Med sort is i årerne besejrede Enslaved Copenhell i nattemørket

Er det et utaknemmeligt job at overtage Hades på Copenhell fredag aften efter Kreator og ca 5 minutter efter Ozzy Osbourne lukker Helvíti? Ikke hvis man er nordmand og har sort is i årerne! Enslaved gav en mørk og intens midnats-koncert fredag nat kl 00:45.

Med dæmpet rødt lys går bandet stille på scenen….dystre stemningsfulde toner spreder sig over den mørke kolde plads foran Hades, inden Grutle Kjellsons skærende growl flænger nattehimlen åben og baglyset bader scenen i et blinkende inferno af lys til lydene af trommeskind der bliver slagtet for anden gang og melodiske guitar riffs! Nordmændene har invaderet Copenhell!

Et band i konstant bevægelse

Enslaved har været i næsten konstant udvikling fra deres start i 1991, hvor de har bevæget sig fra traditionel black metal over vikinge metal til en mere progressiv-black lyd – en lyd som denne anmelder er fuldstændig solgt til! Og aftenens åbningsnummer er et rigtig godt eksempel på, hvad det er ved Enslaved der går lige i mellemgulvet; Vekslen mellem den bidske rå growl og den stemningsfulde klare sang – vekslen mellem den melodiøse guitar i bløde skalaer og riffs til den hårde, hurtige flænsende guitar. De mange skift og breakdowns, og så selvfølgelig længden på numrene.

Efter det 9 minutter lange åbningsnummer får vi det lidt langsommere, lidt mørkere titelnummer fra albummet Ruun (2006). Her blev den klare vokal fra Håkon Vinje (som også spiller keyboard) sat lidt på prøve, og den står ikke helt mål med den stemme vi kender fra albummet. Samspillet mellem growlen og den klare vokal kræver ligesom, at vokalen kan matche Grutles eminente growl for at skabe den særlige stemning i musikken – og den var der ikke helt for mig denne aften.

Det er værd at nævne, at bandet 2 dage forinden koncerten på Copenhell skiftede trommeslager. Cato Bekkevold, som har siddet og hamret på skindene siden 2003 overlod forleden stikkerne til Iver Sandøy, som i min optik gjorde det til UG. Bandets mange skift i stilarter henover årene kan muligvis være med til at forklare de mange udskiftninger i besætningen.

Fra seneste album ”E” leverede Enslaved ”Storm Son” og ”Sacred Horse” men vi nåede da også et godt stykke tilbage i tiden med setlisten – og skal man tale om, at bandet har fået en mere progressiv lyd, så er ”Storm Son” et godt eksempel – her lyder de næsten som Karnivool – uden sammenligning i øvrigt dog – men hold nu op en stemning de kan skabe med tilsyneladende minimal indsats og kølig attitude – der er virkelig tale om, at de her nordmænd må have sort is i årerne. Vi slutter lidt længere tilbage i bagkataloget med ”Alfadr Odin” (fra debutalbummet i 1993) og ”Isa” (2004) – så bandet formår næsten at give os fuld indsigt i deres egen rejse til der hvor de er idag.

Intens energi der kravler under huden helt til marven

Enslaved skaber stemninger og fortæller historier… og det gør man ikke på 3 minutter – det gør man på 9-15 minutter og jeg elsker den måde, numrene tager en med på en rejse – mere indad end udad. Og præcis dét gør, at bandet er placeret helt perfekt i Copenhells program. Det var koldt, vinden bed, energien til at stå og hoppe og skråle mod nattehimlen var for længst væk. Det var tid til at stå tæt, vugge og lytte – for man skal LYTTE til Enslaved – det fortjener musikken!

Der var ikke et kæmpe fremmøde foran scenen her midt om natten – men jeg er sikker på, at det var det helt rigtige publikum. Som sagt leverer Enslaved en helt anden form for energi end thrash og metalcore, og da koncerten er slut og jeg trisser hjem i mørket og kulden er det i stilhed, men med et stort smil på læben for hele min krop ved, at jeg lige har været vidne til noget helt ekseptionelt og det skal ikke tales ihjel… heller ikke her.