Det spansk-danske band Mala Costumbre spillede i går den 12. juni på High Voltage. Der var ikke mange mennesker da bandet gik på, men efterhånden som koncerten skred frem steg både antallet af publikummer såvel som entusiasmen hos selvsamme. Bandet har et enkelt album ”Vida Maleducada”(2007) i bagagen og har endvidere turneret i Spanien. Bandet har gennem en del år haft skiftende medlemmer, op- og nedture, men fortsat holdt fast ved lysten til at spille gedigen old school hard rock.
Engang imellem støder vi på bands som lige mangler det sidste for at kunne indtage scenen. Oftest en kombination af manglende erfaring og mod. Det kan man ikke sige om Mala Costumbre. De både vil og tør tage ejerskab af scenen, og de kan bestemt også. Rockattituden er tommetyk, og udtrykket har den kant, vi godt kan lide her på redaktionen.
Forsanger med X-factor
Mala Costumbre har i den grad en gennemarbejdet performance og et solidt sammenspil. Især forsanger Eduardo “Eddie” Tor Del Spar, har med sine mange år som frontmand, indarbejdet en naturlig flair for visuelt at gengive musikkens dynamik. Derved skabte han i går liv og kontakt til publikum, og publikum gjorde mere og mere, hvad han bad om, som koncerten skred frem. Kunsten er at gøre rockkliche fakterne til sine egne, så der ikke går Halford/Jagger/Mercury/Dickinson kopi i den, det nytter ikke, dem når man ikke til sokkeholderne alligevel. Eddie er sig selv, hvilket i går var fuldt ud tilstrækkeligt. Det lød som om, vokalen lå lidt lavt i lydbilledet, hvorved man af og til havde svært ved helt at forstå den melodiske retning, desværre, og samtidig gik en del af “Eddie”s klang tabt. Det virkede som om det blev rettet lidt til undervejs, og helt tæt på scenen var lyden fin.
Det stærke kollektiv
Resten af bandet arbejdede stenhårdt med overskud og masser af musikalsk teknik. Men de bidrog også visuelt med kollektivt gennemprøvet performance, hvad enten det var som guitarslinger, bassist eller tangentbokser; sidstnævnte, Oscar Alvarez var forfriskende synlig, aldrig stillestående, men cool og engageret. Bag trommerne sad Thomas Hetlund, og passede butikken sikkert, måske lidt anonymt og uden de store armbevægelser – men ok, dem var der jo også masser af i forvejen, både visuelt og musikalsk. Hetlund holder på stikkerne på den gode gamle janitsar facon. Der var dog generelt masser af kraft i lilletrommen, så man må bare konstatere, at det er et spørgsmål om teknik. Niels Paridon var bundsolid og sikker i sit basspil, men havde faktisk rappe fingre, når numrene kaldte på det. Emil Zohnesen på rytmeguitar havde en god feeling og svingede uden udsving hele koncerten igennem. Han gav sammen med Oscar Alvarez’ ofte benyttede orgellyd lækker bredde i lydbilledet. Nicolai Levring levede fuldt ud op til de krav, man kan stille til alle guitarslingers i rockbands, han havde sand rockattitude, men også gedigen fingerfærdighed og fantasifuldhed i riff og soloer.
Gode sange og masser af lir
Mala Costumbre største force var dog, at de fremstod ekstremt sammenspillede og med et meget organisk udtryk, hvilket højnede kvaliteten mærkbart live.
Der var masser af lir. Ikke mindst i ”Quisiera ser aire”, som er et virkelig stærkt rocknummer, og som de spillede ret stramt med godt drive og en velklingende hookline, som jeg ikke kan oversætte på stående fod(Jeg går ikke i dybden med teksterne denne gang, da mit spanske ikke rækker til meget mere en dos cervezas og Emilio Butragueno). ”Who Are You” er også et velkomponeret rock ’n’ roll nummer og Eddies stemme klinger godt i omkvædet, som er let at nynne med på. Deres selvbetitlede ”Mala Costumbre” var ligeledes et godt tungt rullende Whitesnake-møder-Purple-agtigt nummer, hvor netop frasen ”Mala Costumbre” bliver gentaget utallige gange og publikum fik lov til at synge ”hey-hey” i en call-response passage for ligesom at slå fast med syvtommersøm, at Mala Costumbres mission ikke er at gøre publikum klogere, men gladere. Mala Costumbre største force var dog, at de fremstod ekstremt sammenspillede og med et meget organisk udtryk, hvilket højnede kvaliteten mærkbart live. Eksempelvis nummeret ” Mañana”, som i mine øjne er knap så originalt og har et lidt ensformigt melodisk udtryk, virkede særdeles godt live på grund af bandets energi.
En god aften på High Voltage
De sluttede af med “Helter Skelter” og “Bad Craziness”, Hvilket selvfølgelig vækkede begejstring – det er i sig selv nogle gode numre – men det var egentligt ikke nødvendigt for at få publikum til at juble. Mala Costumbre havde sejret som den spanske armada og var sikkert i havn. Det skal siges, at de blev varmet godt og grundigt op af de unge drenge fra Black Door Parole, som med tunge riff, med hænderne dybt nede i Sabbath og Zeppelins kagedåse, samt forbløffende rutineret performance, sørgede for at man var godt underholdt, mens man ventede på Male Costumbre. Alt i alt var det en god aften, og man må bare endnu engang konstatere, at dansk rock anno 2015 har et højt niveau, om end ikke banebrydende originalt.
Afslutningsvis kan det konkluderes, at selvom Mala Costumbre endnu ikke helt er et etableret slagkraftigt navn i den brede offentlighed, er der for så vidt ingen musikalsk og performativ begrundelse for det. De har gejsten, god liveoptræden og gode lettilgængelige sange. De har pakken, så at sige. Vi ser frem til endnu en skive fra dem forhåbentligt snart.
Sætliste:
Enough of You
Maldito Amor
What A bitch
Quisiera ser aire
Calle
No One
Never Enough
Mala Costumbre
Who Are You
Mañana
Puppets in Your Hand
Ekstranumre:
Helter Skelter
Bad Craziness
Skriv et svar