Søndag aften bød Royal Arena på Gore-Gahan elektro-galla, hvor de to briter, plus stage musikere, havde disket op med en gourmet sætliste, klar til at blive indtaget af de sultne Depeche fans.
M i mørket
Før legenderne indtog scenen, kørte der mørk minimalistisk instrumental techno fra anlægget. Et gigantisk fysisk M på bagscenen kunne skimtes i mørket. M for Mode, og Memento Mori som er titlen på touren og seneste album fra 2023. Det var i hvert fald ikke M for middelmådigt, for i sangskrivning og musikalitet er det ikke et ord man kan sætte ved siden af Depeche Mode. Det beviste de igen denne aften i den helt fyldte sal. Da vi alle skal huske at vi skal dø, er det vigtigt, at nå at høre det legendariske band endnu engang, før de nok trækker stikket som band efter denne tour.
Syrede lyde blusede op mens stjernerne entrerede scenen. Basregistret buldrede faretruende med et lydtryk som kunne mærkes i brystkassen, eller rettere i hele kroppen. Apocalyptisk melankoli blev næsten fysisk matrialiseret i Arenaen i form af “My Cosmos is Mine” fra seneste album Memento Mori. Et nummer der er universer væk fra at være en happy startup pop-pleaser, men tværtimod en elektro-sonisk depression fra det mørkeste sind.
M-et blev med lyskastere langsomt illumineret, mens en voldsom puls bankede på folks kroppe. De ekspressive musikalske penselstrøj matchede det maleriske scenemenageri.
…..sang den dystopiske duo i nummeret “Wagging Tongue”, også fra det seneste album. Gahan var mørk i stemmen og energisk i sin krop med balletinspirerede spins og svingende arme. Her kunne man både høre og se, at han var i topform. Efter sangen kom første Gahan-gestus til publikum: “Good evening Copenhagen!” … og folk råbte i vilden sky. Det hjalp på stemningen, at der fra den dystre elektroniske lyd og lys, var noget kommunikation fra scenen efterfulgt af reaktion i salen, så man kunne mærke, at man var kommet til en live koncert.
I mine sko
Det bestialske basregister var stadig i kog da det mere følsomme nummer “Walking in My Shoes” blev sat på skinnerne. Det var lidt synd, for de atmosfæriske synthklange og de stille og sælsommme vokalmelodier, skal have et rum til at udfolde sig, og ikke dræbes af en bastion af bashøjtalere. Det var naturligvis toptech baslyde, så det lød heldigvis godt. Måske var der en mening fra bandets side, for til sidst udbrød trommeslageren Christian Eigner i fills og rytmer som hørte metalgenren til, og det er selvfølgelig svært at være sur over…det kan også være at udtrykket skulle være lidt outreret, for vi ved vi jo ikke hvordan det er at gå i Gahans sko….
Herefter kom “It’s No Good”, hvor der for første gang blev kastet en video på bagskærmen. Mindre skærme til højre og venstre, viste hvad der skete på scenen plus en masse visuelle effekter oveni.
Gahan brugte også front scenen til at gå ud og geare folk op. Aktiviten på scenen smittede af på folk, og på tribunerne skete det, under en del numre i løbet af aftenen, at folk rejse sig fra de dyre pladser for at stå op og groove med på beatene.
Wrong?
Godt nok var det et fysisk ophængt M, meeen jeg havde da håbet, at det kunne vendes forkert og blive til et stort dobbelt V som i “Wrong”. Et nummer som er et af de ti bud i min Depeche bibel. De spillede det i Parken i sommers, men desværre vi ikke dette nummer i Arenaen. Satans!
Men vi var heldige at få Strange Love, endda i en alternativ version, kun med vokal og klaver. Martin Gore nailede den fuldstændigt, men jeg var lige så betaget sf klaverakkompagnementet fra Peter Gordeno, som var ikke mindre end en klangoplevelse. De velklingende akkorder blev piloteret som jernbetonpæle med en tightness jeg ikke har hørt længe fra en rytmisk pianist.
Ghosts Again
Et band er ikke bedre end deres sidste album som det siges, og her skal DM ikke være bange. Memento Mori indeholder fantastiske sange spundet ind i fantastisk lyd. Den første single “Ghosts Again”, havde allerede en fast plads i mit sind, da jeg havde hørt sangen een gang. Søndag aften fik jeg så igen kuldegys, nu da det var mestrene selv der stod foran os og spillede nummeret live.
“Enjoy the Silence” var det sidste nummer i sættet, som vi fik serveret i en brilliant udført version med menneskekranie-videokunst i baggrunden. Det var svært at forestille sig, at nogen i salen kunne være utilfredse med at høre denne klassiker.
Lev livet….husk du skal dø!
Der er mange bands som bare kommer ind igen efter sættets sidste nummer og spiller videre, som om de har holdt en pause. Men meningen er vel at ekstranumre skal få folk helt op i den syvende himmel inden de skal ud i den rigtige verden igen. Det kunne Depeche Mode!
Encore afdelingen blev startet op med en akustisk udgave af “Condemnation” der i slutningen bød på udsøgt kor fra de tre tenorer/ tre G’er; Gore, Gahan og Gordeno. Tre vokaler der hver især har sit eget klang univers, og som smeltede sammen til een enhed. Virkelig flot lavet.
Med alle de mørke sange der havde udspillet sig på scenen denne aften, var det tid til en happy tune, og ud af mørket hørte man Gahans stemme; “are you ready to have some fun now?…så kom “Just Can’t Get Enough” som både er godt, men også liiidt irriterende. Men ja ja, uundgåeligt, for det er jo noget af et hit de fik lavet dengang. Men det lidt Depeche-dunkle forstsatte faktisk også i dette nummer, da Gahan til sidst satte lavtliggende toner i luften, som publikum skulle synge. Gahan dirigerede massen, og det lød næsten som den signalsyngende menneskemængde i Spielberg klassikeren Close Encounters of the Third Kind.
Det altid oplagte ekstranummer “Never Let Me Down Again” , er en sang der har svært ved at fejle, og jeg håbede næsten at de havde lavet en ekstra lang version til aftenen, for man kan da ikke få nok af dette nummer!
…og Memento Mori touren sluttede af med det udødelige “Personal Jesus” ….og Jesus! hvor var det fedt. Jeg mindes ikke at jeg har hørt et afsluttende ekstranummer være udført på denne måde, og man kunne næsten høre mellem linjerne at Depeche Mode hviskede folk i ørerne med ordene “lev livet….husk du skal dø!”.
RockZeit ender på 4,5 stjerner til Depeche Mode koncerten.
