Iron Maiden er en ustoppelig tour de force af et band, som igen er tilbage på landevejene/i luften. Denne gang i form af turnéen “Legacy of the Beast”, hvor de endnu engang lufter et bredt spekter af gamle sange med repræsentation fra 10 forskellige albums.
Man kan spørge sig selv nok så mange gange om “Hvornår bliver man træt af at se Iron Maiden?”, hvortil svaret altid har været, at “Det sker sgu nok aldrig”.
På trods af, at jeg siden 1995 har oplevet Iron Maiden i flere forskellige lande, og at jeg aldrig har formået at misse én eneste Iron Maiden koncert i Danmark, og dem har der været mange af, ja så var jeg tilbage i juni 2016 alligevel kommet til det punkt, at en koncert med Iron Maiden på deres “The Book of Souls” turné i Herning var for langt væk til at jeg gad tage afsted.
Måske skyldtes det formentlig følelsen af, at efter at have set Iron Maiden så mange gange, så ved hvad man hvad man kan forvente og at man aldrig bliver skuffet, men hvor der samtidig også er en vis forudsigelighed i deres sceneshows, hvor der efterhånden er langt til at WOW-faktoren træder i kraft.
Dette blev gjort til skamme i Royal Arena denne aften.
IRON MAIDEN KOM FLYVENDE FRA START
På trods af, at Iron Maiden fortsat turnerer stort set hvert år og aldrig holder stille, ja så fremkommer det med al tydelighed, at de på scenen HVER GANG fremstår som seks gutter med en spilleglæde som var det første gang at de stod på en stor scene, hvilket sat sammen med et fænomenalt bagkatalog af sange og et dertilhørende sceneshow gjorde, at denne aften i Royal Arena ikke blev nogen undtagelse.
Iron Maiden lagde fra land med en formidabel udgave af klassikeren “Aces High”, hvor der op fra baggrunden kom et life-size Supermarine Spitfire et-motors jagerfly fra 2. verdenskrig frem, og som under hele nummeret fløj rundt over scenen og frem til næsetippen på de forreste publikummer.
Dernæst satte Iron Maiden i gang med “Where Eagles Dare”, som blev leveret fint, men samtidig også var startskuddet til nogle få lydmæssige problemer som løbende gjorde sig gældende under det to timer lange show.
De 15.500 publikummer var dog allerede blevet ædt råt, og de blev heller ikke mindre begejstret af, at tredje nummer var det fænomenale “2 Minutes to Midnight”, som strakte helt ud til de bagerste rækker.
Så var det tid til aftenens eneste og første pause, hvor Bruce Dickinson traditionen tro altid skal fjolle lidt rundt på scenen, med jokes som kun de fleste briter ville kunne grine af.
Men ikke desto mindre var der også en fødselar på scenen, da den legendariske trommeslager Nicko McBrain fyldte 66 år, hvilket medførte fælles fødselsdagssang med “Happy Birthday” fra hele Royal Arena. Det kunne dog have været fedt, hvis nogen udefra havde overrasket ham med en stor Iron Maiden/Eddie kage på scenen, men hvem ved hvad der er foregået backstage.
Herefter var det blevet tid til en af Iron Maidens vel nok allerbedste sange, herunder især i live-sammenhæng, nemlig “The Clansman”, som med ordene “No we can’t let them take anymore. We’ve the land of the free” og “Freedom” blev sunget i skøn fællessang og med en sværfægtende Bruce Dickinson, som fik Royal Arena til at buldre og brage.
Dette blev fuldt op af den udødelig klassiker “The Trooper”, hvor en stor Eddie kom ind på scenen og fægtede med Bruce Dickinson, som også rendte rundt på scenen med både et engelsk og et dansk flag.
ET SCENESHOW UDEN SIDESTYKKE
Det var fra dette tidspunkt at sceneshowet for første gang i mange år blev skruet op til et guddommeligt niveau, hvor der blev sat gang i “Revelations” med dertilhørende fire store lysekroner med fyrfadslys (kunstige) sænket ned fra loftet og en hel baggrund fyldt op af glasmaleri med Eddie efterfulgt af en fænomenal udgave af “For the Greater Good of God”, som dog ikke fik publikum helt med på vognen under fraserne “Please tell me now what life is. Please tell me now what love is. Well tell me now what war is. Again tell me what life is” og selve titelfrasen, hvor til gengæld “The Wicker Man” igen fik sat gang i løjerne blandt de hungrene fans.
