M.A.D. Night, Lygten Station

Den gamle endestation ved Lygten blev i 1992 fredet, og har siden 2007 fungeret som blandt andet spillested, minibiograf og kulturhus. Mange mindre bands har siden da udnyttet det unikke og flotte minikulturhus’ rammer til affyringsrampe for deres musikalske ambitioner, oftest i et samarbejde bandene imellem, med hjælp fra en decideret arrrangør. 

Der er meget godt at sige om disse mindre koncert/promo initiativer, som der efterhånden er en del af. Ikke nok med at de byder på rigtig mange gode nye kunstnere landet rundt, de fungerer også som plaster på det evigt åbne sår man som rockfan forsøger at læge, i ventetiden mellem de større festivaler; derudover giver de et vink om hvem selvsamme festivaler plus pladeselskaber bør satse på de næste år.

Arrangementet fredag den 5.02.2016, var muliggjort netop i et samarbejde med Metal A Day, Riot samt Lygten Station, og var et overflødighedshorn af den rigtig hårde metal leveret af Velociter, Impalers, Sons of Death Valley og som rockrosinen i endestationen The Vision Ablaze.

Ramme

Som udgangspunkt var kulissen perfekt til en hård aften. Der er noget autentisk ved kombinationen af metal og nedlagte bygninger/fabrikshaller, og i det her tilfælde en gammel endestation. Ølpriserne var fornuftige, stemningen var i top, skabt af en ret spraglet mængde af folk i alle støbninger og aldre med positivt sind. Hen ad aftenen forlød det, at der var blevet udsolgt, hatten af for det. Lyden var så den store dark horse, idet det store hulrum i den knejsende, klassiske teglstenbeklædte tagkonstruktion ofte sendte lyden i orbit og skabte noget rungen og buldren, som gjorde det vanskeligt at skelne bevidst og utilsigtet rumklang fra hinanden – eller potentiel utight bas og trommespil. Tvivlen skal derfor komme musikerne til gode, og nogen gange gjorde det da også sounden lidt mere gemen og oldschool, som på de gamle midt-firser produktioner. Der forekom også en del feed, som gav problemer for bandene og til tider forstyrrede helhedsindtrykket.

Velociter

Første band Velociter består af Marika Hyldmar i front, Bastian Reinholdt Madsen, guitar og kor, Steffen Hagelskjær på Bas og kor, samt Thomas Halborg Madsen på trommer. RockZeit kendte kun ganske lidt til bandet på forhånd, men det er der til gengæld grund til at lave om på. Velociter må siges at være et 24 karats old school trashmetal band, som tydeligvis lever og bløder for thrash og hvad der hører med af livsstil og performance og genretro musikudtryk. Velociter blev skabt i 2011, hvorefter de angiveligt landede i året 1987 – og siden har de ikke set sig frem. De gik i fredags til kranierne fra første riff, og Marika havde besluttet sig for, at hvis aftenen skulle gå hen og blive en fuser, så var det i hvert fald ikke på grund af manglende gejst fra hende. Af naturens side er hun måske en smule højere end tre smuler, men det var som om hun fyldte hele rummet. Marika kunne alle fakterne, alle de rette early thrash-punk fraseringer, eksempelvis i “From Illiteracy Born” og hun præsterede gig’en igennem en growl, der lød som om den kom fra Udgård. Grumt og mørkt. “Hangar of Doom” var et af mange højdepunkterne, og ligeledes det ambitiøse “The Consequence of Betrayal”. Grundlæggende var der tale om et rigtig godt sammenspillet band, som lød og så ud til at de kunne lide hinanden og deres fælles musik. Det var noget publikum kunne lide at overvære. Hvad enten det skyldes akustikken i Lygten eller ej, så havde Velociter en ekstrem aggressiv og rungende sound, lidt hen ad det tidlige Coroner og Dark Angel, hvilket absolut er en kompliment og fungerede til alles tilfredshed. Velociter er et band jeg gerne vil høre igen snart.

Impalers

Vi i RockZeit har til gengæld en bedre fornemmelse for, hvad Impalers kan og hvad man derfor bør forvente. De udgav i 2015 “God From The Machine“, som aktuelt er udsolgt i fysiske formater, og der er ellers virkelig noget at hente for thrashfolket på det album. Med brutal sikkerhed underviser frontmand Søren Crawack & Co i klassisk Teutoner thrash. Live er de ligeledes en underholdende act, og derfor ærgrede det mig lidt, at lyden udgjorde en desværre uoverstigelig barriere, givetvis fordi Impalers spillede højere end Velociter og ikke mindst højere end hvad Lygten kunne håndtere som ramme; sådan virkede det i hvert fald. Derved missede man rigtig mange lækre riff, tvillingguitarsekvenser og melodisk klassemateriale, som Impalers i dén grad forstår at implementere i den konservative thrash-skabelon. De lagde ellers godt fra land, med en scenevant metalking-attitude og indstuderet performance – det hører jo med – samt en rimelig udgave af “Destroy The Meek”. Den altid sympatiske Crawack arbejdede pligtopfyldende hårdt, men det virkede som om at bandet aldrig rigtig vænnede sig til Lygten som kulisse og fandt melodien. De vigtigste detaljer i numrene, eksempelvis breaks og tempo og formskift gik dog ofte ok igennem, især i “Prepare for War” og “The Hammer”. Sidstnævntes vellyd i fredags var symptomatisk for aftenen, idet ophavsmændene til nummeret, Motörhead jo var eksperter i at spille højere end Big Ben. Således passede “The Hammer” helt fint til Lygten, og fungerede som en behørig salut til Lemmy.

