Mandags-metal kan være lidt af et sats, når man så ovenikøbet ruller 4 bands igennem en byggeplads. Så skal der sgu særlige kræfter til at få publikum til at glemme alt andet end musikken – og det lykkedes (næsten) for både Soilwork og Amorphis i Amager Bio i mandags.

Soilwork har varmet godt op under en tæt pakket sal i Amager Bio og holdt liv i en tornado af et mosh pit foran scenen. Så stemningen er på sit højeste da aftenens sidste band – og for mit vedkommende aftenens absolutte højdepunkt – Amorphis skal indtage scenen. De finske melodiske dødsmetallere med Tomi Joutsen i front, rangerer som ét af mine ubestridte favoritbands over tid. Og ja – ham der Hr Joutsen kan bare noget på en scene. Så jeg kæmper mig igennem mængden af svedende mosh-pittere for at komme helt op foran scenen, lige midt for…. For jeg skal ikke bare høre denne koncert – jeg skal mærke den.
Lyden der blev væk
Jeg står så tæt på Tomi Joutsen som fysisk muligt denne aften, da The Bee’s letgenkendelige guitar intro starter. Jeg står med tilbageholdt åndedræt og venter på Joutsens dybe langtrukne growl, som går lige i …… mellemgulvet! Men hvor dælen er lyden?? Jeg kan faktisk ikke svare på om den kvindelige vokal er med på backing track – for lyden når ikke så langt. Jeg bliver stædigt stående oppe foran til The Golden Elk og lubrer Joutsens karismatiske udstråling i mig, den plejer at vække et urinstinkt i mig – men en del af kraften ligger altså i den dybe growl, som ingen kraft har denne aften. Under det tredje nummer “Sky is Mine” bukker jeg under – der er ingen forandring i lyden, og jeg søger længere ned bag i salen – her finder jeg så til gengæld lyden – lige som den skal være. Umiddelbart ser det ud som om Amager Bio har fået hængt højtalerne så langt foran scenen at de forreste rækker nærmest ingen lyd har – hvilket er en katastrofe. Men hernede – lige ved siden af pulten – kan jeg nu både høre og mærke musikken. Det er som om bandets energi stiger mærkbart i løbet af aftenens set. Og selvom salen ikke er på kogepunktet som under Soilwork, så er der en fed energi i lokalet – også selvom en del af publikum falder fra undervejs.
Tilbage til 1990
Olli-Pekka Laine er tilbage bag bassen, og spiller som om han aldrig har været væk. Så bandet fremstår på scenen som de gjorde tilbage i 1990, med den forskel at det er Tomi Joutsen der nu hænger i mikrofonen som om hans liv afhænger af det og den daværende sanger/guitarist Tomi Koivusaari holder sig primært til sin guitar. Han growler dog med på et par af de helt gamle numre fra “Tales of a Thousand Lakes”, men det er ligesom om han taber vokalen, eller den moser sammen i lydbilledet.

Det er tydeligt at det stadig er The Bee som bandet promoverer – 6 numre på aftenes set liste er herfra, men de får også kigget godt i bagkataloget og napper også flere af mine favoritter (Sacrifice, Bad Blood og Death of a King) fra “Under the Red Cloud”. Bandet har i sin levetid bevæget sig væk fra de klassiske dødsreferencer og bevæget sig mere mod den melodiske og folk-inspirerede lyd, uden at det i min optik er sket på bekostning af aggressiviteten, kraften og intensiteten. På scenen fremstår de som et band der hviler i sig selv og fuldstændig ved hvor de vil hen. De er 100% samspillet og spiller stramt uden slinger i valsen. Efter et besøg helt tilbage til “Tales of a Thousand Lakes” bliver vi passende sendt ud i natten og hjem i seng med nummeret “House of Sleep”.
Blandede metal bolsjer med ny smag på plakaten
Tourens line up er en noget blandet affære bestående af tysk dødsdoom (Nailed to Obscurity), heftig ukrainsk metalcore (Jinjer), aggressiv svenskerdød (Soilwork) og finsk meløldød (Amorphis). Hvordan denne forsamling er havnet på samme plakat kan undre, da de umiddelbart ikke har det samme publikum. Jeg er også overbevist om, at en stor andel af publikummet betragtede Soilwork som aftenens reelle hovednavn, hvilket måske kan forklare menneskesvindet i salen efter deres optræden. Derudover har 3 af aftenens bands smidt nyt album på gaden 11. januar – altså på tourens første dag og kun 3 dage før koncerten i Amager Bio. Amorphis promoverer stadig deres album “Queen of Time” fra maj 2018. Men samlet set over en aften er det ret meget nyt materiale som publikum har haft 3 dage til at lytte op på. Det gør det bare svært at bygge en intens stemning op og fastholde den.
Mine forventninger bliver ikke helt indfriet denne aften. Set-listen er ellers en drømme set-liste i min optik – den bestod KUN af favoritnumre, der var nyt og gammelt og der var en blanding af numre som virkelig demonstrerer både bandets bredde og udvikling og ikke mindst Tomi Joutsens formidable spænd og variation i vokalen, henover klar sang og growl. Men jeg står alligevel tilbage med en lunken fornemmelse. Hovedsaligt på grund af det ekstremt dårlige set-up, hvor man skulle vælge imellem den energi der er foran scenen og lydoplevelsen. Men delvis også fordi rammerne langt fra var optimale og fordi finnerne denne aften lige manglede den der energi på scenen som bare får det hele til at gå op i en højere enhed.



Amorphis i Amager Bio
Summary
Set-list:
The Bee
The Golden Elk
Sky is Mine
Sacrifice
Message in the Amber
Silver Bride
Bad Blood
Wrong Direction
Daughter of Hate
Heart of the Giant
Hopeless Days
Black Winter Day
Death of a King
House of Sleep
Line-up:
Tomi Joutsen: Vokal
Tomi Koivusaari: Guitar
Esa Holopainen: Guitar
Olli-Pekka Laine: Bas
Santeri Kallio: Keyboard
Jan Rechberger: Trommer