Metallica i Parken

For halvandet år siden kunne folk købe billetter til Parkens 2 Metallica koncerter, som så ud til at være en evighed undervejs. Men så skete det lige pludselig, og der blev valfartet til Danmarks største eventmaskine i hjertet af København. 

De fire årstider

M 72 World Tour ramte Danmark med sange fra det nyeste album 72 Seasons, som delt i årets 4 sæsoner giver 18, de første 18 år af, især, James Hetfield’s liv, som mildt sagt ikke har været det nemmeste. Det kan fornemmes ved et kig på de lodrette tremme-lignende streger over de melankolske portrætfotos af hvert bandmedlem på det ny album, et album som også indeholder ganske fængslende sange som virkelig er værd at lytte til. Da jeg jeg hørte albummet første gang, tænkte jeg med det samme, at hvert eneste nummer var født til at blive spillet live. Det er bare noget Metallica kan!

Stort, men simpelt setup

En stor cirkulær scene var placeret på gulvet, med 8 store cylinder skærme som hang i loftet fra det overdækkede tag i Parken. De to gode opvarmningsbands Mammoth WVH og Architects, blev også kastet op på skærmene, med lidt grafik forneden fra det ny ‘Tallica album, så man hele tiden kunne glæde sig til the main metal event.

“Ekstranummeret” først!

Det var som om, at Metallica havde taget det oplagte ekstranummer og sat det som nummer 1. Hold kæft hvor var det fedt at få det 40 år gamle “Creeping Death” i hovedet på en tour, hvor man måske forventer titelnummeret fra det nyeste album som det første nummer. Det var først efter 4 gamle numre, at titelnummeret “72 Seasons” blev spillet. Her havde vi fået “Creeping Death”, “Harvester of Sorrow”, “Hit The Lights” og “Leper Messiah”. Man kunne virkelig høre at disse gamle numre lå på rygraden, og det var en fornøjelse at høre og se dem fyre dette af. Det blev ikke tungere og mere guitar-kradsende end dette, og Kirk Hammett var for sindssyg fed i “Hit the Lights” med sine legendariske balstyriske soloer. 

Katastrofal backing vokal

Robert Trujillo er en gudsbenådet bassist, og kan næsten hamle op med den afdøde legende Cliff Burton, men synge backing vocal kan han ikke. Elitens elite i metallen er Metallica, og jeg forstår simpelthen ikke at han får lov til at synge backing. Måske var det bedre at Hammett tog teten. Dog vil jeg rose dem for ikke at bruge backing tracks. I stedet gør de alt for at spille og synge alting selv, og det kan man godt høre på kvaliteten i live musikken.

Evergreen

Vi fik også “Nothing Else Matters” i en ret god version. Nummeret blev spillet med følsomhed og kraft, og dertil med flot og stemningsfuld lyssætning. Det er bare blæret at et thrashband har lavet sådan et nummer, for selvom det deler vandene i fanskaren, bliver det nok aldrig glemt.

Ups

Det, i min verden, overvurderede nummer “Seek and Destroy” var (efter det gik ned med lydproblemer og startet op igen) et fint nummer til at få folks knytnæver i luften. Når der blev kørt numre fra “Kill ’Em All” igen, havde jeg håbet på ikke at få denne banale heavy hymne, men derimod at den stod på “Four Horsemen” eller “Metal Militia”… eller begge. Men fair nok, heldigvis fyldte Lars en masse raffinerede fills på nummeret, så det blev peppet lidt op.

Der var god repræsentation fra mange albums, og der var endda et nummer fra det udskældte album Reload; det blev til “Fuel” som for første gang i koncerten sendte fyrværker-ild op fra scenekanterne. Det er ikke i min verden det fedeste nummer, men var da ret festligt.

Tungeste markeringer

Dem som har et rock/metal cover band, skulle næsten prøve at spille “Sad But True” fra The Black Album, for det er nok noget af det sværeste at spille live og få til lyde på denne måde. Det er sgu nok kun Metallica selv som kan spille så slagkraftigt som dette og holde styr på alle de mærkelige rytmeskfit. 

Nummeret var utrolig overbevisende spillet, og prikken over I’et var triolen, de tre voldsomme anslag i trommer, bas og guitar som laves mens Hetfield synger you know it’s sad but true, som i et splitsekund blev trukket ned i tempo. Det gjorde nummeret så tungt og ondt som det kunne blive.

Sidste nummer

Nu når “Creeping Death” blev taget i starten af sættet, skulle vi have en anden klassiker fra gamle dage. Det var da heller ikke dårligt at få “Master of Puppets” som sad godt i mellemgulvet og fik de fleste til at synge med, inklusiv mig selv. 

The Metallica Family

Hetfield gjorde meget ud af at bruge begrebet “The Metallica Family”, som er alle fansene rundt omkring i verden, og dem som samles for at have gode to timer med musik og fest.

Metallica er et band som ikke bare laver forudsigelige helgarderings koncerter. Det er et band som kan overraske, for der er så meget overskud musikalsk, og der kan i dén grad trækkes mesterlige sange ud af kataloget når der skal bankes en sætliste sammen.

Fornemmelsen af, at der bare stod 4 mennesker og spillede røven ud af bukserne, formodentlig uden særlig mange tekniske hjælpemidler, gjorde musikken utrolig autentisk. Der var skævheder og fejl hist og her, men der blev opnået en fabelagtig helhed i musikken, og det gav nok de fleste en fantastisk koncertoplevelse.

Det udløser 4,5 metalliske stjerner til den første af de 2 koncerter i Parken.