Metal Allegiance – Metal Allegiance

Alle ekstraordinære musikalske crossoverprojekter risikerer at tiltrække uhyggeligt mange haters og puritaneres vrede, fordi kunstnerne gør det vederstyggelige, nemlig at rokke ved utallige fans individuelle fastlåste verdensbilleder, billeder der netop eksisterer i kraft af bandenes mere eller mindre fastlagte positioneringer i lyd, brand og prestige. At rive sider ud af religiøse bøger, karikere religiøse personer, pisse på en Picasso, eller måske endnu værre – at foreslå en verdensturne med Metallica og Guns ’N’ Roses (hov, det skete jo faktisk!), medfører bad standing af varierende grad.

Velkommen til Sort Stue

Ved første kig på holdkortet, kommer man uvægerligt til at slikke sig om munden

Men lad os være ærgerlige et øjeblik. Metal er efterhånden en genre der har så mange år på bagen, og har vokset sig så stor med årene, at den i dag bliver konstrueret i alle mulige afskygninger og variationer. Det er derfor ganske oplagt – det er vel nærmest uundgåeligt – at lave en såkaldt super group i metalgenren også, og hvis man tager helikopteren og kigger udover de metallinesiske øer, hvornår er det så ikke fedt at bringe cremen af cremen sammen og se hvad der sker?

Således har nogle af de dygtigste i gamet nu slået sig sammen, og primært lavet et old school metalalbum, ud fra et all star rotationsprincip, der nødvendigvis må gøre enhver superliga-træner grøn af misundelse. Vi har selvfølgelig at gøre med folk der ved hvordan man laver metalnumre, og hvordan det skal udføres. At tre massive ståltræer i metalskoven som Portnoy, Skolnick og Ellefson slår trækronerne sammen og inviterer legekammerater ind på sort stue, det er så godt tænkt på så mange planer, at forventningerne logisk set ligeledes er skyhigh.

Her er det også meget spørgsmålet om hvem der skal udføre det, for der er en stor skare af metal gutter, og også metalkvinder som bidrager til Metal Allegience-projektet, og kunsten er at skabe en varieret sound samtidig med at man bevarer en ny rød tråd, man pr. definition ikke har hørt før. Eller har man?

Ved første kig på holdkortet, kommer man uvægerligt til at slikke sig om munden: kompetente kunstnere som D. Randall Blythe (Lamb Of God), Troy Sanders (Mastodon), Chuck Billy (Testament) og Gary Holt (Slayer, Exodus), Philip H. Anselmo (Pantera, Down) og Cristina Scabbia (Lacuna Coil) – for bare at nævne en håndfuld – repræsenterer forskellige forgreninger af metal, så der burde være grobund for kreativitet og nyskabelse, eller i hvert fald solide, underholdende og veludførte numre.

Numrene:

Albummet lægger hårdt ud med ”Gift of Pain” med Randy Blythe fra Lamb og God på vokal. Dagsordenen er sat med dette nummer, for det bliver næppe mere metal end dette. Vi har også Slayer/Exodus-guitaristen Gary Holt med ud over den faste Metal Allegiance-guitarist Alex Skolnick. Nummeret har en del call/respons mellem guitarsolo og vokal afsnit, og det giver et godt flow, og nummeret får et ekstra drive trods det i forvejen massive thrash-udtryk. ”Gift of Pain” er et vulkanudbrud af tør og heftigt metal, og det er et glimrende nummer at starte et old school metalalbum med.

Det 2. nummer ”Let Darkness Fall” et meget melodiorienteret, og her er Troy Sanders fra Mastodon med på vokal, hvor Blythe fra det forrige nummer er med på ”additional screams”, som de udtrykker det. Her får Mike Portnoy lige lov til at gå amok på trommerne som optakt til start-riffet. Nummeret er fint bygget op, og selvom vokalen er mere ovre i hard rock, får man da også virkemidler som berører metalgenren.

