Ét af de helt store nordiske blackmetal bands Dark Funeral, startede i begyndelsen af 1990, snarere 1993, det år, der af mange regnes for et metal paradigmeskift. Norske og svenske bands som Marduk, Gorgoroth, Pain og Salvation lod sig inspirere af – og herefter sønderrev – de gamle koncepter udformet af bands som Celtic Frost, King Diamond, Cannibal Corpse og Slayer.
Mastermind og guitarist Lord Ahriman aka Michael Svanberg, er eneste oprindelige medlem, men Dark Funeral har alle årene holdt sig til den mørkeste og mest genretypiske Black Metal, hvor growl, piskende dobbelttrommer og næsten trance-agtig monoton simplicitet i riff og akkordskifte, maler et smertens og sjæleløshedens baggrundsbillede til deres dybt sataniske tekster. Dark Funeral er alt andet end et feel good stuerent sing-a-long metal band – de tager deres sataniske tro alvorligt. Dark Funeral holder sig til at forkynde deres budskab via deres musik, og kan ikke sidestilles med de endnu mere rabiate kræfter i genren, hvorfra afbrænding af stavkirker stammer. Dog bør Moses Hansen og eksorsisten Lars Messerschmidt alligevel holde sig langt, langt væk denne gang. Denne her ville de tabe på forhånd.
Hadet til Kirken
Dark Funeral´s koncert levede klart op til forventningerne. De spillede en god del blandet nyt og gammelt og vi fik smagsprøver på deres nyeste udspil, “Where Shadows Forever Reign”, og numrenes stemning sammen med kulissen gav mig sgu kuldegysninger.
Efter en lidt vanskelig start med rod i lyden – hang det hele mere end godt sammen. Dark Funeral fik udtrykkene så godt igennem, at man ikke følte, at der lige manglede en solo eller et akkordskifte. Men ofte skiftede de gear i løbet af numrene og vekslede mellem dobbeltpedal og doom. Helt efter bogen.
“The Secrets of the Black Arts” er et dødsensfordærdeligt skræmmende piskende smertehelvede på plade, og live var det intet mindre end et grusomt brændemærke i venstre side af brystkassen. Forfærdeligt i ordets bedste betydning, og “Hail Murder”, FØJ en ond omgang om Jesus som venter på korsfæstelsen. Teksten siger alt:
In the dungeon so cold, sits the Nazarene son.
His eyes filled with tears, his soul with fear.
Asking himself, where is my god now?
Preacher of lies, soon to be nailed.
Hail murder, your god of filth wont help you now.
Hail murder, soon to meet the evil one.
Nu er man heldigvis ikke pisket(!) til at sympatisere med alt hvad man hører og læser, ej heller Dark Funerals tekster, men i kombination med deres gruopvækkende sound, så formår de at skabe en stemning, som man bliver rystet over og fascineret af, og som giver anledning til en smule eftertænksomhed. Tænk at de kan have de følelser i så stærk dosis, at de står i et øvelokale dag ud og dag ind, hvorefter de går hjem og skriver disse tekster. Det er jo bare nordmænd, hvorfor hader de kristendommen så meget? “Nail them to the cross” gav ikke just svaret, men fastholdt Dark Funerals hadfulde greb om den svage, moraliserende og sekulariserede verden. Efter et fedt intro med klokker og lidt Slayer-riff , buldrede nummeret i et dejlig tungt tempo. “My funeral” var ligeledes mørkesort, og generelt matchede alle sange flot den sælsomme urolige aftenhimmel, som hele tiden kom med små varsler om de store naturkræfters knusende magt – altså, de vilde og ustyrlige kræfter som ikke er skabt af menneskers tankespind.
I de 45 minutter deres version af helvede varede, blev man mindet om, at musik kan alt; musik kan promovere forbrødrende sommerstemning, højtidelighed, crowdsurfing, moshpits, politisk bevidsthed, eftertænksomhed, sentimentalitet, danselyst, kærlighed – og had. Dark Funeral formåede at hive publikum ind i deres kul sorte univers, og af en eller anden grund strittede man ikke i mod.
Puha!
Skriv et svar