Machine Head på Copenhell

Machine Head gik fredag for første gang på scenen på Copenhell, med ydmyghed og stolthed over de fik lov til at spille for de metalliske festivalgæster på Amager. Man kunne virkelig mærke gejsten fra dem. Det må også have været en fornøjelse for dem med lyd, lys og pyroteknik der kørte på skinner uden en eneste fejl. Kun regnen var forstyrrende, som så ikke var deres skyld, men gigget var så fedt, at publikum nok tilgav vejrguderne for den fugtige del af oplevelsen.

De 4 oplagte amerikanere, lagde ud med “Imperium” fra Through the Ashes of Empires (2001), som øjeblikketligt afslørede fantastisk lyd på den lækre Helvíti scene. Bandet var allerede varme i første hug, for det lød som om at de havde spillet i flere timer før de gik på. Shit hvor spillede de fedt! 

Solo star?

Arrangementet af kamera og storskærme var meget centreret om Robb Flynn med en smule af trommeslageren Matt Alston. I over tyve minutter, tror jeg ikke jeg så bassist Jared MacEachern og guitarist Reece Scruggs oppe på skærmene. Det virkede åndsvagt at pinpointe Flynn som en eneherskende front figur… vi vil for helvede se hele bandet i aktion, især fra start hvor man skal have fornemmelsen af, at de alle 4 er fuld metal flor på scenen.  

Nu hvor man så meget til Flynn i kæmpeformat, må jeg så sige at jeg var ret imponeret over hvad han kunne spille på guitaren samtidigt med at synge og geare folk op til metal fest. Alt hvad han lavede, så ud til at ligge fuldstændig på ryggraden.  

Ja ja, rolig nu!

Flynn var i totalt højt gear med sine hyppige opråb til Copenhell gæsterne om at gå i metal mode, tilsyneladende for at opnå et større udslag på Richterskalaen. Det lykkedes i høj grad for ham, men det var lidt for meget af det gode, da sangenes oprindelige tekster konstant blev tilsværtet med make-some-fucking-noise-Copenhell-agtige replikker som lidt kvalte flowet i Flynns egen lead vokal.

Der blev heller ikke sparet på ild og fyrværkeri, som var en trofast følger gennem hele koncerten. Det var super flot at se på, og det gav faktisk lidt varme fra sig i den lidt kølige regnvåde aften.

Fremragende backing

Bassist Jared MacEachern var sublim på sit instrument, men han var satme også fed som backing vokalist. Mange bands, her kan jeg eksempelvis nævne Metallica, kan langt fra ikke prale af backing vokal på dette niveau. Monstret bag gryderne, Matt Alston, var uovertruffen metal trommeslager. Rent teknisk kunne han det hele, men vigtigere end det, var det hamrende musikalsk spillet, og det må have været en fornøjelse at spille op af for resten af bandet.

Slagkraftigt som ind helvede

De store navne som spiller på Helvíti, har lidt længere tid at spille i end hvad man oplever på de mindre scener på Copenhell. Her skal tiden selvfølgelig udnyttes til at gå ud til sidst i sættet, for at komme ind med et ekstranummer med tilhørende jubel fra publikum. Folk var da også mere end glade for at få smidt “Halo” i smasken efter det i forvejen intense sæt.

Den 75 minutter lange koncert blev ikke kedelig på noget tidspunkt og bandet, især Flynn, fik publikum med på banen og løftede stemningen til et maximum. Med god lyd, fantastisk performance og højt sangskrivningsniveau, ender jeg på 4,5 stjerner til amerikanske Machine Head.