Marble Mouth fra COCO MOON

COCO MOON viser sig fra sin mørke side med et udtryksfuldt album, der fortæller om livets modgang og nedture, tilsat distortion

Mere dyster

Fem år efter deres anmelderroste selvbetitlede debutalbum, er COCO MOON, med Nana Odderskær i spidsen, klar med et nyt album. Stemningen er dyster og forklares i pressemeddelelsen med forsanger Nana Odderskærs brud med modeverdenen i forbindelse med et psykisk sammenbrud. Lad mig sige det med det samme: Hvis man forventer at høre et album a la debutalbummet fra COCO MOON med stærke popsange, fyldt med effektive virkemidler, så bliver man slemt skuffet.

Udtrykket på “Marble Mouths” er langt mere dystert, med passager hvor musikken nærmest går i trance med et spændende lydbillede, en interessant blanding af akustiske instrumenter og et støjbillede, frembragt både akustisk og elektronisk. Særligt brugen af distortion og rumklang giver albummet en atmosfærisk og mareridtsagtig stemning.

COCO MOON 64

Der er lagt vægt på distortionguitar og støj i alternative steder i mixet, fx når et intensts spillet ridebækken eller crashbækken ligger som nederste lag i lydbilledet, hvilket, igen, giver sangene en distorted sound. Af og til lyder det næsten som om, at der bliver at bruge 8bit lyde, som den lyd der høres på gamle Commodore 64 spil, bare menneskeligt spillet af COCO MOON.

Hvis noget er overladt til tilfældighederne, er det bevidst.

COCO MOON er ikke bange for at afvige lidt for konventionerne i forhold til niveauer på instrumenterne, fx når en guitarfigur bryder gennem lydbilledet eller der pludselig laves en fade out, uden at nummeret er slut. Det er både forfriskende og provokerende. Lydbilledet er ellers ret minimalistisk, specielt tonalt, hvor der synges enstemmigt og uden højt opbyggede akkorder, hvis nogle akkorder overhovedet. Musikken er bygget op om vokalen og instrumenter spiller ofte et ostinat (Et riff, der gentages i ring) gennem store dele af sangene.

Der er mere fokus på smerten og udtrykket end på det umiddelbart harmoniske, rent musikalsk. Der er ikke fokus på teknisk lir eller svære detaljer i musikken, det er ikke nødvendigt for at få det udtryk, der søges. Musikerne gør hvad de skal og det gør de godt. Hvis noget er overladt til tilfældighederne, er det bevidst.

Albummet er råt i sit udtryk og numre som “Marble mouth” eller “kVp” (Kilovolt peak) kræver, at lytteren er åben for en lyd, hvor øregangene bliver udfordret.

Numre som “Head under Water”, “On a Line” eller “Bodies” rammer bredere, fordi de er lidt mere konventionelt opbygget, men tilsat COCO MOONs kreative lydbillede. Det klæder sangene og gør dem lidt lettere tilgængelige, uden de nærmer sig det ordinære. Man kan måske stille spørgsmålstegn ved valget om at inddrage det instrumentale nummer “Jive” på albummet, det har umiddelbart samme udtryk som en del andre numre, men uden Nana Odderskærs stærke vokal. Så vil jeg personligt hellere høre et nummer med samme stemning med hendes vokal, hvilket i forvejen findes på albummet.

Der høres inspirationskilder fra PJ Harvey, Juliette Lewis, Portishead og også de skæve sider af Cardigans (fx i nummeret “Head under water”) både i musik og vokal. “Marble Mouth” har et enestående udtryk der, som sagt, afviger meget fra COCO MOONs debutalbum og fra, hvad man normalt hører i hverdagens mainstreamlyd. “Marble Mouth” er umiddelbart ikke specielt radiovenlig og jeg er nysgerrig om, hvilke (hvis nogen) radiostationer der har nosser til at spille numre fra “Marble Mouth”. (Det havde P6 Beat, der har 1 singlen “Bodies” i rotation. Tillykke til dem og COCO MOON).

“Marble Mouth” egner sig godt til, at man lærer albummet at kende og dykker ned i detaljerne. Særligt hvis ens egen verden yder lidt modstand, kan det være lettere at identificere sig med udtrykket på albummet. Det er bestemt ikke et søndag formiddag “feel good” album.

Fravær af dansk nærvær

Denne anmelder sidder tilbage med en lille ærgrelse over, at Nana Odderskær ikke har skrevet teksterne på dansk. Jeg gad godt høre om et psykisk sammenbrud gennem COCO MOONs “Marble Mouth”-lyd, med en dansk tekst der, mere eller mindre abstrakt, fortalte om oplevelsen af et sammenbrud hos en dansk pige. Når teksten er skrevet på engelsk, kommer det ikke så nært og bliver ikke så sårbart.

Jeg lader mig fascinere af “Manic Decay” med gennemarbejdet lyd og masser af ud-og-indtryk … Men til mine sarte øregange passer debutalbummet bedre.

Bodies: