Metal Church er ét af de bands der har sat de største metalskibe i havet igennem heavyhistorien. Deres debut er en milepæl i heavy metal, og de har senere demonstreret, at Metal Church-dokken kan bygge flere gode skibe, så som ”The Dark” og ”Masterpeace”. Den 25. marts kom så deres 11. album, som derfor bare hedder ”XI”, og den gamle skude sejler videre med 11 nye numre i gammel stil.
En hilsen fra den gamle skole
Når man anskaffer sig et Metal Church album, kan man stole på, at de leverer old school metal af høj kaliber. ”XI” starter med et rock´n roll–riff i nummeret ”Reset”. Riffet bliver, ved hjælp af markeringer og en hurtig rytme, gradvist lavet om til heavy metal, og man føler sig igen hjemme på kirkegården foran metalkirken. Start-riffet kommer igen en gang i mellem, og giver nummeret lidt rock´n roll-karakter, og det er sgu et godt træk, lige for at vi får andet end kun hævi væltet over os.
Den 11. februar 2016 fik vi forsmag på ”Killing Your Time”, som er placeret som andet nummer på ”XI”. Her er der masser af klassiske tricks fra metalposen, og med god opbygning får vi et gedigent heavy metalnummer der sparker røv. Efter soloen kommer nogle lækre tam-rulninger, og vi kører videre med omkvædet, som utvivlsomt er i heavy-genren. Der er bestemt ikke noget nyt i det, men det kører fint der ud af.
Det tredje nummer ”No Tomorrow” har en megafed start med semi-akustisk guitar, der går over i en simpel metal-march…også bliver der ellers lukket op for metal-røvballerytmerne. En ganske fin måde at peppe noget old school metal op på. Startriffet kommer igen, og nummeret falder i intensitet et kort øjeblik, og så går det løs med en god guitarsolo!
“Sky Falls In” er det 5. nummer, og det er et eksempel på, hvor tight Jeff Plate er på trommer, og det er en fed rytme der er lagt til nummeret. “Sky Falls In” har noget karakteristisk tostemmighed i vokalen, og omkvædet er ganske udmærket. Det sluttes af med start-riffet, som kører videre med nogle rundgange på tammerne, og lidt vokal, ,…så fades der ned.
Efterfølgende nummer ”Needle and Suture” har et ok fedt thrash-agtigt guitar-riff, men det er et lidt anonymt nummer som kører i kort tid, og hvor der, lidt irriterende, igen fades ned….
7. nummer ”Shadow” er lidt ”tegneserie-agtigt”, hvis man kan sige det om musik. Vokalen er lidt patetisk og lidt wanna be-uhyggelig/mystisk. Meget modigt at lave sådan et nummer i 2016. Men de kan sgu noget alligevel, og riffet der lægger fundamentet for verset, sidder da også lige i kassen.
Sidste nummer ”Suffer Fools” er sat godt som afslutning. Metal Church har sørget for at have et narrativt riff, som lægger godt op til, at albummet skal sluttes med manér. Det er et fedt nummer, men omkvædet er lidt banalt, og emnet kunne godt være lidt mere alvorligt, så man ikke skal høre sætningen ”..and you´re a fool”, som en punch line, og så endda i det sidste nummer på pladen. Det kunne godt være lidt mørkere end det.
Ældgammel vin
Man må sige, at den afdøde forsanger David Wayne fik sat et præg på bandets vokalstil, for albummets forsanger Mike Howe forsøger grundlæggende at lyde præcis som ham, og det fungerer helt fint. Det er over 20 år siden, at Mike Howe var med sidst, og det var på albummet ”Hanging in the Balance”. På det nye album forsøger Howe sig med at andre type fraser som f.eks. i det 7. nummer ”Shadow”, hvor det måske bliver lidt for patetisk, men på den anden side er det fint nok, at Howe ikke kun har den hæse og skrigende heavy-vokal gennem det 58:24 min lange album.
Den legendariske guitarist Kurdt Vanderhoof, har også i dén grad bidraget til en guitarstil inden for heavy metal. Dog har han i perioden 1986-1994 givet plads til John Marschall. I perioden var den gamle guitarist Graig Wells stadig med, men Vanderhoof havde kun sangskriverfunktionen i Metal Church. I 1998 blev Kurdt Vanderhoof igen guitarist i bandet, og i dag er det Vanderhoof og Rick Van Zandt der er guitar slingers i Metal Church.
Vurdering
Metal Church er old school-mestre, og det er dét deres fans vil have, og det får de i høj grad. Produktionen er god, og ikke for god, hvilket er en fordel da vi skal have lidt knas i denne genre. I løbet af albummet, kan man godt trække lidt på smilebåndet, for man er næsten gået ind i en anden tidsalder. Man har indre billeder af svedige heavy rockere der står på en scene og fyrer den af, mens en skare af orker med rygmærke-cowboyjakker hopper op og ned med ”hornet” rejst mod skyerne.
Med ”XI” får man en ny omgang numre som hører fortiden til, og det kan godt være lidt for meget, men man må sige, at hvis der nogen der skal gøre det, så er det Metal Church. Bands som kan lave old school musik på dette niveau, har også pligt til at holde sig til stilen. Den stil de har udviklet er noget specielt, og det er betryggende, at man som metal-fan også kan få nye sange i den helt igennem gamle stil. Et nummer som ”Shadow” er lidt svært at sluge. Det er simpelthen så firser-agtigt, at det skulle have været dengang. Men det er stadig spillet godt, og det kan da sikkert også have en værdi, når de spiller ”Shadow” live på deres tour.
Fordelingen af instrumenternes rolle er rigtig godt skruet sammen. Igennem de 11 sange har alle musikere fået nogle roller der stikker ud som solopræstationer der er uundværlige. En kvalitet jeg særlig lagde mærke til, er den fremtrædende bas, som tordner løs med super fede bas grooves, spillet af Steve Unger (som i 2004 trådte ind i Metal Church). Der er en del numre med velklingende og rolige introer, som går over i intense metalriffs. Det er en rigtig god idé, for det er behageligt at få en pause for de mange slagkraftige metallyde.
”XI” kræver at man tager old school-hatten på, og lader sig forføre af musikalske tricks fra gamle dage, hvor man skød metal fra hoften. Når man så har hatten på, er det bestemt en god omgang heavy metal!
”XI” kræver at man tager old school-hatten på, og lader sig forføre af musikalske tricks fra gamle dage. Men så er det sgu også en fed plade.
Metal Church - XI
Artist: Metal Church
Label: Nuclear Blast
Release: 25. marts 2016
Line up:
Mike Howe: vokal
Kurdt Vanderhoof: guitar
Rick Van Zandt: guitar
Jeff Plate: trommer
Steve Unger: bas
Tracklist:
1. Reset
2. Killing Your Time
3. No Tomorrow
4. Signal Path
5. Sky Falls In
6. Needle & Suture
7. Shadow
8. Blow Your Mind
9. Soul Eating Machine
10. It Waits
11. Suffer Fools
Skriv et svar