Mørket sænkede sig over Hades – Dimmu Borgir på Copenhell

Da det lørdag aften var ved at blive rigtig mørkt, fulgte der også mørke med i musikken fra Hades-scenen på Copenhell. Scenografien havde visuel slagkraft og det store udklædningsshow var hevet frem fra Dimmu Borgirs mareridtagtige univers, og så blev der ellers kørt slagkraftig symfonisk black metal ud over Refshaleøen.

Sort med sort på

Dimmu Borgir betyder ”mørke byer/borge” og det er også ganske sort musik som bandet har gravet frem af de norske fjelde, siden de startede i 1993. Shagrath, Silenoz, Galder, Daray og Gerlioz var klar kl. 22:15 hvor det teatralske metalshow kom til live, og lige fra start var det tydeligt at vi havde at gøre med nordmetalmænd som virkelig mener det. Det var allerede god underholdning at stå at kigge på scenografien før bandet kom ind, og det var som at sidde i en mørk biograf og vente på at se en skrækfilm.

De norske troldmænd lagde ud med ”The Unveiling” fra deres nyeste album, som med god saft og kraft summede med growl, skrigende overtoner fra guitaren og båndet kor som kørte i halvandet minut før nummeret rigtig rev rødderne op af jorden og ruskede i vores ører. Der var en del symfoniske indslag som playback i nummeret, og udklædning, scenografi og musikken smeltede rigtig godt sammen i den vindstille aften på Hades. Håndværket var helt i top og man stolede fuldt og fast på, at de ikke ville misse så meget som ét beat under koncerten. Det hele var planlagt som et teaterstykke udført af erfarne skuespillere.

Abrahadabra

…fra dette album, fik vi ”Gateways” der både lyder som black metal filmmusik og med følsomme vokalmelodier til sidst i nummeret. Det er et narrativt nummer som er meget billedskabende, men derfor også lige på grænsen til at være musikkitsch, for det bliver lidt Disney-agtigt med så meget popcorn og candifloss kørt henover det stakkels metaludtryk.

Dimmu Borgir var ret gode til at holde showet kørende med et stålfast gedigent musikhåndværk, og det var ganske slagkraftigt hele koncerten igennem. Der blev sluttet af med et ældre nummer fra bandet; ”Morning Palace” fra 1997, som bygger op fra en synth-orkestermelodi som overtages af langsom tung rytme, og efterhånden bliver nummeret mere og mere intenst og hurtigt og det er i min verden klart ét af deres bedste numre, da der ikke er så mange dikkedarer som spænder ben for den rå black metal brutalitet. Dimmu Borgir havde ikke mistet energien, og dette sidste nummer blev sparket voldsomt ud over scenen mod vores brugte festivalører. Glimrende afslutning.

Ondt karneval

Dimmu Borgir er ét af de bands som har vist at black metal kan tåle samme behandling som stor rock og pop, udvidet med orkester og kor og masser af synthlyde. Hardcore black metal mennesker vil nok mene at det er fy fy at køre kor, orkester og synthgejl henover noget musik som skal være råt og brutalt, men det er godt at nogen afprøver nye ting i genren, så den ikke står stille, for death og black metal har immervæk snart været her i fire årtier.

Jeg synes dog, at vildskaben i metallen ikke er nok i højsædet hos Dimmu Borgir. De vil mest være creepy i deres stemninger, i stedet at være spontane, rå og beskidte i det musikalske udtryk, og deres numre har tendens til at blive underlægning og et karneval i helvede. Men de kunne da godt give os gode metalnumre, som alle var over middel, pakket godt ind i top professionelt musikalsk show med alt hvad dit yndlingsmareridt skal have, og for dette gives der 4 stjerner her fra RockZeit.