MAMMOTH WVH på Hades, Copenhell

Min ryg gør lidt ondt og mine gamle knæ smerter. Man snyder ikke alder. Og da slet ikke når man ikke bestiller andet end at sidde på sin flade røv, enten og skrive, eller indspille musik. Jo, jo… jeg står da op periodisk når jeg har Stratocasteren hængende over skulderen og afleverer alt det jeg har ladet mig inspirere af fra min helt, Jeff Beck, via Marshall amps..

Eddie Van Halen har jeg aldrig rigtig studeret, men humor og jordnærhed, det var jeg ikke i tvivl om han besad og udstrålede. Parret med en fantastisk guitar teknik, ja så var Eddie alligevel lidt mere interessant end Joe, Wai og alle de andre speed guitarister. Humor og fantasi i musik; det elsker jeg.

Derfor måtte jeg simpelthen se sønnike Wolfgang med hans band Mammoth WVH, (som far Eddies band åbenbart engang har heddet.) Havde Wolfgang det samme talent? Var han menneskelig og jordnær? Var han én stor kopi af sin far?
Ja til det meste, undtagen det sidste. Wolfgang har udviklet sin egen sound og stil. Og YES, endelig så man regulære guitar og bass amps på scenen. Endelig blev det hele ikke druknet i bass drums. Endelig var front mixet næsten godt. Jeg ved ikke hvad PA folkene er bange for, men vi skal åbenbart ikke have lov at høre guitar solo rigtig højt. (Det kom først senere med Guns N’  Roses.) Heller ikke Wolfgangs ellers udmærkede vokal, fik lov at brænde igennem.

Medium stor noget kraftig gut, med en simpel sort T-shirt, afklippede jeans, en cap med Tailor Hawkins navn trykt på, til memo om den afdøde Foo Figthers trommeslager. Og så et par flade gummisko i enden af de noget skummetmælks blå ben, sådan listede Wolfgang lidt genert ind med guitaren over skulderen, og det var ikke en Stratocaster, men en EWH special. Her stod han et minut og gjorde ét eller andet henne ved forstærkeren, hvorefter han kom smilende frem til os. Og han virkede rigtig rar. Taknemmelig over at vi netop ville høre hans band og hans musik. Og det forstod jeg rigtig godt at vi ville. Tre guitarer, bass and drums. Tre EWH amps, og en gammel Fender bas amp, speaker kabinettet tydeligt slidt, og så et næsten almindeligt standard tromme set up. Undskyld hvis jeg bliver lidt gammeldags.

Og damn, hvilken åbning. Wolfgang på sin Eddie guitar, har virkelig forstået at udnytte de tre guitars, Frank Sidoris – rhythm and lead guitar, backing vocals og Jon Jourdan – rhythm guitar, backing vocals. I flere numre fik vi i den fedeste stereo atmosfære et 2-taktslags lick, først fra venstre med Franc, så Wolfgang midt for, og til sidst i højre Jon. Og så det hele i tre fede stemmer, med blød hånd tremolo. Ingen stress. Måske en lille smule ADHD, hos Ronnie Ficarro – bass, backing vocals. Havde scenen været endnu større, så var Ronnie sikkert spurtet helt ud til kanten alligevel. Good bless trådløs… Sort langt krøllet hår, fløj omkring ham. Hans hænder slap tit bassen og lokkede os til den sædvanlige klappe procedure på to og fire. Missede han noget? Ikke en tone. Nej… han hed ikke Mick Jagger, men kunne lige så godt have været det.

Og her kunne vi faktisk høre hvad bassen lavede. I fuldstændig sync, og med et drive og swing dækkede Ronnie og trommeslageren Garrett Whitlock bordet med kongeligt bestik til de tre guitarer, og stærke harmoni vokaler. Men uden den hvide dug. Det skal helst ikke være alt for pænt. Wolfgang sætter selv musikken op, og limer sammen, og det er fede numre næsten hele vejen igennem. Dynamisk, nede, oppe, high speed og slow songs. Desværre lå mange af numrene lidt i samme tonearter. Det kunne godt blive lidt ensrettet i længden. Hammer…nej ikke smede hammeren fra B&W værkstedet, men guitarhammer teknikken. Den hvor man stort set benytter alle hundrede fingre på guitar halsen og strengene. Selvfølgelig har Fatter lært sit afkom at beherske den teknik som han selv var forgangs mand for. Men Wolfgang fik givet den sound, sit eget udtryk, og han overspillede det aldrig på noget tidspunkt.

Jeg smilede fra start til slut, og følte mig helt lettet, trods ryg, knæ og almindelige gammel mands smerter. Jeg blev båret af fed musik, der virkelig virkede. Så det var først da jeg kom ned ombord på mit gamle skiw i Lynette havnen, og satte mig til at skrive, at jeg pludselig fik en lille smule ondt igen. Men…long live Kodimagnyl, Tramadol, og… Mammoth med søde dygtige Wolfgang.

4 stjerner til MAMMOTH WVH.