Mike Tramp – Nomad

Mike Tramp er tilbage med endnu et album i rækken af velkvalificerede rockalbums.

Fejlfri

Dette er mit første lyt til en Mike Tramp soloplade, og det første som rammer en, er netop det faktum, at det er en rutineret herre med al den erfaring og ekspertise der skal til for at skrive nogle fængende sange og med refleksioner over verdens gang og egen livserfaring.

Det ligger såmænd på forhånd fast, at Mike Tramp har en af landets absolut fedeste rockstemmer, men fede rockstemmer findes der mange af.

Der, hvor Mike Tramp skiller sig ud, er at han formår at skrive sange som indebærer den helt rette form for interessante tekster og få disse inkorporeret i meget iørefaldende omkvæd, hvor det efter få lydt er nemt at synge med.

Det er svært at sætte en finger på noget som helst, da det umulige faktum i virkeligheden er, at samtlige sange er velskrevet og sidder præcist i det skab som Mike Tramp ønsker det, og som ikke kan andet end at fange enhver lytter.

Rutinen

Det er samtidig også det som er problemet, da det godt kan virke en anelse som om, at han kører på rutinen og smider det ene album efter det andet på gaden på samme måde som vi andre går og passer vores normale arbejde.

Da de andre album eftersigende skulle køre i præcis samme spor og fart (eller mangel på samme), er det efter min mening lidt sammenligneligt med endnu en sværvægter i branchen som Axel Rudi Pell, der også rutinemæssigt år for år smider den stort set samme velkvalificeret plade på gaden igen og igen.

Jeg kunne godt have tænkt mig, at han blandede cocktailen op med mere af den hårdere del af genren og de dertilhørende fede riffs og guitarsekvenser.

Jeg savner lidt af få svar på spørgsmålene: Hvor er det nye? Hvor er det spændende? Hvor er det fandenivoldske?

Det føles lidt som at se en soft-core pornofilm, da man sidder med den der følelse af, at man lige mangler det sidste for at få den fulde forløsning og tilfredsstillelse.

I bund og grund ender det samlede indtryk af pladen med prædikatet ”kedelig”, da der for alvor aldrig rigtig sker noget der kan få stemningen helt op i omdrejninger, da der mangler nogle ”killer” sange som efterfølgende sætter sit indtryk i hukommelsen.

Desværre er pladen glemt igen, førend at man kan sige ”White Lion”.

Håbet

Mike Tramp er så dygtig en musiker, at han kan lave en hvilken som helst plade på topniveau, og hvis nu han f.eks. (igen) dannede en supergruppe med andre elitemusikere for at give den gas kombineret med hans nuværende mid-tempo rockkavalkade, ville det for alvor kunne blive spændende, nyt og fandenivoldsk på et uhørt højt niveau.

Kom nu, please!

Tracklist:

1. Give It All You Got
2. Wait Till Forever
3. Counting The Hours
4. Bow And Obey
5. High Like A Mountain
6. No More
7. Stay
8. Who Can You Believe
9. Live To Tell
10. Moving On