Omkvædet er spundet ind i guitar-melismer som skaber noget organisk henover den stramme rytme fra Portnoy. Vi får også et lille break hvor bassen starter en melodi i bedste Metallica-stil, mere præcist lyder det som basmelodien fra instrumentalnummeret ”Orion” fra ”Master of Puppets”. Fra basmelodien bygges der videre i en stille passage hvor Skolnick levere en æstetisk akustisk guitarsolo som minder om hans materiale på ”Musical Death (a Dirge)” fra ”The New Order” af Testament. Nummeret slutter med omkvædet, og Mike Portney pepper det ekstra op med en maskingeværs-rytme, og vi ender med en god følelse i kroppen. For det er jo lagt op til, at det er et metalalbum!

You can’t kill Chuck Billy

I det 3. nummer ”Can’t Kill The Devil”, får Skolnick besøg af sin bro fra Testament, Chuck Billy. Efter en rolig indledning bliver der skiftet gear til Testament vintage speed. Der er tale om uforfalsket klassisk Billy vokal, ganske få toner for ham at forholde sig til, men med ætsende intens, kold og rå stemme fræser han om kap med Skolnicks hæsblæsende riffs, og Portnoy følger utroligt godt med. Der er også plads til catchy guitarriffs og de mange klichefyldte breaks og overledninger leveres med gysende præcision og fasttømret sammenspil, en, to, tusind og så er det slut. Den gode Chuck var døden nær for efterhånden mange år siden på grund af en svulst i hjerne, men ingen tvivl om det; you can’t kill Chuck Billy.

Det 4. nummer ”Dying Song”, er en tung og klassisk metalballade – Anselmos fantastiske kvasende stemme lyder som en knastør knirkende trædør som er stemt ned i Tom Waits. Her skal Portnoys kapel mestendels passe biksen og derfor kan alle slappe af og nyde musikernes overskud. De forstår at holde sig i baggrunden af Anselmos døende sjæl, uden at glemme at groove. Til sidst skal den selvfølgelig lige have en smule legestue-lir, nu hvor Anselmo har leveret kernebudskabet, og instrumenterne kan få mere plads – det matcher ikke helt titlen, at nummerets hale bliver trukket lidt i langdrag, men hva’, nu går det jo lige så godt.

Olie og Vand

Stop det, det lyder som en smartphone ringetone!

Pause et øjeblik. Sort Stues blandingsmisbrug af musikere har midt i alle de store armbevægelser desværre en slagside, og ikke alle numre rammer skiven; på ”Scars” går det sgu galt. Det er som om, at Mark Osegueda og Christina Scabbias stemmer ikke passer godt sammen, og de er da også delt ekstremt klodset, men nødvendigt op i hvert deres formled. jeg synes, der er trist at når man endelig giver plads til en kvinde – og vi har efterhånden konstateret masser af gange, at de sagtens kan udtrykke den metalliske kraft og ånd – så spilder de Christina Scabbias vokal på en håndfuld ligegyldige, banale og nosseløse melodilinjer, og da der ellers er masser af nosser over hendes normale register og power, så giver det her altså ingen mening. Det evindelige tonale spring hun laver i omkvædet, er simpelthen så ufatteligt non metal. Stop det, det lyder som en smartphone ringetone!

Mark Osegueda giver ellers hals som en arrig muskelhund, men antiklimakset vender trofast tilbage hver gang omkvædet kommer. I b-stykket lykkes det dem at agere egentlig duo i et par sætninger, men det virker som olie og vand desværre.

Return of Orion

One, two, three, four!

– lyder en stemme, og det 6. nummer ”Destination: Nowhere” går i gang. Et iørefaldende riff starter ud, og man kan allerede høre at der er en god retning i nummeret… og det lyder lidt bekendt… ja, for også hér kommer “Master of Puppets”-inspirationen ind, og igen har de lyttet til ”Orion”. Startriffet bliver brugt som akkompagnement i verset, og det giver en fornemmelse af noget velkendt, plus noget nyt. Vokalen leveres af Matthew K. Heafy fra Trivium som synger med blød og ren stemme. Omkvædet har et mildt udtryk, og der bliver ikke growlet eller noget andet beskidt. Nummeret har en god ro over sig, og det giver en god balance på albummet.

