘Soil’, en sang til minde om forsangerens afdøde bedsteforældre. De lagde yderligere til med en hyldest til friheden, hvor der blev svinget med et ukrainsk flag. Når finner med 1.350 km grænse mod Rusland trækker den gestus, er det ikke for sjov. Slava Ukraini! 

Hovednavn

Så var det Lost Societys tur. Mindre rutinerede bands ville nok lade sig slå ud af et Lille Vega, der allerhøjest var halvt fyldt. Men med 14 år i metal-gamet kan Lost Society deres håndværk og gik på med en attitude som var det fyldt Royal Arena. 

Lost Society har en ny plade, Hell Is A State Of Mind, at promovere, så det var helt naturligt, at de første par numre, ‘Afterlife’ og “Blood Diamond” var fra dén. Det var også helt naturligt, at Lost Society var hovednavn, for de kan deres kram. Både kan de spille ganske komplekse kompositioner, og forsanger Samy Elbanna har trods sin kleine fysiske størrelse, en imponerende stemme. 

I det hele taget blev det med hovednavn nævnt et par gange undervejs, for det er første gang Lost Society stævner ud som galeonsfigur. Ikke nævnt som blær, men som glæde over for en gangs skyld at kunne spille et helt sæt – ikke kun 45 minutters support- eller festivalsæt. 

Det blev udnyttet til at komme godt rundt i kataloget inklusiv et par sange fra de første år i thrashens tjeneste. ‘KILL (Those Who Oppose Me)’ og ‘N.W.L.’ fra debuten blev præsenteret med spørgsmålet til publikum Do you wanna go fast? Do you wanna go really fast?. Og når man står der med en fadøl en fredag aften er der jo kun ét svar. Debuten hedder i øvrigt ‘Fast Loud Death’, så gæt selv om Lost Society leverede…

Men bortset fra det var det den nye plade og ‘No Absolution’ fra 2020, der udgjorde tyngdepunktet i koncerten. ‘No Absolution’ har sine fans, men for undertegnede er den en rodebutik fra et band, der prøver for hårdt på at etablere en ny stil med udgangspunkt i for dårligt materiale. 

Mangel på godt materiale

Og manglen på godt materiale er da også Lost Societys grundlæggende problem. Bevares, finnerne kan deres musikalske kram. Hele posen med tricks og klicher til at skabe begejstring blandt publikum bliver tømt på troværdig vis, og selv Samy Elbannas påstand om at ‘This has been fucking amazing!’ lød ærligt ment.  

Lost Society får ret meget ud af ikke særlig meget, og det er imponerende og medrivende i sig selv. Som koncerthåndværk har RockZeit ikke en finger at sætte på fredagens performance og musikalske afvikling. Vi hoppede i hvert fald glade med da nu-metal forsøget ‘Riot’ blev kastet i hovedet på os midt i koncerten. 

Men hvad hjælper det, når evnerne ikke rækker længere? Lost Society kunne givetvis komme langt med bedre materiale, og Hell Is A State Of Mind er bestemt et skridt i den retning. Titelnummeret, som lukkede koncertens ordinære del, har endda potentiale til at blive en banger. 

Living the dream?

Men det haster vist også. Lost Society har været i gang i 14 år og i følge Samy Elbanna har bandet ‘… been living the dream!’. Han selv lignede aftenen igennem en mand, der har det fedeste job i verden, men bassist Mirko Lehtinen og guitarist Arttu Lesonen stod i noget outfit fra Devos restlager og så ikke ud til at være enige. Mens de stod og udlevede drømmen, var der i hvert fald hverken antydningen af et smil eller kammeratskab med de andre i bandet. 

Men man skal selvfølgelig aldrig undervurdere sisu!