Med ønsket om mere spilletid leverede Tim "Ripper" Owens på RUST.

Nordic Noise Festival kunne i år præsentere Timothy S. “Ripper” Owens som festivalens ubestridte hovednavn.

Det virkede dog uforståeligt, at den amerikanske metalsanger blot fik tildelt 60 minutters spilletid — en beslutning, der ikke stod mål med hans status og bagkatalog.

Den københavnske rock- og metalfestival blev grundlagt i 2013 af Michael H. Andersen, og den første udgave fandt sted i Pumpehuset.

Siden har festivalen udviklet sig til en markant og respekteret institution på både den danske og skandinaviske rock- og metalscene.

Gennem årene har festivalen haft til huse på flere forskellige venues, heriblandt Amager Bio og Kometen i Hvidovre, mens 2026-udgaven blev afholdt på Rust.

Hovednavnet

Årets store trækplaster var den 58-årige Timothy S. “Ripper” Owens, som i dag fronter KK’s Priest, Spirits of Fire, Three Tremors og projektet “The Tim Ripper Monster Energy Big Band”.

Owens opnåede international anerkendelse som forsanger i Judas Priest, inden han senere fortsatte karrieren hos Iced Earth.

Tilnavnet “Ripper” stammer fra The Ripper, som han fremførte under sin tid i tribute-bandet British Steel.

Med sin enorme stemmekraft, tekniske præcision og imponerende vokalregister blev han hurtigt anerkendt som en værdig arvtager til den klassiske Judas Priest-vokaltradition.

Hos Judas Priest leverede Owens stærke præstationer på albummerne “Jugulator” fra 1997 og “Demolition”fra 2001.

Senere satte han ligeledes sit markante aftryk på Iced Earth-udgivelserne “The Glorious Burden” fra 2004, EP’en “Overture of the Wicked” samt “Framing Armageddon (Something Wicked Part 1)” — begge fra 2007.

Dertil kommer det fremragende debutalbum “Beyond Fear” fra 2006 med hans eget band Beyond Fear, som for undertegnede regnes blandt hans mest helstøbte værker.

I 2020 blev Owens annonceret som frontmand for KK’s Priest, hvor han igen samarbejder med det tidligere Judas Priest-medlem K. K. Downing.

Bandet har siden markeret sig stærkt med de anmelderroste albummer “Sermons of the Sinner” fra 2021 og “The Sinner Rides Again” fra 2023 — begge udgivelser, der demonstrerer, at både Owens og Downing fortsat befinder sig på et imponerende højt kunstnerisk niveau.

Showet

Owens åbnede koncerten stærkt med et overraskende valg i form af den yderst sjældent fremførte “One on One” — et nummer, som selv Judas Priest stort set aldrig har på sætlisten live. Allerede fra første tone stod det klart, at publikum havde noget ganske særligt i vente.

Energien fortsatte ubesværet med klassikere som “Metal Gods” og “The Green Manalishi (With the Two Prong Crown)”, der begge blev leveret med en intensitet og autoritet, som kun få sangere i genren kan mønstre.Det var dog også tidligt i koncerten, at Owens beklagende måtte meddele publikum, at bandet desværre havde været nødt til at forkorte deres normale sætliste betydeligt på grund af den stærkt begrænsede spilletid på blot 60 minutter.

Derfor virkede det tilsvarende uforståeligt, at man alligevel valgte at inkludere både guitar- og trommesoloer i et allerede alt for stramt program – en beslutning, der nærmest fremstod decideret absurd set i lyset af de mange klassikere, der dermed måtte udelades. Normalt tæller Owens’ sætlister nemlig sange som “Painkiller”, “Breaking the Law”, “The Hellion” og “Electric Eye” — numre, som uden tvivl ville have løftet koncerten yderligere og givet publikum den fuldendte oplevelse, mange havde håbet på.

Det ændrer dog ikke på, at den time, Owens og bandet leverede, var intet mindre end eksplosivt. Koncerten kulminerede for alvor med en hæsblæsende version af “Hellfire Thunderbolt”, fremført med så massiv kraft og intensitet, at selv vores kameramand spontant udbrød et rungende: “WOW”.

På dette tidspunkt havde både stemningen og den indtagende alkohol for længst taget fuld kontrol over de fremmødte publikum.

Publikum svævede nærmest rundt i en euforisk tåge af klassisk heavy metal i absolut topklasse, mens Owens fortsatte triumftoget med stærke fortolkninger af “A Touch of Evil” og “One More Shot at Glory”.

Netop som koncerten for alvor havde ramt sit klimaks, var det hele pludselig ovre.

Tiden syntes at forsvinde mellem fingrene på publikum, og afslutningen kom næsten chokerende hurtigt.

Derfor føltes det næsten poetisk passende, at ekstranummeret blev “Heaven and Hell” af Black Sabbath.

På få minutter blev publikum sendt fra den rene heavy metal-himmel til den bitre fornemmelse af helvede — ikke på grund af koncertens kvalitet, men fordi oplevelsen føltes, som om den sluttede, før den for alvor var begyndt.