Syvende nummer ”Wait Until Tomorrow” er for så vidt et udmærket et af slagsen, og Doug Pinnick og James Jasta synger godt. Lydproduktionen er der ikke noget at sætte en finger på, ligesom resten at Metal Allegiances numre – men måske et af albummets mest ferske og sterile numre. Som ensemble bruger de lidt for forudsigelige skift i udtryk, i de forskellige formled, lidt samey at dele sangernes rolle op igen med hver deres formled. Sangstrukturen er heller ikke vildt revolutionerende, Alice In Chains og Stone Temple Pilots har skrevet manualen og alle metalmusklerne bruges mest bare på at flytte kasser rundt, hvilket er en imponerende kraftpræstation i sig selv, men det er vist ikke så vigtigt, hvordan man stiller kasserne fra sig.  ”I can’t wait until tomorrow ” får Doug Pinnick sagt så mange gange, at jeg ikke kan vente til at han finder på noget andet at sige. Måske i morgen?

No singing, please!

Triangulum I.

Creation II. Evolution III. Destruction:

Selvom Metal Allegiance har rekvireret en masse solide vokalpersonligheder, og de alle har givet deres karaoke bidrag til sort stues metalprojekt, er der heldigvis plads til et instrumentalnummer på albummet. Dette er medvirkende til, at det ikke virker for opstillet som et allstar sangalbum.

Nummeret hedder ”Triangulum”, er delt op i tre sektioner, og er et glimrende nummer at have med hen mod slutningen af albummen. Sort stue gør det på den fedeste måde, det er en blanding af alt det gode i metal genren, og det minder især om Fates Warning´s få instrumentalnumre, og man får også associationer til et hektisk mix af lige dele Dream Theaters ”Enigma Machine” og Mekong Deltas ”Armageddon Machine”, og det er jo ikke dårligt. Der er et imponerende live-agtigt konstant intenst flow, hvor man fornemmer, at de sidste ideer i rodeskuffen er blevet sat sammen med dygtig og sikker hånd, og man får virkelig noget for pengene. Et nummer med en tilpas længde, tilpas mængde formled, lir og larm. Der er retning og idé i nummeret, og jeg tror, at Portnoy med sin næse for at bygge storladne numre op uden at miste pusten, nok har taget styrepinden.

”Pledge Of Allegiance”, er måske en nødvendigt statement, konceptet in mente, og her er altså Metal Allegiances bidrag til en efterhånden stor, svulstig og selvsmagende bunke brothers-&-sisters-unite-for-the-love-of-metal-slagsange. Vi har for relativt nylig hørt versioneringer af samme tema hos Kreator med deres ”United In Hate”, og Soulfly med ”We Sold Our Soul To Metal”. Her rammer de altså ikke skiven, det er for fattigt og hult – en stor tom og buldrende øltønde, som trækker ned i originalitet.

Vurdering

Rent stilistisk er der ikke noget nyt overhovedet på albummet, det synes vi på redaktionen er ærgerligt, men forventeligt. Det er et album der hylder de mest effektive virkemidler i metallen på godt og ondt, og det virker sgu. Albummet besidder en dejlig tør og nærværende metallyd, der er værd at høre på. Og selv om nogle numre unægtelig viser den banale side af metallen, holder det meget godt alligevel pga. af den fede metallyd og den kompromisløse musikalske udførelse. Det er for så vidt også forfriskende at høre nye stemmer på hvert nummer, og man lytter efter på en anden måde i forhold til et almindeligt album udført af ét band.

Ellefson, Skolnick og Portnoy har unægteligt fundet et groundet fundament og faktisk lyder de virkeligt godt sammen. Trommerne lyder naturligvis sindssygt godt, næsten for godt, men Dream Theaters flødelyd er også svær at lægge bag sig.

