Manowar lever og dør fortsat for true metal

Efter 43 år med konceptet “true metal” og med en attitude som skaber flere fjender end allierede, imponerer Manowar fortsat med et gennemført inferno af en koncert med lysshow, ild og en hamrende høj og perfekt lyd. 

Det er vel omkring 20 år siden, at jeg sidst så Manowar live, og de var i mine teenageår ét af de bands som lå højst på min playliste.

Jeg nåede at se dem live flere gange, indtil at de udgav et makværk af et album med “The Lord of Steel” i 2012, hvorefter at min interesse begyndte at dale lidt samtidig med at deres billetpriser for koncerter i Danmark steg dem over hovedet med over kr. 700 for en enkelt koncertbillet.

En koncert med Manowar i Danmark koster fortsat i dag mellem kr. 700-1000, afhængig af om du vil være i “The Golden Circle”, hvilket fortsat er latterligt højt – efter min smag.

Manowar har fortsat “The Power”

Efter en forsinkelse på 10 minutter brager Manowar fra starten af koncerten igennem med forrygende udgaver af “Manowar”, “Kings of Metal”, “Fighting the World” og “Holy War” og stemningen i Forum Black Box var forrygende.

Efter de første 4 numre kneb jeg mig selv i armen over at høre Eric Adams vokal, da han fortsat lød fænomenal stærk og havde en stor gennemslagskraft – Det til trods for at manden har rundet de 70 år. Det er sgu imponerende, men han styrketræner angiveligt også en smule lige inden at han går på scenen til hver koncert, og om det gør forskellen kan jeg ikke vide (selvfølgelig ikke), men hans overarme er i hvert fald fortsat lige så store som vikingerne der repræsenterer bandet på deres albumcovers.

Joey DeMaio, som har rundet de 68 år, spiller fortsat formidabelt på hans basguitar, så man næste skulle tro, at han sover med den under sin hovedpude hver nat. Han bevæger sig fortsat rundt på scenen og ser meget alvorlig ud, uden at der er antydningen af “Smilende Susie” over ham, men når han skal holde sin klassiske selvfede tale til publikum med en øl i hånden kommer smilebåndet frem.

Her taler han bl.a. om, hvor sørgeligt det er, at folk (og hans venner fra “High School”) alle bliver gift og får børn for derefter at gøre det hele engang til, i stedet for at leve livet fuldt ud. Man kan naturligvis kun leve livet fuldt ud med øl, fisse og true metal! Og selvfølgelig sluttede han koncerten af med at ødelægge sine basguitarstrenge en efter en til store brag med flammende ild.

Med sig som gæstemusikere på deres “Crushing the Enemies of Metal” turné har Manowar trommeslager Dave Chedrich og guitarist Michael Angelo Batio.

Et af højdepunkterne ved aftenenes koncert var også at opleve Michael Angelo Batios ekvilibrisme og hans samspil med Joey DeMaio. Det var ganske enkelt fremragende på nær ved den rædsomme guitar- og basduet, som alt andet lige aldrig har været noget som Manowar har gjort særlig godt.

Heldigvis fyrede Joey DeMaio ikke “Sting of the Bumblebee” af, for så havde jeg da først for alvor taget vikingeøksen frem og hugget mig frem blandt publikum indtil at jeg kunne få stoppet ham.

Højdepunktet

Aftenens højdepunkt kom unægtelig allerede ved 7 nummer “Warriors of the World United”.

Jeg glemmer aldrig den dag i juni 2002, hvor jeg stod i min lokale Stereo Studio i Vejle og hørte denne sang for første gang, hvor hele kroppen blev fyldt med endorfiner af ren og skær begejstring. Det var og er fortsat, den dag i dag, en af de bedste metalhymner der nogensinde er skrevet, og at høre den live med den lyd, som kun Manowar kan levere det, fik glædestårerne til at løbe ned af kinderne på mig.

Det var så smukt som det kunne være og publikum brød ud i fællessang så det gav genlyd på hele Frederiksberg.

Udmærket sætliste

Det var en sætliste bestående af numre fra de fleste af deres album, og de største bifald blandt publikum faldt naturligvis ved ovennævnte sange samt ved de populære “Hail and Kill”, “Battle Hymns” og “Black Wind, Fire and Steel”. De resterende sange fungerede udmærket, men som det ofte er tilfældet bliver stemningen altid lidt mæt, når der holdes pause mellem favoritterne.

Derudover, kunne Manowar efter min mening, godt havde byttet nogle af dem ud med nogle af deres allerbedste som f.eks. “Die for Metal”, “Metal Warriors” og “Bridge of Death”.

Det ville alt andet lige have givet en fuldbyrdet Manowar koncert med alt det bedste de kan tilbyde deres fans.

Manowar leverede varen, præcis som de gjorde det for mere end 20 år siden, og der var absolut intet nyt under solen, for Manowar er som de er – Take it or leave it!