Iron Maiden satter herefter i gang med “Sign of the Cross”, hvor der naturligvis blev budt på et stort kors fulgt op af et stort flammeshow med dertilhørende fyrværkeri, alt i mens at Bruce Dickinson gik rundt med kappe på og sammen med resten af bandet fik leveret en suveræn musikalsk udgave af nummeret.
Så blev det tid til “Flight of Icarus”, hvor der i baggrunden kom en kæmpe udgave af Ikaros frem, hvortil Bruce Dickinson gik rundt med en børneudgave af en flammeskaster, hvis symbolik egentlig ikke gav ret meget mening, udover at det måske skulle hentyde til at Ikaros bandt fjer sammen med voks og tråd til et sæt vinger, hvor det endte med at solen smeltede voksen mellem fjerene, så han styrtede i havet og døde. Men fedt så det ud.
Herefter fulgte en kaskade af Iron Maidens allerstørste hits, startende med deres bedste live-sang nogensinde nemlig “Fear of the Dark”, hvor Bruce Dickinson igen havde klædt sig ud og denne gang i et maskeradebalkostume og gående rundt med en lanterne med grønt lys.
Det blev ikke mindre spektakulært af, at de bagefter satte i gang med “The Number of the Beast” med de trofaste gargoiler samt et fortsat flammeshow og fire store flammefakler, hvortil de afsluttede showet med “Iron Maiden”, hvor der i baggrunden kom et kæmpe Eddie-minutauros hoved op.
EN FEST UDEN ENDE
Altså, det kan godt være at jeg græd af glæde, da Nicklas Bendtner blev vraget til VM, men afslutningsvis spillede Iron Maiden tre ekstranumre i form af “The Evil That Men Do”, “Hallowed Be Thy Name” og “Run to the Hills”, hvor festen nåede sit absolutte klimaks med en Bruce Dickinson bag tremmer, med galgen svingende ved siden af, syngende “I am waiting in my cold cell, when the bell begins to chime. Reflecting on my past life and it doesn’t have much time. ‘Cause at 5 o’clock they take me to the Gallows Pole, The sands of time for me are running low.”, hvortil glædestårerne havde mere end almindeligt svært ved at blive holdt tilbage og Rockzeits fotograf måtte konstatere, at hans koncert blev delvist forplumret af en tonedøv og højtsyngende sidemand.
Iron Maiden anno 2018 fremstår stærkere end nogensinde på en livescene, og de beviste endnu en gang, på trods af utallige turnéer og muligheder for at se dem live, at det er dumt at misse dem bare én eneste gang for der er ingen, som i INGEN, andre bands der efter 40 år fortsat formår at kunne levere en så åbenlys legelyst og positiv udstråling som Iron Maiden gør det med kæmpe smil på læben.
Se alle billederne fra koncerten: https://www.facebook.com/media/set/?set=a.2093404804251679.1073741842.1440259966232836&type=1&l=2519dd6b11
Sted: Royal Arena – 5.6.2018.
Band:
Steve Harris – Bas.
Dave Murray – Guitar.
Adrian Smith – Guitar.
Bruce Dickinson – Vokal.
Nicko McBrain – Trommer.
Janick Gers – Guitar.
Sætliste:
Intro: Doctor Doctor (UFO sang).
Intro: Churchill’s Speech.
- Aces High
- Where Eagles Dare
- 2 Minutes to Midnight
- The Clansman
- The Trooper
- Revelations
- For the Greater Good of God
- The Wicker Man
- Sign of the Cross
- Flight of Icarus
- Fear of the Dark
- The Number of the Beast
- Iron Maiden
Ekstranumre:
- The Evil That Men Do
- Hallowed Be Thy Name
- Run to the Hills
Outro: Always Look on the Bright Side of Life (Monty Python sang).
5
-
Iron Maiden "Legacy Of The Beast" Royal Arena 5/6 2018