Nogle gange fremstår projektet imidlertid mere som et navlepillende fantasifoster man valgte at realisere, før man havde sørget for at have idiomatiske numre på plads, som også skabte en samlet historie i stedet for, at man i stedet har stilgrupperinger i sort stue. Trods Sort stues sammentømrede spil og sound, virker det til tider lidt skizofrent. Hvor meget vi end kan lide Billys rivejernsstemme, så fylder Testament sounden simpelthen for meget. Han er et fejlcast, selvom nummeret er ret fedt og han gør det, han skal. Ligeledes får man ikke nok ud af Scabbia desværre.

Og når nu der skal være mange sangere, så er mange af dem påfaldende ens i deres grunge-esque hæshed og relativt dybe lejer, man tænker at en Geoff Tate havde gjort godt og han savner vel også nogle legekammerater fra øverste hylde, mens han gæsteoptræder for Avantasia på deres kommende og syvende album ”Ghostlights”; det samme gør ex-Helloween frontmand Michael Kiske, hvis stemme også kunne have bidraget til den diversitet, som hele set up’et indbyder til.

Sort stue har haft alle muligheder, men alligevel ikke helt haft nok boldøje for at sikre, at der er den spændvidde og den farverigdom, som der egentlig er plads til. Midt i al euforien bliver det lidt for åbenlyst at der er flere (dygtige) boldskubbere end individualister. Hvad kan man så konkludere?

Måske at de med vildt højt bundniveau utilsigtet tydeliggør, hvor vigtigt det er at have et fælles udtryk og et I-watch-your-Back-kendskab til hinanden som musikere – mens man samtidig er originale – fremfor at være sygt gode til at spille hurtigt.

Anselmo viser vejen på ”Dying Song” og samler tropperne og her løber det hele sammen som et skarpt og præcist Allegiance spin off, som Sort Stue og Anselmo godt kunne overveje at bygge videre på. Her lyder det som er band.

Nok Brok

Det er lidt snyd, at de er så gode som de er, men så kan vi andre bare lære det.

Kort og godt, vi savner på dette allstar hold en… en… en metallens Zlatan Ibrahimovic for at give det kant, ikke bare på enkelte af numrene, men en gennemgående samlende karismatisk stemme at blive forført af, mens Sort Stue gør deres ting.

Men allright… nok brok! Når vi lyder sure, så er det altså ud fra devicen, at talent forpligter og der er reelt tale om en urimeligt stor metalbuffet at tygge sig igennem. At de mange kokke, trods vores nævnte ankepunkter rent faktisk ikke får fordærvet maden, må man virkelig tage hatten af for. Alene projektets størrelse, aftvinger i sig selv respkt, det er lidt af en bedrift, og det kan de sgu godt få en halvt stjerne for alene.

Samlet set kan Metal Allegiance umuligt få en dårlig bedømmelse, de er simpelthen for dygtige. Trods vores, synes vi, berettigede høje, men til tider uforløste forventninger, er der for mange kreative og fornuftige melodiske og rytmiske løsninger i de fleste numre, til at vi  hellere ville have været albummet foruden. Man er  faktisk ret godt underholdt. Det buldrer, larmer og svinger præcist som det skal, og det er nok også fordi, de er så dygtige, at de ofte ikke behøver at svinge sammen for det hele kommer til at svinge. Det er lidt snyd, at de er så gode som de er, men så kan vi andre bare lære det. Metal Allegiance kommer lidt uambitiøst men sikkert i mål med deres projekt, og det er klart, at hvis de nærmer sig vores breddegrader, bør man ikke tøve – som live act må de være helt uovertrufne.

Hvis man ikke har fået stillet sulten med Metal Allegiances hyldest af metalgenren i sig selv, men gerne vil høre hvordan det lyder, når FC Sort Stue hylder Ronnie James Dio med en cover version af Dio’s “We Rock”, så skal man ud og købe en særlig deluxe udgave, hvor den figurerer som sang nummer 10.

Tjek videoerne af samtlige sange nedenfor: