Mikkey Dee with Friends i The Tivoli, Helsingborg

Med en ufattelig sikkerhed og et kæmpe overskud udspiller der sig organisk og saftig heavy fra scenen i The Tivoli, Helsingborg. Her sidder Mikkey på et tromme podie, med henholdsvis William Dickborn på guitar på sin højre side, og Victor Skat på Rickenbacker bas på den venstre side. To yngre svenske musikere, der har helt styr på hvordan guitar og bas sound skal lyde, hvis det skal være ”true heavy”. Victor med sit lange sorte hår, skæg og bas, kunne godt være et ungdoms billede af Lemmy.

Og tænk… Mikkey bliver ved med at smile. Dog ikke når han koncentrerer sig om at ligge steady på beatet, fast på tempoet, og lande alle sine chops, næsten lige meget hvor komplicerede de kan være, lige nøjagtig der hvor han vil have dem til at være, og på den rigtige tam (tromme). Alt det mens hans lange sølvgrå hår, fløjter rundt til alle sider. Tænk… han sveder næsten ikke. ”Tjenna alla sammen. Bra i kunne komme”. Mikkey rejser sig op, og det er han næsten også nødt til for at vi kan se ham. Mikkey er ikke ret høj, men det er hans trommesæt og bækkener til gengæld. ”I Motörhead havde Lemmy en ”saying”. Vi kan spille højt, super højt, eller hospitals højt. Hvad vil I have?” Det pænt fyldte spillesteds publikum var ikke i tvivl. De ville gerne hentes af ambulance og indlægges til lyden af Mikkey Dee and Friends turbo sound, og et genhør med mange af de numre som Mikkey havde spillet i de 25 år, hvor han havde spillet med Motörhead. Her kommer deres udsendte lidt på røven.

Lemmy’s død ramte Mikkey meget hårdt, fordi han holdt meget af ham og respekterede ham højt. Og hvad skulle Mikkey så lave efter det…andet end at takke ja til at andet heavy rock band, nemlig det store stjerne band, Scorpions. Her har Mikkey sat tingene rytmisk på plads siden 2016. Men i øjeblikket er der pause med ”Scorperne” som Mikkey kalder dem, og så er der plads til at lege med alt muligt andet.Sidde stille kan Mikkey altså ikke. Og slippe Motörhead og Lemmy helt, efter Lemmys død, kan Mikkey altså heller ikke.

”Vi er ikke, og kan ikke være et Motörhead jam band. Men vi vil gerne spille en håndfuld af Lemmys numre i aften til ære for ham, og hans musik. Den musik elsker jeg stadig meget højt. Er I klar på det?!”, råber Mikkey. Og ja, det er det aldrende publikum, endda fuldstændig klar på. Få unge, men primært folk fra halvtreds og op efter. En del gråt hår. Ikke så mange langhårede. Mest pænt kort klippet, som sikkert passer til det far mor og barn, med hus, hund og Volvo liv som publikummet nok lever i nu her i 2023. Heldigvis en god blanding af både kvinder og mænd. Men ja… der bliver prikket til ungdoms minderne.

Troværdig heavy

To sekunder efter starter turbo motoren, styret af Mikkey ́s tætte beat, med præcise dobbelt stortromme licks, som heldigvis ligger lige tilpas i house mix til ikke, at stjæle lyden fra snare drum, guitar, bas og den vokal som bassisten Victor fremfører, fuldstændig troværdigt i forhold til stilen, heavy rock. Fandme om man så ikke ser enkelte af det aldrende publikum headbange. Det ved jeg ikke lige hvordan jeg havde det med. Men klart var det, at mange af de numre Mikkey and friends spillede var publikums bekendte fra Motörhead kataloget. De kunne teksterne. I hvert fald så det sådan ud på kvinderne og mændenes mundbevægelser og deres rejste arme.Især numre som ”Hammersmith” og ”Ace of Spades” som Mikkey spøgefuldt introducerede som ”Ace of Base”. Den fattede publikum helt klart.
Lad mig slå lige så fast, som Mikkey ́s slag på snaredrum ligger, at Mikkey virkelig kan spille. Han ved ret præcist hvor han skal lande et chops, en figur, eller styre et indviklet rytmisk forløb. (Dem var der et par stykker af.) Han behøver ikke at anstrenge sig. Man ser ikke anspændte arme eller stive håndled. Alt er flydende og afslappet. Selvfølgelig er der attituder. Det skal der være, men det er tydeligt ham selv der bestemmer hvor, og hvor meget og hvordan.

