Lost Society’s ny album er bestemt ikke hjernedødt

Guitarist og sanger Samy Elbanna har i forbindelse med promoveringen af deres tredje album “Braindead” udtalt, at de har modnet meget som musikere og sangskrivere, ikke mindst på grund af mange spillejobs. Således karakteriserer han albummet som det mest tighte, hårdeste og mest aggressive album, de har lavet.

Så har man ligesom sat barren ret højt. Men Lost Society indfrier forventningerne, der er ikke meget at komme efter her; der er godt med smæk for skillingen og bandets mørkhed og hårdhed er ganske rigtig produktudviklet siden nummer to “Terror Hungry”, så man i den grad udsættes for bidsk og arrig nüthrashmetal.

Samy Elbannas vanvidsskrålen er ligeledes skærpet og han formår virkelig at krænge sin fortabte sjæl ud på hvert nummer.

Allerede på første nummer “I Am The Antidote” kan man høre, at Lost Society er topmotiverede og slet ikke kan vente med at komme i gang med at vise det. Hårde men iørefaldende riffs er et gennemgående element i alle numrene, ikke mindst i første nummer, hvor Elbanna også sparker døren op med hektisk højregister rap. I kombination med Arttu Lesonens dybt musikalske blanding af shredding og retro-bluesbaserede guitarsoloer i et og samme nummer bliver det klart, at man ikke skal forvente sig venstrehåndsarbejde på “Braindead”.

Iderigdom

Grundlæggende er der bunker af ideer i hvert nummer, intelligente og melodiske passagermidt i al hårdheden, så man forestiller sig, at de simpelthen har været proppet med ideer, og udfordringen således har været at begrænse sig, så det hele ikke kammer over. Det gør det heldigvis absolut ikke, og med reminiscenser af Suicidal Tendencies, Mastodon, Children of Bodom og helt gamle thrash navne som Slayer, Testament og Kreator, bliver man konstant mindet om hvor fedt thrash kan være, når det udføres af kunstnere som ikke er ideforladte, eller for den sags skyld, hjernedøde. Selv har Elbanna dog udtalt, at Lost Society finder titlen særdeles godt beskrivende for, hvem de er aktuelt og i hvilken kunstnerisk hengivenhed til deres eget projekt, de befinder sig i:

The album title itself is a portrayal of us in many ways, »Braindead« has come to be another way of saying LOST SOCIETY, and it came to us as a natural decision to make it the title for what we feel is the best material we have ever made. Ladies and gentlemen, the times of a »Braindead« revolution are upon us!”

Hollow Eyes

Nu synes jeg sådan set slet ikke der er noget hjernedødt over albummet eller nogle af numrene, som ikke holder vand, så i stedet vil jeg fremhæve det, jeg synes bedst om, nemlig nummer 4, “Hollow Eyes”, som må være skoleeksemplet på, hvordan moderne thrashmetal skal drejes; igen knastørre riff, intelligente formled, der kommer som perler på en snor, temposkift, mange dynamiske eksplosioner. Buldrende aggressive, men møgstramme trommer af Ossi Paananen, samt basspil fra Mirko Lehtinen, der flere steder lyder mere kvasende og gravrøvende en Geezer Butlers genredefinerende mørkesorte bas sound. Stor musikalitet og kreativitet i hvert enkelt led gør, at man kan gå på opdagelse i nummeret og blive gladere og gladere for det, hver gang man hører det. Melodisk tæft viser Lost Society på “Hollow Eyes” i rige mængder, og igen dukker navne som Megadeth og Children of Bodoms op. Som jeg har nævnt flere gange i denne anmeldelse, så får Lost Society altså mast så mange ideer ind i “Hollow Eyes”  (og de andre numre iøvrigt), at man fysisk har svært ved at forholde sig passivt. Og hør slutningen, det er helt ny formled, som ubesvaret hægtes på resten af nummeret og markerer et stemningsbrud og slutningen på nummeret. Det er med fuldt overblik, at Lost Society har komponeret disse gennemførte numre, jeg er faktisk ret imponeret, og hvor ville jeg ønske, at de skulle spille på Copenhell i år – det ville afgjort få solbaderne ned fra den famøse bakke og op i moshpitten, hvor Lost Society skal høres.