Madrugada på den Gamle Scene

RockZeit havde en glimrende afslutning på weekenden, da vi var til stede i Det Kgl. Teater, Gamle Scene søndag aften, hvor det norske alternative rock band Madrugada lukkede op for musikalske stemninger i høj klasse. Den udsolgte koncert havde det hele, både for øret og for øjet.

Madrugada udgav første album i 1999, og blev opløst i 2008 efter guitarist Robert Burås’ død i 2007. De blev heldigvis gendannet, det skete i 2018. Det var vi henrykte over i søndags, for det er virkelig et band som rockscenen har brug for.

Overskud fra start

Allerede fra start var der overskud i musikalitet, lyd og performance, og Madrugada stod på den gamle scene som var det deres egen dagligstue. Det langsomme Nick Cave inspirerede nummer “Only When You’re Gone”, svævede afsted med bløde klange fra instrumenter og vokal. Frontfigur, lead sanger Sivert Høyem, havde en god ro i krop, sind og stemme, og fik hurtig sat stemningen i salen med god kontakt til publikum. Nummeret var mørkt og langsomt, men dog sang Høyem ikke i baslejet i starten af nummeret som på studieindspilningen, men en oktav over. Det klædte også nummeret ganske fint.

Æstetik i højsædet

Madrugadas musik er ikke virtuos stil på nogen måde, og deres højdepunkter i musikken, er opbygning i dynamik til storladne akkorder som bliver en massiv lydplatform til Høyems gode fyldige og tørre rockstemme. Der var få passager med forvrængede guitarer, og klangen fra lav volumen til store højdepunkter, var let at styre for dem med clean guitar sound. 

Et nummer der havde specielt god klang, var country rock nummeret “A Deadend Mind” med den lækre shuffle rytme, og guitar figurer som får ens tanker ledt hen mod The Wall med Pink Floyd. 

Visuelt prangende

Ligesom musikken var yderst velklingende, var der en fantastisk balance i videokunst og lyssætning. Der var både behagelig og farverig video på bagtæppet, men også sort/hvid horror-inspirerede billeder i folk-rock nummeret “Look Away Lucifer”. I løbet af koncerten blev der brugt discokugle som fik lys både bagfra og til tider forfra, som dannede lysprikker på bagtæppet og blandt de begejstrede lyttere. Høyem tog sågar en jakke på med de mange minispejle, så han blev en levende discokugle. Der var i det hele taget mange originale påfund i sceneshowet, uden at det tog overhånd og blev for meget.

Encore

Trods den langvarige koncert, var der en  god række af ekstranumre, hvilket var kærkomment blandt publikum. Der var ganske solide sange i puljen, blandt andet det catchy “Empire Blues” og det The Eagles-inspirerede “Stabat Mater”. Publikum var ellevilde, og Høyem skulle bare hæve hånden een gang, hvorefter folk på gulvet rejste sig op fra sæderne, og stod op i hele numre før de satte sig igen. 

Kvalitet hele vejen igennem

Madrugada sejrede i alle kategorier; musikalitet, lydkvalitet, lyssætning, videokunst og performance. Det var svært at sætte en finger på noget som helst da man gik fra salen og ud på gaden i det flotte aftenvejr. Her startede oplevelsen at gå dybt i sindet, og den kommer nok til at blive der for evigt. 

Trommeslager Jon Lauvland Pettersen fik brugt filtkøller og whiskers på trommerne, og fik den blødeste klang ud af trommer og bækkener, og opnåede de fedeste feelings. Christer Knutsen havde ganske travlt med 2 keyboards og en enkelt stor rørklokke, hvor han også skiftede til rytmeguitar en gang imellem. Guitaristen Cato Thomassen var super koncentreret om sit guitarspil, hvilket man både kunne se og høre. Han spillede fuldstændigt fantastisk.

Alle musikerne kunne både hvile sig selv og stå i sin egen verden, og samtidig være til stede og have god musikalsk kemi mellem sig. 

Jeg hørte generelt mange gode inspirationskilder i musikken, så som Nick Cave, Dire Straits, Pink Floyd, R.E.M., The Eagles…og danske Baal. De forskellige stilarter blev perfekt blandet ind i Madrugadas egne feelings og stemninger, som gjorde musikalske underværker. Der var masser af melankoli på den fede måde, og det blev aldrig for melankolsk og det endte heller ikke i depri-rock.     

Alt hvad der skete gennem den 2 timer lange koncert, var knivskarpt på den mest æstetiske måde, og jeg kan ikke andet end at give Madrugada 5 stjerner for den fantastiske aften på Gamle Scene.