Mike Stern spillede Hendrix på Louisiana

Take on Jimi Hendrix

Jimi Hendrix goes jazz, og det kunne godt have været virkelighed, havde han ellers bare holdt sig i live. Men det gjorde han så ikke. Han døde i 1970. Så nu måtte jazz’en gå i Hendrix arkiver, hvis Hendrix og jazz skulle have noget med hinanden at gøre. Én af de musikere der har taget den udfordring op er den amerikanske super guitarist Mike Stern. Og hvordan får man så transformeret Hendrix´s aggressive, rå power rock sound til jazzens mere runde sound? Resultatet af den udfordring fik vi at høre fredag d. 30 august i koncertsalen på Louisiana kunstmuseum.

Man lader være med at forsøge at kopiere Fender Stratocaster guitar/ Marshall forstærker sounden, og skaber sit eget univers, med udspring i Hendrix kompositioner, men ikke hans sound.

Mike Stern har sin egen lyd. En flydende bred lidt lukket lyd, der dog i perioder åbnede sig i et aggressivt blues flow. Mike Stern kan godt finde ud af at bende strengene, som jo er blues musikkens standard guitar udtryk, men ikke jazz guitarens.

Mike Stern gjorde det næsten omvendt. De steder hvor Hendrix vred sine toner i et forløb, undlod Stern, at kopiere et sådant riff. Sammen med Sterns lyd opstod der en fuldstændig anderledes version af Hendrix kompositoriske værker, og det var pænt spændende.

Af og til kom Hendrix numrene til at stå helt nøgne og ubehjælpsomme, men alligevel hjulpet igennem af en utrolig rytmegruppe, bestående af de franske tvillinger Francois Moutin på bass og Louis Moutin på trommer. “Hey Joe’s”´ simple folkemusik akkorder blev i den grad udviklet med spændende akkorder, der blomstrede frem i et mix mellem Niels Lan Doky’s flygel og Leni Stern’s lidt mere skarpe guitar. Ja…og hvorfor ikke tage sin hustru med på tourné når hun nu kan spille, og endda spiller rigtig godt guitar.

Kvinder der kan noget med musik er godt. Nana Nørgård kan noget med sin forholdsvis dybe, temmelig soul’ede stemme, men hun havde ikke megen tid på scenen til at vise den. Det var lidt synd. Mike Stern sang selv flere af numrene, men det kunne han med fordel godt have ladet den unge frøken Nørgård gøre.

Bemærkelsesværdigt var det, at de fleste tempoer lå meget tæt op af de originale tempoer. Dog fik “Red House” én over nakken og blev præsenteret i et nærmest medium up shuffle tempo. Stern’s åbning af det ikonske nummer, var også lige ved at forvirre en gammel inkarneret Hendrix fan, der har set ham live tre gange…Men efter to takter, opdagede jeg selvfølgelig, hvor Mike Stern med sin chourus lignende guitar lyd var på vej hen.

Hvad jeg til gengæld ikke opdagede før han var igang var, at han temmelig kraftigt havde været inde at justere på “Little Wing” fra albummet “Axis: bold as love”. Med lethed sprang han det ikoniske solo riff over, og startede i øvrigt direkte på akkorderne til verset, før vi fik lov til at genkende det flotte nummer, som ikke blev mindre flot i Sterns version med hans kosmiske lyd.

Visse kompositioner fra Hendrix katalog egner sig virkelig til at strække ud i, og bryde ind i det store musik legerum. Specielt i “Foxy Lady” fra Hendrix første album, og i “Who Knows”, fra “Band of Gypsies” 1969/70, fik hele bandet mulighed for, at vende og dreje rytme forløb, så man flere gange var ved at lette fra den tildelte stol for anmeldere. Lan Doky’s farlige improvisationer sprængte rammerne for almindelig standard rock i en sådan udstrækning at jeg flere gange tænkte “Hvor får manden de toner fra? De findes jo ikke”. Men Mike Stern kunne sagtens finde dem og samle dem op til eget brug.

Når man ser tilbage på mange af Hendrix live koncerter, blev der i den trio, heller ikke holdt igen. “Woodo Child”, høres tit på live optagelser i lange jam versioner. Så set ud fra det perspektiv, kunne man i hvert fald ikke klage over, hvor meget Mike Stern og band fik ud af f.eks. “Who Knows”.

Hvor jeg desværre må hive lidt i håndbremsen er omkring brødrene Moutin. Især Louis Moutin på trommer havde voldsomt travlt, og var alle steder over trommerne. Det kan man godt med Jazz, men når tempoet samtidig stikker af fra det groove Mike Stern har lagt op til, så bliver det lidt stresset, og endda lidt stift.

Aldrig har jeg hørt nogen spille så vildt hurtigt på en kontrabas som jeg kunne høre fra Francois Moutin. Han fik flere soloer, og det var ufatteligt, at det overhovedet var muligt, at nå så hurtigt rundt på kontrabassens gribebræt. Men han kunne også være lyrisk. Hans præcise afslutninger stod meget skarpt , som kontrast til de løse jam forløb.

Jeg ved ikke helt hvad man skulle have gjort med lyden. Helt akustisk kunne man næppe have spillet, hvilket jeg egentlig tror havde passet bedre til Louisianas koncertsal. Pianoet ville være druknet. Ikke at Mike Stern overhovedet spillede højt. Da slet ikke i forhold til, hvor meget power der var på Hendrix 3 x 100 w Marshall stacks. Men Mike Sterns “omfattende” lyd, sammen med Leni Sterns lidt skarpere tone, ville have efterladt Niels Lan Doky alene. Så det var godt, at flyglet var miket op, ligesom bas og trommer var. Blot var trommerne efterladt i et akustisk ingenmandsland land, hvor jeg kunne have ønsket mig, at de kom med op i PA mixet, fyldte og blendede mere med bas og guitar. Der var plads nok til det i lydbilledet. Også Leni´s guitar kunne med fordel være hævet lidt.

Mike Stern elsker at spille, og trods en lidt handikappet højrehånd, skabt af et dramatisk fald i 2016, så er han blevet “repareret” i en sådan grad, at hele hans musikalske univers kommer fint frem, både med ballader og uptempo numre. Han er en lyrisk guitarist, der samtidig kan rive væggen ned for, at komme ind til os.

Lyrikken fik vi i nummeret “What migth have been”, som Stern selv har skrevet som en hyldes til de afdøde kunstnere og venner, der har betydet noget for ham. Den smukke melodi blev nynnet unisont med guitaren, og ledte tankerne hen på pianisten Keith Jarret og guitaristen Pat Metheny. Men det var på alle måder Mike Sterns eget værk og budskab.

Og sådan var hele koncerten. Det bliver 4 stjerner til den gode Mike Stern.