Mørtel – Vagusnerven

At anmelde plader er som at forklare de blinde om farverne. Lyd og læste ord er to helt forskellige medier, så derfor er det nemmeste greb at trække referencer til noget, som ens læsere formodes at kende til. Men hvad gør man så, når man står med en skive og ingen referencer findes?

Danske Mørtel er en sådan størrelse. Helt sin egen. En fremmed fugl i din musikrede. En overlegen konkurrent om – men helt udenfor kategori – din flygtige opmærksomhed. Lyden af rumlerillerne, der vækker dig, når du er på vej ud i rabatten. Med andre ord er det nu, du skal følge med, for Mørtel og deres nye plade “Vargusnerven”, kan blive din bedste ven. Det kan også blive det band, du bare ikke kan holde ud, men det ved du først, når denne anmeldelse er læst, og jeg har beskrevet farverne på Andreas Hjertholm & co’s palet.

Først og fremmest præges Mørtel af Andreas H’s let falske falsetto. Kan du din Bob Hund og din Pavement, så ved du lidt om, hvor vi er henne, men det slår ikke til. Andreas trækker den lige nummeret længere end de to, og det giver Mørtel sit helt eget udtryk.

“Jammer” vil nogen mene, men Michael Stipe fra REM gjorde en karriere ud af en skæv vokal. I Mørtels tilfælde er den skæve vokal også det aktiv, der bærer og understreger de dadaistiske tekster. Lad mig give dig blot et enkelt eksempel fra pladens titelnummer: “To ugler lander på en hjort/En lommeregner gjorde/At lazaronens handske trak/Dig med på dette tog”. Øh? Er det udknaldet eller hva’? Og kunne du forestille sig det sunget af en skønsanger? Nej, vel?

Og det fortsætter sådan på 11 numre med finurlige titler som ‘3xCorgi‘, ‘Rørene på Orglet‘ og pladens hit: ‘Forår I Trafiksignalet‘, som der er lavet en ikke mindre syret video til. Det er et helt fantastisk nummer, og den underligste ørehænger, du kommer til at støde på i 2019 (her må jeg igen undskylde de sproglige begrænsninger. Ordvalget i disse sidste par sætninger siger mere om den snæversynede standard, som jeg forsøger at måle Mørtel op imod, end om Mørtel).

Verden er fuld af kunstnere, der forsøger at skabe deres egne udtryk. Langt de fleste gør det gennem en collage af deres inspirationskilder og opfinder på den måde blackmetal jazz (det findes faktisk) og lignende afskyligheder. Det bliver med andre ord påtaget. Det er Mørtel ikke. Det skæve er præcist det rigtige udtryk for dem.

Et skævt udtryk kan man kun slippe afsted med, hvis håndværket er i orden. Og ganske som man kan forvente med det bandnavn, er håndværket upåklageligt. Og nedbarberet. Mørtels sange akkompagneres af en spinkel, uforvrænget elektrisk guitar, bas og tørre trommer. Der bringer mindelser om – men er langt mere målbevidst og professionelt end – børnetimemusik fra 70’erne. Der er ingen sovs og forstærkning, og Mørtel med gear kunne mageligt sidde ovre i hjørnet af din stue eller dit stamværtshus, uden at du skulle flytte på møblementet. Det er næppe tilfældigt, at valget af producer er faldet på Per Buhl Acs, som tidligere har produceret og holdt stramme tøjler i Under Byen – et skævt orkester, der også spillede med tilbageholdt åndedræt.

Mørtels psychede 70er-agtige sange bliver næppe store i kommerciel forstand. Man kan håbe, men oddsene er dårlige. Skidt-pyt. “Vargusnerven” er Mørtels 2. plade, og rækker børneopsparingen ikke til at udgive flere, er der masser af trøst at finde i den langt ud i fremtiden.