Muirheads og debut ep’en med samme navn

Egentlig er jeg blevet for gammel til adventskalender. Men man skal da være et skarn, hvis man ikke bliver lidt barnligt begejstret, når nissen her i december har været nede fra høloftet og lagt en bette pakke i ens mailboks.

Pakken sidste søndag i advent var en EP fra nogle kronjyske knøse, der kalder sig Muirheads. Muirheads er bygget af vraggodset fra et biluheld, der fandt sted for nylig i et vejkryds uden for Randers, hvor ZZ Top netop havde undveget en arrestation for blindekørsel og tørnede ind i George Thorogood, der ikke havde noget særligt sted at tage hen. Begge havde en løsagtig tøs på passagersædet ved navn Mary Jane, som skulle på date med Black Stone Cherry. Det måtte jo gå galt.

Hvis man vælger de rigtige dele fra skrotbunken og har hænderne skruet ordentligt på, så kan man bygge en potent hotrod af dem. Og Muirheads har både valgt rigtigt og kan deres håndværk.

Resultatet er 5 bluesbaserede, southern rocknumre, som for de flestes vedkommende er så velskrevne og eksekverede med så stor autenticitet og præcision, at man forbløffes over bandets lave gennemsnitsalder. Dels er genren så gammeldags, at det vel kun er gamle mænd med vom, der spiller den slags, og ikke sådan en flok hvalpe. Dels har Peter Sundahl præcis den rigtige rustne, dybe stemme, selvom han næppe har nået det nødvendige antal smøger og genstande, og twanget i guitaren sidder lige der, hvor det skal.

Det vides ikke, om Muirheads er opkaldt efter en billig whisky og en lækker curlingpige– eller en lækker whisky og en billig curlingpige. Begge modeller er gangbare i Muirheads univers, hvor sangene handler om sprut, biler, de kvinder, man ikke fik, og de kvinder, der tog røven på én.

Sange er der kun 5 af på EP’en, så vi vælger den nemme udgave og anmelder dem én for én, hvor det bedste er gemt til sidst:

Alleyway– den om kvinderne man ikke fik

Pladen indleder med en Georgia Satellites-lignende rocker. Ren røvballe på den fede måde med mundharmonika og det hele, som swinger medrivende omkring en buhu-historie om hende der …

Heartbreaker– den om kvinderne der tog røven på en

Kraftigt bluesbaseret sag, der imponerer ved at køre i en lavmælt bluesrundgang på rytmeguitaren i versene for at rampe op i fuldt orkester og volumen i omkvædet. Sangskriverhåndværket imponerer ved den gode melodi, hvor tekst og tone elegant styrer sikkert gennem alle genrens klicheer.

Jodie

Pladens kiks. Mere De Gyldne Løver end Georgia Satellites. Den forbigår vi lige i tavshed.

Moonshine– den om sprut

Stemning af sump, cypresser og indavlede hillbillys. Vi er længere nede i tempo, og især soloen peger endnu længere tilbage i tiden mod de gamle bluesmen. Nummeret spilles tydeligvis bedst siddende på verandaen i en gammel lænestol i stedet for stående på en scene. Slå dig ned, tag en slurk af dit gamle syltetøjsglas og rock med.

Phantom V8– den om biler

Pladens hit. Svært iørefaldende uptempo boogie-rocker om en bil fra de dødes rige, der hærger de levendes landeveje. Et gennemført fantastisk nummer, hvor rock’n’roll-håndværket er så tæt på perfekt, som det lader gøre udenfor Texas. Sundahl kan bare mumle “Full throttle!” inden soloen på lige den der måde som Billy Gibbons også snøvler “Drive that ol’ Chrysler to Mexico, boy” i ‘Mexican Blackbird‘. Når Muirsheads så samtidig krydrer nummeret med en fantasifuld historie, der giver en lyst til at genlæse Stephen Kings “Christine” (du ved, den hvor hvert kapitel indledes med et vers fra en sang om biler), er det umuligt ikke at danse med.

Rockzeit glæder sig til at se og høre meget mere til Muirheads i fremtiden. Let that boy boogie woogie!