Meridian – The Fate Of Atlantis

 Fredag den 16.03.18 udkom Meridians ny EP “The Fate Of Atlantis”, og med deres nye guitarist (og producer) Marco Angioni søger de at gå nye veje inden for den melodiske metals forholdsvis snævre rammer. 

Overbevisende koldstart

Det er nogen gange en kunst at komme godt fra land som band og præsentere lytteren for den helt rette tone, den som beskriver, hvad man kan forvente og hvad bandet formår, så ingen får falske forventninger. Det er bare ikke noget problem for Meridian, der med syvtommersøm får banket deres Maiden’ske inspiration eftertrykkeligt fast med den svulstige 80’er herometal slagsang “Off To War”. Teksten handler om “the moral dilemmas of a military drone pilot, going to war and killing people without any risk at all”, og der er da også punch nok i produktionen til, at lytteren kan få krigsassociationer frem på den indre fladskærm. Det er en perfekt stilren åbner, som med hidsige trommer, guitar duet leads og semihæs glam vokal lyder lige præcis så tilpas hård, at den poppede refrain linje i omkvædet ikke bliver for soft, snarere sætter man sig ret op i sofaen, når Lars Märker glammer “Leaving home, kiss your wife goodbye(…)off To War!”. Der er god klang på Märkers vokal, og jeg sender svenske Joey Tempest, tyske Klaus Meine og amerikanske Sebastian Bach en håndfuld venlige tanker og bladrer videre til track 2, “Fragments Of A Life”, som virkelig er en god 2’er: et helt korrekt skifte i stemning, som man lavede dem i gamle dage, inden den bevidstløse randomiserede streaming adfærd.

Bandet forstår faktisk at skabe et samlet musikalsk touch og en velovervejet fortælling som overbygning til de enkelte numres temaer og udtryk. Hold da op, hvor det holder! Det er en rigtig godt skrevet sang med stærke melodi linjer, logisk og glidende formled, instrumenter, der gør det rigtige og et omkvæd, hvor bandet er frække nok til at bruge klichéerne til deres fordel. Teksten handler om livet med demens – både for den ramte og de pårørende. Skræmmende modent, afgjort, men musikken klæder teksten godt på. Og omkvædet kører i den grad på repeat i det indre øre bagefter.

Maiden Denmark

Nummer 3 “The Fate Of Atlantis”, som egentlig er radiohittet, er knap så spændende, men til gengæld har det den effektive magelige tapetsound og struktur, som gør sig så godt i stort set alle bilradioer, cafeer og byggepladser, og det er måske også pointen. Med “Scream For Me” er Iron Maiden lyden in your face, dog med lidt amerikansk softmetal harmonik i versene. Men det er en effektfuld kombi og broen til omkvædet “Scream For Me!” er revet ud af Dave Murray og Janick Gers neglerødder, lækkert, lækkert. Fee’ solo og fine rytmeskift i leddene. Det er ikke til at komme udenom, Maiden er, som Meridin åbent erkender, det helt store helteband og med sætninger som “Run To The Hills” og “Stranger In A Strange Land” toppet med et åååh åh mandskor, ja, så har de for længst pantsat deres sjæl til Eddie The Monster, men det er vi mange andre, der også har. Meridian viser heldigvis, at de kan lave melodier på egen hånd og derfor er referencen ikke et faretegn på uoriginalitet, men blot en (k)ærlig reference.

Det originale uoriginale

Af alle de milliarder af retrorock bands der forsøger at kalkere den lyd deres drengeværelses helte stod for way back when, er Meridian nogle af de få, der kan lave melodier, som matcher i originalitet, spunk og troværdighed. Jeg synes bestem ikke, der er noget galt i at hylde sine helte, jeg oplever bare kun, at de færreste præsterer noget, som virkelig gavner os andre.
Men Meridians måde at skære den på, lykkes så godt, at jeg lige så godt vil høre dem, som meget af det gamle grå guld. Og det er den sande lakmusprøve. Det her var en god oplevelse, gutter!