MANTAR. Ode to the Flame.

Siden 2013 har den tyske grindcore metal-duo Mantar, med simple midler, kæmpet en hård kamp for at komme frem i rampelyset, og de udgiver den 15. april deres debutalbum ”Ode to the Flame”. De har været ude på metal-kirkegården, og åbnet grave fra 80´erne, og vækket de mest beskidte musikalske udtryk til live igen.

Harcore grindcore

Mantar er bevidste om at holde intensiteten oppe med en del skift. Men det er ikke fordi der er så stor forskel på de musikalske udtryk fra riff til riff, men det handler her om at levere ekspressiv støjmetal som har nerve, og det gør de ret godt. Lead-vokalen er blanding af Tom G. Warrior, Mille Petrozza og lidt Kurt Cobain, og her kan man allerede forstille sig, at det ikke ligefrem er feel good sange der kommer ud af højtalerne.

Mantar består af beskedne 2 bandmedlemmer; Hanno Klaenhardt (lead-vokal/guitar) og Erinc Sakarya (trommer/vokal)…. tja, det er det…Albummet er rent faktisk indspillet uden bas, men man får en guitarlyd der er mørk og grum som kompenserer OK for bassen.

10 onde numre

I bedste Celtic Frost/Hellhammer–stil, starter Mantar denne debutplade med nummeret “Carnal Rising”. Det lyder først som en gang uigennemtænkt demo-sjask, men de minimalistiske ultra-old-school-riffs, kører ikke længe før der kommer vokal på, og dér opstå en musikalsk stil der giver mening.

”Era Borealis” er tredje nummer, og er en rigtig lavtempo-grind-metal-klagesang der slæber sig af sted. Formleddene hænger temmelig godt sammen, og der er god balance i det ultra-simple og skrabede materiale.

Syvende nummer ”I, Omen” er ét af de ret udtryksfulde numre, og der er også et ophold midt i nummeret uden trommer, hvor man lige får vejret, for så at blive overfaldet af total doom igen. Det er sgu ret fedt.

Nu når det er beskidt, råt…og fra Tyskland, skal vi da også have et nummer med en tysk titel. Niende nummer ”Schwanenstein” tordner igennem med punkagtige guitar-riffs, og med en diskant doom metal-melodi hængende over…puh, det er ondt.

Vurdering

det er ikke raketvidenskab, det her, og man kan næsten kalde Mantar for en “modstandsbevægelse mod progressiv metal”!

Der er mange ord der går igennem mit hoved, når jeg hører dette mærkelige udspil af et album, eksempelvis slow punk, doom metal, black metal, slow trash…uhh, det er en ren gyser.

Akkorder er næsten ikke eksisterende, og de holder sig mest til en- og toklange. Der er mange riffs der har 2 skalatrin-fornemmelser, hvilket er meget simpelt tænkt, men usædvanligt nok, er der sgu også riffs der balancerer på én grundtone, og ikke skifter. Dét må man kalde minimalisme.

Nu når vi er i den uimponerede musikproduktionslejr, må man sige at der egentlig er en fed trommelyd, som man bestemt ikke hører hver dag i ny metal. Den er rå, og det er ur-rytmer der fyres af, som adskiller sig usædvanligt meget fra de mange fantasifulde og tekniske rytmer som efterhånden findes i black- og doom metal i dag.

Jeg synes næsten, at man burde tage et nutidigt finproduceret prog-metal-album, og så sætte ”Ode to the Flame” på bagefter. Det ville give en oplevelse af, hvor stor forskel der kan være på nutidig metal.…ja, jeg vil med det samme advare; det er ikke raketvidenskab, det her, og man kan næsten kalde Mantar for en “modstandsbevægelse mod progressiv metal”!

Simpliciteten i det instrumentale lægger op til en vokal som krænger grusomme, grusomme musikalsk udtryk ud i æteren, og det er lidt synd at der ikke er mere variation i den hæse klang. Det kan der nemlig sagtens være, selvom der ikke bliver brugt særlig stor ambitus.

Men men…det er sgu et album som er værd at høre…ja, fordi det bare, i positiv forstand, lyder som noget der er trukket direkte op fra helvede!

Mantar live…hvis du tør!

Hvis du vil indvies i det dybe Mantar-mørke, kan du tage glad af sted til BETA tirsdag d. 5. maj, hvor grind-duetten spiller kl. 22:00, og denne aften kommer Mantar nok til at sætte dagsordenen for hvilke humør du tager med hjem igen.