Mike Tramp – Nordic Noise 10. Maj 2019

Løven har smidt det meste af sin manke – men han regerer stadig på rockens savanne… Rockens Highway Man, Mike Tramp, lukkede og slukkede første aften på Nordic Noise i Amager Bio og det gjorde han lige så solidt og sikkert som han garanteret parkerer sin kværn hjemme i garagen.

Scenen varmes op til tonerne af Johnny Cash “Man in Black”… og så er stilen ligesom lagt…

Mike behersker en scene og en kontakt med sit publikum på en måde så man ikke er i tvivl om at det er præcist der han er født til at stå… når han ikke sidder med hænderne solidt plantet på styret af en motorcykel og mærker friheden på landevejen.

Tramp & Band of Brothers starter sættet med et godt blik bagud i bagkataloget med ørehængende hits fra Mike’s solokarriere som “High Like a Mountain” og “Trust in Yourself” som de fleste kan synge med på, og får så vores indre teenagere med på vognen med White Lion hitsene “Lady of the Valley” og “Little Fighter”.

Første marts i år smed Danmarks svar på den Amerikanske Drøm – den evige Rock n’ Roller Mike Tramp sit 11. soloalbum på gaden. Albummet er således forholdsvis nyt, og derfor er det nok meget fornuftigt at Tramp og band sikrer sig at de har publikums fulde opmærksomhed inden de nye sange skal i spil.

Numrene fra seneste album falder som perler på snor “You Ain’t Free Anymore”, “Dead End Ride” og “Homesick”. Det ganske velspillende band får under disse numre selskab på scenen af en af Danmarks bedste rockguitarister, Søren Andersen, og hans tilstedeværelse vækker da jubel i geledderne.

Highway Rock n’ roll – helt uden jantelov!

Halvvejs igennem settet har en mand på forreste række flere gange forsøgt at gøre sin mening om lydniveauet på Mr Highways vokal til kende – og han er tydeligvis ikke tilfreds. Men Mike Tramp er nu heller ikke tilfreds med mandens opførsel. Imellem 2 numre læner han sig ud over scenekanten og siger “Hvad fanden vil du have jeg skal gøre ved det?” Mike fortæller ud over publikum, at der altid er så mange meninger om ham (og folk generelt). Enten er hans hår for kort, ellers er det for langt osv.

Har man lyttet lidt efter Mikes tekster så er man ikke i tvivl om at han er en mand der giver fløjten i hvad andre egentlig mener, han står ved sig selv! Teksten fra aftenens andet nummer passer glimrende:

“….. You can follow like sheep

or trust in yourself…”

Et tema der går igen på Mike Tramps seneste soloudspil “Stray From the Flock” som kom på gaden 1. marts i år. Albummet er det 11. soloalbum fra Danmarks svar på den Amerikanske Drøm. Tidligt i livet gjorde Tramp nemlig det alle andre kun drømte om – han smed janteloven af helvedes til… pakkede hårlakken og de stramme lædertights i sadeltasken, smed guitaren over skulderen og tog til USA for at “give it a shot over there…”

Fra Stenbroen til Route 66 og tilbage igen

Da jeg skulle forberede mig til denne anmeldelse, gik det op for mig, at Mike Tramp i en eller anden forstand har været en del af hele mit liv. Helt tilbage til dengang Mable fik Hr og Fru Danmark op og hoppe i sofaen med deres Grand Prix vindersang “Boom Boom” til LP’erne fra Vesterbro Ungdomsgård sneg sig ind på værelset i min sene barndom og senere endnu fik Tramp mit teenage-pigehjerte til at slå både lidt hurtigere og misse et slag med sin lyse manke (som kunne gøre løver på alverdens savanner grønne af misundelse) i hårmetal-bandet White Lion.

Det fornægter sig ikke at manden har brugt mange år i United Bluff, hans vokal har et drevent amerikansk udtryk (som næsten bliver for karikeret på seneste album) men som lyder helt perfekt på scenekanten.

Musikken på de seneste soloalbums har fået et drys country. Efterhånden lyder Tramps vokal også som om han har kørt mange ture ned af Route 66 med brave country musikere som Buddy Jewel og Gary Allan og det er bestemt ikke skidt.

Der er stadig brøl i løven

Den sidste del af aftenens set lander primært i løvens hule. Men jeg må sande at jeg en lille smule skuffet over at “When the Children Cry” leveres i en nyfortolkning. Vi fik hittet uden at få hittet! Men tilgivelsen er hurtigt givet da “Broken Heart” leveres lige efter. Et nummer der går lige i hjertekulen og får mig til at hoppe på stedet og skråle mod loftet!

På ekstranummeret “Radar Love” er Søren Andersen tilbage på scenen – findes der et bedre match end Mr Highwayman Mike Tramp og en af Danmarks absolut bedste rock guitarister??

The Dead Zone i Amager Bio

Jeg kan ikke afslutte anmeldelsen uden lige at genbesøge tidlige nævnte mandlige publikummers utilfredshed med lyden. Efter ombygningen af Amager Bio er der sket en mærkbar forringelse af lyden helt oppe foran scenen.

Der er ligesom en død zone hvor man typisk ikke kan høre forsangerens vokal! Jeg oplevede præcis det samme til Amorphis koncerten et par måneder tilbage. Og det er brandærgerligt, fordi lyden alle andre steder i salen er noget nær perfekt! Det er bare slet ikke den oplevelse man får lige foran scenen – og hvorfor skal de mest hardcore fans snydes for den fede lyd? Amager Bio – det er en ommer!

Alt i alt leverede Mike Tramp & Band of Brothers en gedigen rockkoncert. Indimellem til den lidt stille side – men det er jo meget smag og behag hvor meget brag man synes der skal leveres. Alle mand på scenen er hamrende dygtige musikere – der spilles stramt uden slinger i valsen og alt er velafstemt. Der er ingen anker at komme efter i set-listen (med undtagelsen af nyfortolkningen af “When the Children Cry”, som bestemt ikke faldt i smag hos undertegnede) – den indeholder det man forventer at høre når man både er en sucker for glamrock og … rock helt uden glam. Man kunne som publikum tydeligt mærke at alle på scenen virkelig havde lyst til at være der – hvilket i øvrigt gør sig gældende for alle aftenens bands!

Mike Tramp og Band of Brothers gør bestemt det de skal i denne genre!

Og som Mike Tramp selv siger på sin hjemmeside  “Når du læser det her, er det sandt!”