DER VAR ALDRIG TVIVL OM KAMPENS UDFALD! FRA FØRSTE SEKUND METALLICA GIK PÅ BANEN, BØD DE PÅ SPILLEGLÆDE OG OVERLEGENHED. TEKNIKKEN SAD OGSÅ LIGE I SKABET, MED EN BRAGENDE GOD LYD, SAMT ET PUBLIKUM SOM ALLEREDE I ANDET NUMMER MÅTTE OVERGIVE SIG TIL METALKONGERNES UOVERTRUFNE FÆRDIGHEDER. ENESTE MINUS ER EN UFULDKOMMEN SÆTLISTE.
Efter snart 3 års “Worldwired” verdensturné på baggrund af deres seneste album “Hardwired To Self-Destruct” ramte Metallica Danmark endnu engang den 11.7.2019 til mere end 47.000 publikummer i Telia Parken. Metallica har løbende justeret deres sætliste undervejs, hvoraf flere af de mest velkendte sange naturligvis er gået igen, herunder klassikkerne “Enter Sandman, “Sad but True”, “Nothing Else Matters”, “Master of Puppets”, “Seek & Destroy” og “One”, og der var heller ingen undtagelse denne aften.
Metallica har stort set altid, mere eller mindre, været garant for noget af det bedste man kan opleve live, hvor især ovennævnte klassikere bare bliver bedre og bedre med årene, og bagkataloget frem til og med deres “The Black Album” fra 1991 har været helt suverænt. Det har dog siden været et mindre problem at udfylde en sætliste med fuldt ud perfekte sange, da der gennem snart 28 år har været relativ langt mellem snapsene af gode sange, men hvad gør det når Metallica alligevel gang på gang leverer varen live.
LYDEN

Telia Parken har altid været beskyldt for at afgive dårlig lyd til koncertarrangementer, hvor nogle af kritikkerne har været mere (u)nuanceret end andre. I modsætning til forrige gang, at jeg oplevede Metallica i Royal Arena den 7.2.2017 var lyden helt perfekt fra starten med en bragende flot og klar klang ved A-tribunens nederste rækker, hvor jeg befandt mig tæt på scenen. Om lyden var anderledes på de andre pladser, skal jeg forblive usagt.
VELOPLAGTE
Koncerten blev bestemt heller ikke dårligere af, at metalkongerne fremstod som alt andet end en rutinepræget kvartet, men at det var tydeligt, at spilleglæden fortsat var 100 % intakt! Især James Hetfield syntes at være helt i hopla. Han og resten af bandet blev naturligvis også hjulpet godt på vej af et uovertruffet begejstret publikum, som allerede sang fællessang ved andet nummer “The Memory Remains”. Efterfølgende blev vi belønnet med en forrygende udgave af “Ride the Lightning”.
HALVDØD PERIODE
Herefter gik der bogstavelig talt dødvande mellem de næste 6 numre, hvor lyden, for en kort bemærkning, simpelthen døde helt efter den kedelige “The God that Failed”. Om det var et tegn fra den åbne himmel om, at Metallica for guds skyld godt må undlade at skulle spille det nummer nogensinde igen, må kun guderne vide, men de blev alligevel hurtigt tilgivet på trods af at næste sang var “The Unforgiven”, som blev leveret ganske glimrende.
De obligatoriske “nye” sange var der flere af denne aften, og der blev efterfølgende fuldt op med “Here Comes Revenge” og “Moth Into Flame”, og uagtet, hvor begejstret mange nok ville være for Metallicas nyeste album, så er det en sandhed med modifikationer, som kun kirken ville kunne finde på at fastholde, at Metallicas bedste sange kommer derfra.
DR RAMASJANG

Efterfølgende kom Metallica tilbage på sporet med “Sad but True”, hvorefter det hele gik over i DR Ramasjang med den elendige “No Leaf Clover”, som blev efterfulgt at den sædvanlige soloduet med Kirk Hammett og Robert Trujillo, som udførte noget nær verdens dårligste coverudgave af D-A-D’s “Sleeping My Day Away”, hvor Robert Trujillo fik bevist at han synger omtrent lige så forfærdeligt som Robby Takac fra The Goo Goo Dolls, og det blev ikke bedre af, at de fulgte op med “Frantic” fra det frygtelige St. Anger album.
FORRYGENDE AFSLUTNING
Metallica fulgte herefter op med det noget nær ultimative brag af en afslutning (drop nu for fanden “Spit Out the Bone”), hvor de udødelige klassikere som “One”, “Master of Puppets”, “For Whom the Bell Tolls”, “Creeping Death”, “Seek & Destroy” samt ekstranumrene “Nothing Else Matters” og “Enter Sandman” blevet leveret til noget nær UG, men hvor det i nogle situationer føltes som om, at sangene blev spillet en anelse for hurtigt og intenst til at sangene lød helt perfekt.
SCENESHOWET

Aftenens sceneshow bestod primært af 5 gigantiske storskærme med diverse videoer til de enkelte sange og de sædvanlige close-ups af bandmedlemmerne. Derudover var der ved lejligheder fyrværkeri, og i få øjeblikke relativ udmærket pyroteknik med ild kørende henover hele scenen og i siderne samt deres obligatoriske super fede lasershow.
Metallica var fænomenale i Royal Arena den 7.2.2017 og de bekræftede den 11.7.2019 i Telia Parken, at de fortsat anno 2019 er et af verdens allerbedste metalbands.
LINE-UP
James Hetfield: Guitar/vokal
Kirk Hammett: Guitar
Lars Ulrich: Trommer
Robert Trujillo: Bas
Sætliste
The Ecstasy of Gold (Ennio Morricone sang)
Hardwired Intro
1. Hardwired
2. The Memory Remains
3. Ride the Lightning
4. The God that Failed
5. The Unforgiven
6. Here Comes Revenge
7. Moth Into Flame
8. Sad but True
9. No Leaf Clover
Kirk & Rob; Sleeping My Day Away’, ‘ManUNkind’ & ‘Orion’
10. Frantic
11. One
12. Master of Puppets
13. For Whom the Bell Tolls
14. Creeping Death
15. Seek & Destroy
Ekstranumre:
16. Spit Out the Bone
17. Nothing Else Matters
18. Enter Sandman