Mala Costumbre – No Loose Ends

Mala Costumbre har endelig fået færdiggjort opfølgeren til deres debutalbum “Vida Maleducada” fra 2007. “No Loose ends” byder på kreative indpakninger af deres relativt traditionelle, men særdeles levedygtige hard rock.

Med så mange år på bagen, skal der være rutine på alle pladser, og det er der bestemt også. I motorrummet finder rytmeguitarist Søren Thorup, bassist Niels Paridon og Thomas Hetlund på trommer hinanden med lukkede øjnene. Produktionen er som den skal være, pågående, skarp uden at være poleret.

Mala Costumbre sværger til den direkte vej til publikum og lytteren. Rockzeit har selv konstateret, at helhedsindtrykket af musik og liveperformance, i høj grad bærer bandet, frem for egentlig originalitet i sangskrivningen; numrene sidder godt og grundigt i skabet, men revolutionerer ikke ligefrem rockverdenen. Det gør heller ikke så meget, da man som lytter er i godt selskab.

Retrovokale farver

På “No Loose Ends” viderefører de i høj grad ånden fra de glade hardrock 80’ere og 90’ere. Eduardo “Eddie” Lacarta er gået på opdagelse i sin vokal og formår at forme den alt efter numrenes udtryk, hvilket jeg godt kan lide. Der er god inspiration fra de store giganter, Chris Cornell er hørbar ikke mindst i det høje leje, eksempelvis “Never Enough” og “No One”, to driftsikre og fængende numre. De er utroligt nemme at huske, især “No One” med det hyppigt tilbagevendende refrain “No ooone”, og synthfiguren, som klæder helheden og tilfører noget eksotisk.

Eduardo “Eddie” Lacarta viser til gengæld i de rolige og lavere passager, at han også må have nogle plader med Whitesnake og Bon Jovi derhjemme på reolen, i hvert fald klinger det af øm følsom hanløve med masser af gylden manke – og en fotomodel på Porchens kølerhjelm. Lyt til “Dying Tomorrow” og I forstår. Her har vi klaver, her har vi strengeinstrumenter, her har vi “Bed of Roses”, “November Rain”, ja, her har vi balladen. Men nummeret løfter sig stille og roligt og folder sig faktisk rigtig flot ud med velspillet guitarsolo af usvigeligt sikre Emil Zohnesen, samt kulmination af alle instrumenter og vokal, der leveres med nærvær og passion. Den skal lige tygges igennem et par gange, men afgjort en flot svulstig lighter sang.

Modig mainstream

Med Eduardo “Eddie” Lacarta i front har de et Zlatansk trumfkort, som tilfører Mala Costumbre noget ekstra

På sin vis er “No Loose Ends” et forfriskende album. Selvom Mala Costumbre har fødderne dybt forankret i den ret konservative rockgenre, hvor klicheerne står i kø, har bandet et godt øje for at bruge synth, orgel og keyboardsfigurer som bærende elementer og ikke blot i periferien af lydbilledet. Oscar Rifbjergs tangenter er ofte med til at slå en stemning an, enten med signifikante figurer eller som noget udefinerbart, der ligger i versene og ulmer.

Der er flere stærke numre på “No Loose Ends”. “What A Bitch” har et virkelig godt groove og et slow/bluesy beat med nogle 70’er agtige strukturer, som give god modvægt til de mere moderne, stramme og retningsbestemte numre – på “What A Bitch”  dasker de i stedet rundt mens de skyder nonchalant fra hoften. “Puppets In Your Hand byder på herlig spansk vokal og en orgelrolle, der binder formled sammen på en glatteste vis. Omkvædet i “Maldito Amor” klinger dejligt sydeuropæisk, og har en overraskende durakkord i verset, når ens dovne ører forventer traditionel mol.

Jeg synes, at Mala Costumbre er bedst, når man aner det spanske islæt i vokalen og når de løsner den rockæstetiske spændetrøje. Med Eduardo “Eddie” Lacarta i front har de et Zlatansk trumfkort, som tilfører Mala Costumbre noget ekstra; det forstår de heldigvis at benytte sig af, ikke mindst live. For at for alvor at løfte sig over det øvrige udvalg i det globale rocksupermarked, kræver det imidlertid at de omdefinerer deres brand, band-DNA, kernesound eller hvad ved jeg, og det tror jeg slet ikke de er interesseret i, hvorfor også det? Det går jo lige så godt.