Han ved hvordan hans tromme skal lyde. Det overværede vi nemlig til sound check om eftermiddagen, hvor jeg hørte trommerne helt akustisk, inden mixer faderne blev lukket op. Trommerne klinger fedt, er stemt godt i forhold til hinanden. Måske lå første og anden hænge tam tam tonalt lige tæt nok på hinanden. Snaredrum havde en dejlig levende klang. Den blev dog kvalt lidt da PA kom på. Den druknede lidt i kompressor og gate (som lukker for snare drum mikrofon, når der ikke er lyd.) Gaten kvæler den levende klang som snare drum kunne have haft. Men ja, det kan godt være svært at lave PA sound til et trommesæt som ikke er tapet fuldstændig dødt med gaffa tape, og det gør Mikkey heldigvis ikke. Kun bass drum er pakket lidt op med dæmpning. Det kan nemlig hurtigt komme til at ”buldre”. Men det gjorde det ikke.
Venligt, men også bestemt, guidede Mikkey under soundcheck front mixer manden Björn til hvordan han ville have monitor lyden. Lod drum tech spille mens han selv gik rundt på gulvet og lyttede koncentreret.
Ingen hysteriske udbrud eller råben og skaberier. Altså en musiker der går op i hvordan helheds billedet helst skal være. Han kender sin stil, og arbejder konstruktivt med det. Også selvom det blot er en lille koncert.

Måske lidt for teknisk lyd setup

Front mixer manden Björn, holdt alle hestene i stramme seler. Dog savnede jeg lidt dyb bund fra bassen. Lenny lyd, som er en snerrende skarp bas, ja det er fint, men bas er også fyldig bund. Den var der ikke. Jeg bliver nok nødt til at kommentere fraværet af afveksling i materialet. Jo der var tempo og toneart skift. Trioens besætningen sætter grænser for hvor mange sideveje man kan komme ned af. Men det behøver den ikke. Og skulle jeg savne noget, så var det lidt overraskelser, lidt mere dynamik, noget der kunne skærpe min nysgerrighed endnu mere. Og det er uanset om det hele var rigtig velspillet.
Og…så var der igen de dersens digitale Amp simulatorer. Både William på guitar, og Victors bas musikalske udfoldelse, blev videreformidlet af et stykke digitalt apparat, som ikke er større end en lille madkasse. Dog havde William ”snøret” sit apparat igennem et gammelt slidt Soundcity kabinet med fire
tolv tommer speaker. Det gav hans lyd lidt mere autencitet.

                                                                                                             Fotograf Hanni Saabye

Jeg havde en længere rar samtale med William om disse amp simulatorer, som alle efterhånden bruger. Det er nemt at transportere rundt, man har alle sine sounds i apparatet, det lyder ens hver gang. Der er ingen rør der brænder af o.s.v. ”Du måste fölge med tidan, oldtimer…ha!” sagde William venligt og smilende. Ja, ja…så okay da. Men jeg klør mig alligevel lidt i håret (som heldigvis er der endnu), fordi på scenen, til at flankerer Mikkey og hans trommer, placerer man så en Marshall stack på hver side. To stacks, med top amp øverst. Men, men, men, man havde ikke sat et stik i dem, eller overhovedet tændt dem. Det ville ellers have fuldført illusionen af organisk sound. Tænd dem, sæt et stik i, som bare hænger omme bag i, så skal jeg ikke brokke mig, over Marshall stacks som scene udsmykning, trods jeg nok hellere ville have hørt hvordan de lød.

Midtvejs i koncerten satte Mikkey sig sammen med sin tromme tech foran på scenen. Så var det tid til en lille snak om Mikkey ́s karriere, lidt fra hans liv, og mange andre små ting. Publikum fik mulighed for at stille spørgsmål, og Mikkey svarede åbent, humoristisk og ærligt på det hele. ”Don’t do drugs, at least not all off it…ha, ha!” Det var i hvert fald svaret på hvordan det kunne lykkes Mikkey at holde sammen på sin familie i alle de mange år. Og det var tydeligt nok også forklaringen på at Mikkey selv holder sig så godt, trods han fylder tres her 31. oktober. ”Hvem skal spille til din fødselsdag?” spurgte jeg tidligere under vores interview. ”Ha, ha… det skal jeg da selv…ha, ha!”
Hvordan helvede kan han holde det gode humør kørende, samt den venlighed?

Lad mig sige, at hvis han laver en lige så helstøbt og velspillet koncert til sin fødselsdag, som han
gjorde her i The Tivoli, så kan det sagtens blive til en god fest. Jeg og fotograf Hanni ville da i hvert fald gerne med.

Mikkey Dee & Friends-koncerten får 4 stjerner herfra RockZeit

Backstage-teaser

”Er han ikke fantastisk”? Siger Mikkey på sit tydelige Göteborg svenske, og smiler kæmpe stort til mig og Hanni (vores mester fotograf). Smile gør han stort set hele tiden i løbet af den dag vi spenderer sammen med ham og hans band. Og Mikkey er i aller højeste grad bare en rar gut. Vi kunne nok ikke have fået lov til at hænge ud med ham og band på samme måde, havde det været en Motörhead koncert som Mikkey var trommeslager hos i 25 år, eller Scorpions koncert, det band som Mikkey nu er fast tilknyttet til og har været det siden 2016. Det hele foregår på første sal backstage i ”The Tivoli”, i Helsingborg, med et rigtig hyggeligt personale, og en imødekommende boss, Hasse. Her skal jeg lave et interview og Hanni tage billeder, med Mikkey……Det kommer senere her på RockZeit.