MØL leverer klæg og kold lerjord til sortgazerne på deres første fulde album “Jord”

Danske MØL vil ikke redde verden. Højst gøre folk opmærksomme på, at verden ikke kan reddes og det kan du lige så godt affinde dig med. Det er de gode til. Rigtig gode. Så gode, at alt imens deres musik gør ondt, så gør den også godt, og man kan på den måde bruge den til … at redde sig selv. 

Den befriende resignation

MØL leverer på deres første fulde album “Jord” et univers bestående af smerte, smerte og atter smerte. Kaskader af melankolske klangvægge fylder lydbilledet, og man oplever det som om man står på sidstedagen og kigger ned i det forventede glemselsdyb, trækker lidt på skuldrene, og måske reciterer dette Leonard Cohen vers,

“Everybody knows the war is over
Everybody knows the good guys lost
Everybody knows the fight was fixed
The poor stay poor, the rich get rich
That’s how it goes
Everybody knows”

For at få en fornemmelse af MØL-essens, skal man dog lige trække al glimt i øjet fra ovennævnte vers. Og hold nu magle, hvor er det trist! Et tæppe af tristesse, et fatalistisk afgrundsskrig i et ekko af smerte. Eller noget. Midt i Møls mørkesorte kælderkolde univers af afklaret livsresignation, pibler det imidlertid hele tiden frem med små melodiske fragmenter, som fastholder denne lytters naive tro på, at bandmedlemmerne bare en gang i mellem tror lidt på livet. At de fornemmer, at der midt i ligegyldighederne findes øjeblikke, der alligevel driver værket. Jeg er dog ikke helt sikker. Men alt andet end lige, så er deres udtryk utrolig kraftfuldt, sammenhængende og godt musikalsk indfiltret, fyldt med balance og uhyggeligt overblik. Albummet “Jord” har da også sat kontinentalpladerne i bevægelse. Det er således ikke kun den danske presse og den danske metalbefolkning, som har fået øje på århusianske MØL. Rygtet om noget nyt og spændende i Danmark har også spredt sig til udlandet, blandt andet britiske Independent, som bemærker, at“Møl understand that it’s the culmination of the individual parts that make the whole and it shows multiple times over Jord’s running time.”

Livets uundgåelige død

Møl basker rundt i en lidelsesfuld slipstrøm fra bands som Slowdive, Lantlôs, Alcest, Deafheaven, Oathbreaker, Wildernessking, men MØL er holdt op med at kigge sig tilbage. Jeg har eksempelvis aldrig rigtig hørt noget som “Storm” før, eller for den sags skyld det instrumentale “Lambda”. Min personlige favorit er “Ligament”, som tordner afsted med tunge trommer og riff, growl og dødsskrig, men blandet med ekstremt poppede melodiske elementer og grundstrukturer godt gemt i lydbilledet, som minder om pophittet “What Do You Want From Me” (Pink, Adam Lambert). Faktisk er det disse akkord skift, som giver en knugende urolig følelse nummeret igennem. Og når MØL eksempelvis ved 4:08 går ned i tempo og dynamik og der synges med ren korvokal af Benjamin Kousholt (White Flag Harmonies), mens rene guitarstrenge leverer bløde akkordbrydninger, så ved vi, at vi hører et nummer, fyldt med fortælling og masser af historier på hjertet. Og bandet har da også et afklaret ståsted her i livet, som vokalisten Kim Song Sternkopf til independent udtrykker det:

“The theme is effectively that nothing is a constant and everything is changing, this notion that we’re all going to end up in the ground someday.(…)We live very short lives, so whatever pleasure you derive from life, you really have to get as much as you possibly can out of it. There is a sense of giving yourself to the earth throughout the record; you can’t escape the fact that we’re all going to die. (…) whatever we strive for, whatever we struggle to maintain or obtain throughout our lives will never be fulfilled if all you’re obsessed with is the destination.”

Ikke for sjov

Man kan godt blive mæt af af spise denne håndfuld med 8 slags uren jord; det er tungt og ikke just en spunk og fresh samling popnumre, der hiver en ud på gader og stræder for at holde døre for damer, rejse sig for ældre eller fodre duer med et stort sygeligt smil. Men det er præmisserne. Det her er ikke for sjov. Og på ingen måde føler man, at MØL skal gøre noget som helst andet end lige netop det, de gør. Alt lyder som det skal og i denne forholdsvis ny genre aner man allerede, at der er nogle dogmer der skal følges. MØL følger retningslinjerne et langt stykke hen ad vejen, men husker at få deres egne visioner og ikke mindst følelser ned i numrene. Og det er så vigtigt med et klart koncept, et fuldendt produkt, som vi lyttere kan afkode nemt. Deres jord-tema holder hele vejen fra møddingen til grusgraven, og hvis man følges med dem hele vejen gennem dette store album, så afkaster det en stenet men groundet stemning, som man kan bevare hele dagen, hvis man tør.