Morbidfest 2025 i Richter-Gladsaxe

Torsdag aften i Richter, var der hele 5 metal bands som lavede en kedelig regnvejrsdag til en makaber fest. Showet startede kl. 19:15 og sluttede først kl. 00:45. Her havde de publikum som blev til den bitre ende også fået nok metal gennem ørerne. RockZeit var så heldige at kunne låne fede billeder af Petricia Hesselø. Tak for det!

Ater

Ater er et band som ikke gør et stort væsen af sig på nettet. Men torsdag aften i Richter, gjorde de så et stort væsen af sig, da de gik på som første af hele 5 bands. Med to 8-strengede guitarer og 5-strenget bas, massive trommer og en growl vokal som mindede ret meget om Mikael Åkerfeldt fra Opeth. Det er relativt minimalistisk, på en god måde. Jeg lagde mærke til en lang passage som kørte i et metal groove riff bestående af én dyb tone. 

Der var glimrende lyd, også taget i betragtning af deres rolle som første band i en lang metalrække. Numrene var ikke topklasse, men de var rimelig effektive.  

3 stjerner til Ater

Nightfall

Med en kniv i den ene hånd og mikrofon i den anden, var den maskerede frontfigur Efthimis Karadimas midtpunkt i den græske metalkvintet Nightfall. Her var sangskrivningsniveauet ret højt, for der var ganske mange formled i numrene som bare fungerede. De larmede på en hel absurd fed måde, og de holdt denne intensitet i alle de 35 minutter de stod på scenen. Det var ikke ligefrem musikere der stod stille, der var konstant bevægelse på scenen, som gjorde det til noget af en aggressiv performance alt i alt.   

Karadimas prøvede grænser af med stemmen, men han var ikke sååå trænet som man kunne håbe. Men han kunne godt holde ondskaben og intensiteten hele vejen igennem showet. Han blev hjulpet lidt af noget båndet lead-skrig og kor i det næstsidste nummer, som var godt synkroniseret og som blendede godt ind live musikken. Ret fedt gig i det hele taget.  

Det bliver til 4 stjerner til Nightfall.

Suicidal Angels

Amerikanske Massacre var oprindeligt på plakaten til Morbidfest 2025, men aflyste på grund af sygdom, da vokalist Kam Lee fik problemer med halsen. I stedet fik vi det græske band Suicidal Angels ….ja, bare navnet syntes jeg lugtede langt væk af wanna be metal. Det var også lidt ripoff, for der var hele tiden reminiscens af Slayer, Possessed og Sacred Reich riffs, og muskaliteten var mest på niveau med det sidstnævnte. Live-lyden var også lavet meget firseragtig, med diskantede guitarer. Det var ganske oldschool at høre på. Spillelyst var der nok af, og det var underholdende nok, men hvis jeg skulle pille et band ud af det lange program, havde det nok været dette.

2,5 stjerner til Suicidal Angels   

Terrorizer

Med ekstremt hårde anslag og næsten åben hi-hat fra start til slut, fik Pete Sandoval skabt en krigsmaskine af en trommelyd, som i den grad krævede ørepropper blandt publikum. Tidligere bassist i Morbid Angel, David Vincent, stod roligt og gyngede med og spillede sit præcisions groove på bassen. 

Frontfigur Brian Werner lignede en som havde stået ved siden af en landmine, men overlevet og ufortrødent vandret videre mod Søborg for at krænge sine krigsråb op fra halsen.

Terrorizer spillede hele albummet World Downfall fra 1989. Der var så meget smadder på, at man troede det var løgn. Det var lidt for svingende i tempo til tider, og noget ustabilitet i lyden, men det var generelt tæt på at være i top, og var slagkraftigt som ind i helvede. 

4,5 stjerner til Terrorizer

Possessed

“Tribulation. In love with Satan” blev der råbt med den hæse stemme fra rullestolen, hvor den nu 57 årige Jeff Becerra sad. Dette nummer var fra Beyond the Gates. 

Der blev spillet et nummer fra alle udgivelserne, men det drejede sig mest om albummet Seven Churches som blev spillet i helhed fra start til slut. Det var 40 års jubilæum for det klassiske dødsmetalalbum. 

Becerra virkede som en glad og naiv dreng som sad i en stol i et klasseværelse og lavede mærkelige ansigtsudtryk til folk. Men man må da så sige at der var kommunikation til publikum. Det så ikke umiddelbart ud til at han var klar til indsatserne, men han var total skarp på hvor han skulle synge, og det var mærkeligt at se et spøjst ansigtsudtryk, hvor han et millisekund efter, forvandlede sig til en dæmonisk growler fra helvede.

Tromeslager Chris Aguirre havde, ahh…SYV tammer, som kørte brilliant hele vejen igennem Seven Churches albummet… og ja, alle var nok helt nede i det syvende helvede af begejstring. Possessed har helt særegenskaber mellem vokalpeaks og rundgange på tammerne. På alle pladerne bliver der helt bevidst lavet tam fills på 6-7 tammer som følger, eller laver respons på Bercerras vokal-affrasering. Dette var noget der fungerede ekstra godt live, især også da man kunne se hvor meget bevægelse Aguirre skulle diske op med for at udføre de magiske dvævlefills.

Før Becerra blev skudoffer i 1989 og må sidde i rullestol resten af livet, var han bassist i bandet. I dag er Robert Cardenas på bas, hvilket han klarer til UG. For ikke at tale om de to guitarister,  Daniel Gonzalez og Claudeous Creamer, som havde de svære guitarfigurer totalt på rygraden. 

Jeff Becerra var Jekyll/Hide på scenen. Han ligner og lyder som en dæmon når han synger, på et niveau som er ret skræmmende egentlig, men lige så snart musikken stoppede, virkede han genert, indadvendt, og han som om at han var glad når den respektive præsentation af et nummer endelig var overstået. Der var ikke mange, som kunne høre, hvad han sagde mellem numrene. Han mumlede lidt og pludselig sagde han; I love you!, og så brød helvede løs fra de besatte fem på scenen. Det ville have virket bedre, hvis Becerra havde indøvet nogle replikker, som han kunne skrige ud mellem numrene, eller måske holde små pirrende pauser hvor han ikke sagde noget.

Anyway…det er Becerra der er mastermind i bandet, og også det eneste originale medlem. Så det er hans band, og er nok hans valg. For dét får han/Possessed 4,5 stjerner.