Man er vel aldrig helt på ferie, vel? Altid liiige snuse lidt rundt i krogene, ikke også? Nuvel, denne gang lykkes det at finde et sandt mekka af alskens pop/rock/jazz/funk vinyler, plus change, i udkanten af Miami.
På første sal i een af de utallige lave men spraglede butikskomplekser som USA er så rigt på langs vejnettene – nærmere betegnet 9274 S.W 40 St. Miami, FL 33165 – fandt jeg en times afbræk fra en ellers på alle måder glimrende og meget varm ferie ved Miami Beach. Det krævede en lille times kørsel for nå frem. Chaufførerne i Miami sætter normalt en ære i at udveksle dit og dat om alt fra vejret til valget. Men dagen efter valget er chauffører tilbageholdende med deres umiddelbare mening og der var udpræget tavshed lige bag rattet. Fino.
Undertegnede når frem, går ind i butikken og konstaterer, at nogle få steder i verden får tiden lov at stå stille. Butikken “Yesterday and Today Records”, har eksisteret i 35 år og har siden starten været drevet af Evan Chern. Grundet huslejepriser har Chern med tiden måtte flytte længere udad, men butikken ser ud til at have ligget her siden mor var knægt.
[visadsense]
Man falder straks over stakkevis af sorterede og usorterede plader, som tidens tand enten har været nådig eller grum mod. Alt er dog pakket ind i gennemsigtige plastikhylstre med sirlig og kærlig hånd. Der er tilpas køligt og støvet og således føler man sig som blommen i Madeira med det samme. Ahh.
Evan
Evan har været med fra halvfjerdserne og er barn af en psykedelisk rockperiode, hvilket glimrende illustreres af det uforholdsmæssige store udvalg af Psychic rock/prog fra 70’erne. Ellers bugner det med især kunstnere fra den amerikanske og engelske populærmusik siden 50’erne, alt fra Miles Davis, Cannonball Adderly, Cliff, Searchers, Presley og Bad News til Journey, Springsteen, King Crimson, Beach Boys, Bowie, U2 og Genesis. Jeg må konstatere, at jeg behændigt undgår reolerne med soundtracks, soul og 45’ere. No offense. Istedet følger jeg efter mine abstinensramte hænder som hurtigt lokaliserer rock og progrock fra 70’erne. Der er King Crimson, Queen, Steve Hackett, ELO, Yes, Sabbath, Zeppelin, Tull, Rush og så videre.
Evan erkender rutineret, at jeg ikke ser ud til at kunne finde ud på egen hånd foreløbig, og begynder derfor at indlede en jovial samtale. Evan har været radiovært i cirka 15 år og haft sit eget show hvor han underholdt med sin store rockviden. Han har dækket mange koncerter i sin tid og endda interviewet en række store kunstnere. Det er også blevet til en række billeder af stjernerne, hvilket fremgår af butikkens vægge. Han er blevet spurgt flere gange, om ikke han vil tilbage og lave radio, men Evan orker det ikke rigtigt, han bor i dag langt væk fra centrum, har travlt og er måske heller ikke helt ung længere. Men han er glad for at de unge kender ham og bliver inspireret i hans butik til at dykke ned i (for dem) ukendte genrer.
Har i noget metal?
Spørgsmålet måtte jo komme, og Evan pegede på en kasse med metal som lige var kommet; metal er ellers ikke en standardvare hos ham. Hm, Maiden i hobetal, det kan man jo købe overalt. Jeg fik “tilfældigvis” nævnt, at jeg er en dansk rockanmelder som er kommet lidt på geografisk afveje. Evan fornemmer, at der skal mere til at tilfredsstille min nysgerrighed end Maiden, og han må have spottet, at min accent har en del slagside, så pludselig hiver han et album frem fra disken og spørger om jeg kender noget til ny norsk metal. Pis, han fik mig!
Den norske forbindelse med det polske navn
Pladen er en debut fra 2015 med metaltrioen Bez Taktu(!?!?), som på polsk dobbelttydigt betyder noget a la uden takt i tone. Det fremgår, at pladen er indspillet af Kai Andersen i Athletic Sound på en Otari 24-spors spolebåndootager, men er mastereret i Abbey Roads! Denne proces mod det færdige produkt er pænt sær; hvilken sound ønsker man at fremelske på denne måde?! Jeg står og tripper lidt, og Evan mumler, “Well, I actually haven’t heard it yet, so, I guess…” vupti, så tager han endnu et eksemplar frem hiver plastikken af og sætter den på diskens grammofon (enhver disk burde have sådan een). Han tilføjer, at en ung gut med en Crimson T-shirt kom forbi for nogle uger siden og spurgte, om Evan ville have de her to eksemplarer. Hvor er det hele bare sååå autentisk.
Vi står og lytter og kan ikke helt kategorisere genre eller sound. Evan:”It’s a bit crued, hah?!” Jeg nikker, vi bliver enig om, at der klart er hørbar inspiration fra Rush, Crimson og generelt 70’er prog, men med et stærkt og moderne punch; der er mange intense formled, mange uventede stil kombinationer.. . og en mudret, fuzzet, gemen og nærmest monoagtig lyd, som minder om de tidligste Sabbath plader. Sær musik. Jeg siger, at deres force på en måde er , at deres ideer er bedre end deres teknik. Det styrker det der rough udtryk, de åbenbart går efter. Intet teknologi har fået mærkbart lov til at tage styringen; “Well, You’re the expert, you would know”, siger Evan. Vi er begge rimeligt begejstrede og vi ender med at høre begge sider. Højt. Den ældre mand bagerst i lokaler, som siddende på knæ hamstrer bunkevis af skiver med kvindelige vokalister fra 60’erne, ser ud som om han pludselig befinder sig uden for sin komfortzone.
Yesterday is today
Jeg må selvfølgelig have den plade og jeg vil anmelde den, når jeg er hjemme i DK. Jeg ender med at få et godt handshake og en samlet god pris for det beskedne køb af tre skiver, Glenn Freys solodebut “No Fun Allowed”(1982), Rush’ “The Farewell To Kings”(1977) og så Bez Taktu (2015). Vi griner lidt med tanke på, hvad mon Bez Taktus tænker, når de en dag ser en dansk anmeldelse af deres udgivelse fra sidste år. Evan forestiller sig at de bliver glade for den uventede eksponering (jeg nænner ikke at sige, at RockZeit ikke just er en mediegigant som sådan).
Jeg siger, at jeg vil nævne hans butik i en artikel og da han jo har en hjemmeside, kan det jo generere lidt mersalg. Evan erkender lidt pinligt berørt, “Well, you see, the homepage is really not up to date, and I’m not exactly a computer friend… I guess I should do more, but… besides, i’ve got so much to do” siger Evan og understreger det sidste ved at pudse en plade med iver. Evan er i den grad en analog dude, som befinder sig bedst i sin fysiske butik, med gamle plader og billeder, hvor han kan stå og føle at tiden ikke bevæger sig med større hastighed end 33 eller 45 omdrejninger.
Jeg går glad derfra med en følelse af, at trods ubetydelige globale skvulp som den digitale tidsalder og et kontroversielt præsidentvalg, så kan man faktisk godt holde fast ved de ting, man holder mest af.
Skriv et svar