Mayhem i Amager Bio

Fornylig hørte vi de lyttevenlige Pretty Maids i Amager Bio. Fredag aften var vi så vidner til noget helt andet i den amagerske koncertsal; true black metal fra norske Mayhem. Der var ikke én tone som kunne tåle at blive spillet i radioen, og det var heller ikke Hr. og Fru Jensen som var mødt op, men et publikum som var klar til det ondeste onde.

Uden opvarmning gik de 5 mørke mænd på scenen præcis kl. 20:00 som annonceret. Der blev åbnet med “Malum”, som med det samme afslørede en grim og grum lyd, på den gode måde.

Performance

Trommerne var placeret i midten af scenen, hvor Hellhammer sad stationært gennem hele koncerten. Guitaristerne Teloch og Ghul, samt bassist Necrobutcher, opstillede tit i stillestående formationer, så forsanger Attila Csihar, også kaldet Void Ov Voices kunne gå rundt med sit kostume/sminkede ansigt og udstråle maximalt ondskab. Det var en god og simpel performance fra hele bandet. Den uhyggelige og teatralske optræden blev ikke afbrudt med verbal kommunikation til publikum i tide og utide, heldigvis. Først efter 1 time og 45 minutter takkede Csihar med en rusten stemme publikum for at komme til koncerten.   

Grafik

Det var ikke pænt og poleret grafik vi blev udsat for på bagtæppet. Det var mørkt og grovkornet og viste billeder fra deres liv og karriere. Her var det uundgåeligt at Dead, alies Per Yngve Ohlin, blev hyldet i stor stil. Den afdøde frontfigur lagde stilen fra 1984 til april 1991, hvor han begik selvmord. Grafikken kørte konstant gennem den ca. 2 timer lange koncert. Til tider var de lidt for selvfede. Med  lydspor af interview fra gamle dage, hørte man medlemmer hylde dem selv som banebrydende og stilskabende.

De Mysteriis Dom Sathanas

Når man laver et album med denne titel, skal der virkelig være noget på spil. Det er der i den grad også, for mange anerkender værket som et mesterværk i black metal, og helt definerende i genren. Albummets historie er dertil skræmmende, da det blev lavet i 1990, men blev forsinket 4 år på grund af Dead’s selvmord og bassisten Varg Vikernes’ mord på guitaristen Euronymous (Øystein Aarseth).

Den mærkeligste intro, ever

I 1987 kunne man købe en plade med et metalcover med et stort hjemmelavet ondt logo på rød baggrund, som bød på det mest grusomme metal. EP’en hed Deathcrush, hvor titelnummeret var placeret som andet nummer.  Først blev vores hjerner angrebet af elektronisk instrumentalmusik i første nummer “Silvester Anfang”, komponeret af den tyske sound designer Conrad Schnitzler, der lød som en rusten robot cyklende på en væltepeter. Derefter blev verden udsat for musik som var sendt direkte fra dødsriget. I Amager Bio blev vi ikke skånet for noget, for introen kørte først med høj volumen fra anlægget, hvorefter det tunge 5/4-dels riff dundrede ud fra scenen. Nummeret peaker i den grad på det dejlige omkvæd, som bare er ordet “deathcrush”, som Csihar skreg fra scenen, som var han en mide i menneskestørrelse som var at blive klemt ihjel under et væltet træ.

Den ungarske Attila Csihar er ikke en metalforsanger som kun kan growle. Der er mange passager hvor han kan overraske med rene toner. Toner som bliver holdt usædvanligt lang tid. Det kræler virkelig luft at udføre dette i en live situation, og det lød slet ikke til at han blev træt og slidt i stemmen i løbet af koncerten.

Demo året

Sidste black metal hymne denne aften, hed intet mindre end “Pure Fucking Armageddon“. Det lød også sådan. Nummeret er fra Mayhems demo fra 1986 af samme navn, som var starten på deres black metal imperium.

The True Mayhem

Mayhems musik er ikke raketvidenskab, og det skal det heller ikke være. De har lidt skæve rytmer engang imellem, men de beholder stadig et meget simpelt og eksplicit udtryk. Også live kunne de give os autenticitet for alle pengene. Sangskrivningen i denne genre, er generelt ret god, for hvis man forstår musikken, kan den godt give én kulegysninger, dertil grusomme mareridt om natten.  

Lyden fra scenen var lidt ulden i det, og det var svært at høre detaljer i eksempelvis i trommeslagerens spil, men hellere det, end poleret og for skarp lyd som måske ville spolere det kraften i den sorte ursuppe. 

Netop autenticitet hos Mayhem var i højsædet, og det udløser 4,5 stjerner herfra RockZeit.