Sons of Death Valley

Sons of Death Valley tilførte aftenen et frisk skud vitaminer efter to thrash bands. Sons of Death Valley kører sgu en skræmmende gennemarbejdet sceneperformance og man må virkelig tage hatten af for den autenticitet de fyrer af, når de audiovisuelt gengiver Rodrigues & Tarantinos vrangbillede af USA, og man ventede at alle medlemmerne, når som helst, pludselig ville forvandle sig til vampyrer, eller som minimum ville begynde at trække maskingeværer frem og plaffe løs. Man forbløffedes ligeledes over den selvsikre attitude, som kraftcentret Dan Christensen i front, med bad ass håndtegn indtog scenen med: der var drama for alle pengene, og som storyteller var han nærmest for stor til scenen – og lydkvaliteten. Dan og resten af Sons of Death Valley må nødvendigvis have haft deres ungdoms CD samlinger proppet med Beastie Boys, Rage Against The Machine, Body Count og Alice In Chains. Sons Of Death Valley bød på tonstunge kvasende riff, cool rap og gode speak-omkvæd, gennemarbejdede numre og sidst men ikke mindst så viste Sons of Death Valley til tider et højt internationalt snit, ikke mindst fordi, de formåede ikke at blive synligt mærket af den tilbagevendende plage, nemlig akustikken. Sange som “In God We Trust”, Death Is Coming” og ” Mexican Standoff” er vanvittigt cool numre, synes jeg, og de gik faktisk godt igennem, ikke mindst fordi de i mangel på god lyd blev leveret godt visuelt.

The Vision Ablaze

Her bliver det altså en lille smule svært; The Vision Ablaze er et uhyre ambitiøst nümetal band, som har satset blod, sved og tårer, samt masser af penge, på at udvikle deres helt eget koncept og lydbillede. Vi har før været til lyttesession med dem på Zeppelin Bar, og studioproduktionen på albummet samt bandets store musikalske og eksperimenterende armbevægelser, lover grundlæggende virkelig godt for deres og lytterens fremtid. Derudover har de generelt fået et læs gode anmeldelser med på vejen. Men bandets liveperformance den 5.02.,2016 viste, at der fortsat er lidt at arbejde med. Som koncertgænger var det påfaldende, at bandets iderigdom, krævede virtuos håndværk og fokus fra medlemmerne, og hver især var de mand for at løfte opgaven. Men der var utroligt mange lydudsving i deres komplekse lydbillede, og når Lygten havde svært ved at klare Impalers buldrende thrash, ja så gav det sig selv, at The Vision Ablaze ville komme på en hård opgave. Jeg tror at de havde rigtig svært ved at høre hinanden, og de lod ikke til at have rutine nok til at stå midt i et lyd-ragnarok og spille derudad og smile overlegent, som om alt bare klappede. Det er de altså nødt til, hvis publikum skal tro på det. Hvis de skal være hovednavn, selv på sådan en lille scene, så må de være mere selv- og driftsikre. Forsangeren var desuden i den klemte situation, at han tit skulle håndtere lydudfald og skabe feel good blandt det lettere forundrede publikum.

Lad os da lige tale lidt om Peter

Lad os da lige tale lidt om Peter Kelkelund; Peter Kelkelund har en formidabel klang og kraftfuld stemme i den rene sang. Hans register og let hæse røst mindede lidt om Fates Warnings vokalist Ray Alder og hans pondus i vokalen syntes ikke at blive mærket af, at han var en god entertainer og bevægede sig meget – en gang gik han i baren og hentede øl, en anden gang gik han udenfor og sang for dem der var gået ud for at ryge – alt sammen mens han sang. Go home Medina. Hans growl – og vekslen mellem growl og ren sang – var ligeledes imponerende og alt i alt fremstod han som et af hele aftenens store lyspunkter. Men jeg forstod aldrig hvorfor der skulle så meget rumklang på vokalen, det slørede elementer i The Vision Ablazes optræden, som netop skulle frem i billedet.

Don´t apologize…

Endvidere undrede jeg mig over, at han lettere ironisk advarede publikum med, at der nu ville komme en 7 minutter lang ballade. Balladen, vist nok “Monster” er ikke noget at undskylde, det nummer holdt hundrede og skal præsenteres som en gave til folket; jeg synes det er flabet, frækt og fedt at nogle bands forstår at levere en klassisk ballade. Men den lettere sarkastiske distance fra Kelkelund under “Monster”-præsentationen, vidnede i mine øjne og ører om, at bandet stadig skal arbejde på at finde deres live-backbone, og at der blev freestylet for meget, når nervøsiteten melder sig. Man kan ikke altid regne med god lyd, men skal kunne regne med sig selv som band.

Med andre mere positive ord, så består paradokset sandsynligvis i, at The Vision Ablaze er så gode og har så mange visionære idéer, som de har haft evne til at få ned på deres album, at de slet ikke har haft tid til at sikre, at deres performance er 120 % weatherproof. Når The Vision Ablaze spillede bedst i fredags, så tærskede det til gengæld derudad for fuld knald og med masser af musikalitet, og når deres mere stille passager og krævende formled virkede, så udviste de dynamisk tæft og musikalsk klogskab, så man ligefrem kan se dem som et moderne brain metal band. Ingen tvivl, The Vision Ablaze, har ingredienserne til noget stort og bør sørge for at få spillet så meget som overhovedet muligt, så de aldrig vil føle, at de skal undskylde for noget, ej heller med sarkasme.