Metal is religion! Mægtige Powerwolf åd Amager Bio med hud og hår!

Powerwolf har ikke fans – de har disciple!

Powerwolf indtager scenen i Amager Bio til tonerne af kirkeklokker og kirkeorgel der bygger op til en storladen og filmisk intro, inden Attilla Dorns fyldige stemme brager “Fire and Forgive” efterfulgt af stramme guitar riffs og torden-trommer foran en propfuld sal, som er på kogepunktet efter opvarmningen af Gloryhammer. Man kan mærke på stemningen i salen at man er vidne til noget stort. Amager Bio har et godt stykke tid inden koncerten meldt “Alt Udsolgt” og de fremmødte ved bestemt hvad de er gået ind til.

Jeg havde inden aftenens koncert mine betænkeligheder ved at showet skulle afvikles i Amager Bio hvor pyroteknik ikke er tilladt, og hvor lyden foran scenen nu er bedre kendt som “Den Døde Zone”…. men hold på krucifikser og vievand hvor Powerwolf bare leverer et fuldkommen fantastisk, energisk og helt igennem upåklageligt show! Deres koncept er så absolut gennemført samtidig med at der ikke er en finger at sætte på medlemmernes musikalske kunnen og forsanger Attilla Dorns stemmefærdigheder er et kapitel for sig selv ….. det kan bestemt høres at brødrene Greywolf har hentet forsangeren direkte fra sit studie i Classical Opera på universitetet i Bukarest. Heldigvis var lyden denne aften også helt upåklagelig. Jeg var nu ikke nede foran scenen og vende for at tjekke lyden dér – simpelthen fordi det allerede under opvarmningen var umuligt at tvinge sig vej igennem de glubske horder af frådende fans.

I det sekund første nummer stilner af, begynder hele salen at chante “Powerwolf, Powerwolf, Powerwolf…” med knyttede næver i luften ….. hvilket i øvrigt gentog sig imellem hvert eneste nummer hele den næsten 2 timer lange koncert igennem.

Ave Maria for krigeriske varulve, lystne nonner og engle der vækker de døde med ….. munden.

Powerwolf blev dannet i i Saarbrücken i Tyskland i 2003 af brødrene Greywolf. Med undtagelse af trommeslager Roel van Helden, som kom bag skindene i 2011, har der ikke været udskiftninger i bandet siden deres start. Og det kan mærkes på bandets fremtræden på scenen. De 5 medlemmer er fuldstændig samspillet og nærmest i symbiose med hinanden. De har helt sikkert en aftalt rutine, men de gennemspiller den så levende og nærværende, at den ikke forekommer indstuderet eller “på rutinen”.

Sættet fortsætter lige hvor det slap – i fuld fart – og som en uovervindelig hær, marcherer bandet udover scenekanten med “Army of the Night” og publikum tilslutter sig varulvehæren….. for kan man andet!

Bandet udsendte i juli 2018 deres 7. album “Sacrament of Sin” -hvis man ikke medregner “Metallum Nostrum” som er et coveralbum, vedlagt som bonus til albummet “Blessed and Possessed” (2015) – og på aftenens sæt vejer numre fra seneste album tungt. Det er også absolut mit favorit album blandt de 7 og ikke mindst titlen på turen…..

Vi får “Insense and Iron” med den messende intro og “Killers with the Cross” hvor publikum krydser armene i vejret som kors. OG naturligvis “Demons are a Girls Best Friend” som vel nok er single hittet (omend ikke mit absolutte yndlingsnummer fra albummet), men det er svært ikke at holde af et nummer der emmer af lystne nonner.

Der er dog også flere numre fra bandets store bagkatalog på sætlisten, som de bestemt ikke kommer udenom at spille. Tror der ville være mytteri i geledderne foran scenen hvis ikke publikum fik lov at gjalde med på “We Drink Your Blood” (som er et af de numre hvor jeg selv lige må trække på smilebåndet..) og “Resurrection by Erection” …..kan ikke umiddelbart forestille mig at andre bands kan slippe afsted med den tekst og få en hel sal til at skråle med i ramme alvor:

“Resurrection by erection
Raise your phallus to the sky and you never die
It’s resurrection by erection
When you wake up from the dead and the angels give a head
Hallelujah, resurrection”

Eins, Zwei, Drei, Vier …. Halleluja!

Powerwolf er for mig ikke klassisk powermetal. Ja, det er storladent, symfonisk og konceptpræget, men bandet bringer ligesom noget mere til bordet. De kommer ikke med den store variation henover deres 7 albums. De opfinder ikke sig selv flere gange – og det er der bestemt heller ingen grund til, idet konceptet var fuldendt og fungerede fra start. Jeg fristes til at sige “If it ain’t broken – don’t fix it”. Og der er bestemt numre der skiller sig ud. Mit eget absolutte favoritnummer er “Stossgebet” … og hvor anstrengt de fleste danskere end har det med tysk – så var der ihvertfald tusind mennesker der i onsdags fik trænet det til dette nummer.

Og det er heldigvis ikke kun pjank det hele. Nummeret “Where the Wild Wolves Have Gone” virker bestemt mere alvorlig og nok det nærmeste bandet kommer på en ballade.

Klokken nærmer sig 23…. og jeg står i min varulve-rus på balkonen og kigger ud over det publikum som tydeligvis tilbeder de 5 mænd i alternativ corpse paint på scenen. Attila Dorn kigger ud over sone disciple og siger med sine dybe røst:

“Let’s thank the heavy metal God here tonight – Let’s thank him for our metalness! Do you want to serve heavy metal with us??? Do you want to play tribute to heavy metal with us??” 

Og der hersker ingen tvivl i salen! We want to serve heavy metal!”

Metal is Religion

For lige denne aften er man bestemt ikke i tvivl om at metal er en religion!

Vi får ikke mindre end 3 ekstra numre og aftenen slutter dér hvor det hele startede….. dér hvor bandet finder sin inspiration…. “Wherewolves of Armenia”

Energien i rummet er ikke aftaget siden bandet indtog scenen næsten 2 timer tidligere… overgiver man sig til konceptet, så er en koncert med Powerwolf noget man sent glemmer. Og denne aften i Amager Bio går bestemt over i historien for mig…… og helt sikkert også for de øvrige 1300 publikummer.

Fotos: http://www.metalmoments.net