Majestætelig rock i Royal Arena

Indsvøbt i en ultra high tech scenografi, gik Queen + Adam Lambert søndag aften på scenen, der var første koncert af to koncerter der spilles i Royal Arena, med en sætliste der kunne få folk op på tæerne og op af stolene. Lambert fik sin sag for, ved at skulle synge de gamle klassikere og performe som den uerstattelige Freddie Mercury.

Pragt og pjalter

Det første man så på scenen når man kom ind i salen, var et kæmpe relief med Queens emblem med ørnen i midten med sværd, økser, mikrofoner, guitarer, flag og andre ting som beskriver bandets patos og storhed. Det lignede et rigtigt tin-relief på mange tons, men det var en krummet metal-net-HD skærm som ikke havde den store fylde eller vægt. Skærmen blev hævet og afslørede en overdådig sceneopsætning med digitale skærme der lignede et stort gammeldags teater med røde fløjlsforhæng, en opsætning som nok koster millioner og atter millioner. Så startede et oplagt band i pragt og pjalter på scenen med nummeret “Now I’m Here“ med forsvindings tricks på scenen og som i første skud afslørede fantastisk lyd.

Følsom sang

Allerede fjerde nummer inde i sættet, fik vi en sjæler til den helt store guldmedalje. Det var “Somebody to love” som viste at Queen og deres tre tour musikere i baggrunden, sang kor så engle kunne få tårer i øjnene. 

Så kom vores puls op med “Don’t Stop Me Now” der var en ren fest i melodi og rytme. Det var lige noget publikum kunne bruge til noget.  

Vi fik også hymnen om den lækre bil, og den syngende trommeslager Roger Taylor gjorde det godt i sin gamle slager “I’m in Love with My Car” fra albummet A Night at the Opera fra 1975, der blev udført med trommestikker og den karakteristiske hæse rockstemme. Der er ikke andet at sige, end det bare var superfedt!

Brian May på rumrejse 

Brian May havde selvfølgelig en solo, for han er jo en legendarisk guitarist med en særlig sound og feeling. Han begav sig ikke ud i teknisk lir, for her er han forlængst blevet overgået. Til gengæld blev han hejst op i luften med en asteroide under sig og planeter over sig, mens han krængede følsomme toner ud af spaden, som indeholdt rolige melodier centreret om den dvælende Dvořák-melodi som optræder i 2. sats “Largo” i 9. symfoni Fra den nye verden.

Megahittet hittede

Lambert var i sit Es i “I Want to Break Free”, et nummer der i sig selv næsten ikke kan fejle. De lagde stor energi i dette nummer, og Roger Taylor og Brian May spillede fantastisk sammen. Da May havde solo i nummeret, kom en kæmpe discokugle ned fra loftet og oplyste hele salen med små skærende lyskegler der ramte et ellevildt publikum. 

Et stort show, kræver en speciel sang 

Et nummer som bare SKAL spilles til en Queen koncert, er “The Show Must Go On” fra albummet Innuendo (1991). Lambert sang fantastisk, og man fik kuldegysninger af at høre den gamle klassiker i denne fremragende version. Lambert havde også en god respekt for nummeret, og holdt sig til sin egen stemmes formåen så det lød godt hele tiden. Han pressede heldigvis ikke sin stemme til at lyde som Mercury, og nogle af de helt bizarre høje toner i nummeret, sang han en oktav under for at være sikker på at den lød godt i klang.

Rapsodien over dem alle

En komposition som har helt fri form, og hele vejen igennem skifter til nye formled indtil startmelodien vender tilbage, hedder en rapsodi. Selvom en masse komponister gennem tiderne har kastet sig over denne type komposition, er den mest kendte nok “Bohemian Rhapsody” som virkelig også blev slynget ud i salen med pragt og power. Midterstykket med det karakteristiske kor, piller Queen ikke ved, og det kørte som play back med den gamle video på skærmene. Herefter faldt det i glidende overgang tilbage i live musik, igen for fuld drøn. Dette var sidste nummer før encore, og ganske enkelt, som forventet, et fantastisk højdepunkt i sætlisten.

Majestætelig encore

Hvis der er nogen der kan diske op med store ekstranumre, er det Queen. “We Will Rock You” og “We Are the Champions”, som begge utroligt nok var på samme single i 1977, satte prikken over I’et på en i forvejen fantastisk koncert, og gav nok de fleste en behaglig mavepuster at gå hjem på. 

Queen; Kings of rock

Queen er ét af de bands som har stor diversitet på deres albums med alskens genreblandinger. Dette har givet dem en helt speciel status i rockverdenen. Dog synes jeg at der blev valgt nogle numre ud som var alt for gammeldags, og som ikke fik sat et nutidigt præg over sig i live versionerne, eksempelvis ’39 som bumlede intetsigende afsted i mange minutter.

Egentlig var der en del sange i starten som var meget gamle, og ikke fik en nutidig spand kul, så der kom lidt mere lydtryk fra scene, for det er jo et af de største rockrock bands i verden, så de kunne godt have startet lidt mere overbevisende. Men bevares, det var stadig godt og velklingende. 

Professionalismen var i højsædet, og lige meget hvor high tech scenografien var, og hvad  musikerne lavede på scenen i synch med lys, ild og røg, var man som tilskuer ikke bange for at noget fejlede. Det var simpelt så driftsikkert som det overhovedet kunne være. Der var også stor jubel da Brian May omtalte det crew der sørgede for, at det kæmpe maskineri kunne lade sig gøre.

Egentlig består Queen i dag kun af Brian May og Roger Taylor, resten er jo kommet ind senere som second hand lead sanger + tour musikere, hvilket også var tydeligt i May’s og Taylor’s selv iscenesættelse. 

Men alle var gode. De tre tour musikere er også folk som på alle måder kan deres kram. Det er synd at den nulevende John Deacon ikke længere ønskede at være med i Queen efter Mercury’s død, men tour musikeren Neil Fairclough var en ganske ferm bassist. Det var dog lidt irriterende at han lydmæssigt ikke var lige så tydelig i musikken som Deacons baslinjer på studieindspilningerne, for han blev desværre gemt lidt væk, hvor derimod stjernerne May og Taylor lå meget fremme i det instrumentale lydbillede.

Det er uundgåeligt lige at nævne, at Adam Lambert ikke når Mercury’s niveau, meeen faktisk er han en rigtig fed sanger og god performer, så det er svært at brokke sig over at Queen kører videre som band på denne måde, for vi har bestemt brug for denne musik selv den dag i dag.

Med få kedelige stunder, men massiv overvægt af musikalsk kvalitet og eminent performance, ender RockZeit på 4,5 stjerner til det legendariske rockband.