Musikalsk vildmand fra “Down Under”

Man siger, at ”du spiller som du er”. Altså, sådan som du er som person, sådan udtrykker du dig, også musikalsk. Men jeg kan blive i tvivl om hvorvidt det passer helt på super Hammond organisten og Hohner clavinette playeren fra Australien, Lachy Doley.

Og det skriver jeg fordi jeg i timerne inden, havde en rigtig rar og behagelig samtale med ham i forbindelse med et interview til RockZeit. Afslappet, flink og rigtig venlig kom han ned af trappen og ind i sminkerummet. Satte sig lige så afslappet i sofaen, og fortalte med rolig og hyggelig stemmeføring om sig selv. (Interviewet kan du læse her) 

Men guderne skal da nok lige vide, at det var en helt anden person der glad, som et lille barn sprang ind på scenen på det vellykkede spillested Amager Bio. En scene der lige passede til Lachy Doley. Og ikke noget med at hans band, bestående af Joel Burton, bass, og Jackie Barnes, trommer, skulle komme først ind, med ”stjernen” spankulerende ind med næsen i sky. Næhh nej, de kom alle tre nærmest løbende ind på legepladsen, som man næsten selv husker det fra skolen når der var frikvarter. Og faktisk skulle drengene jo på arbejde.

Arbejde kom de så også eftertrykkelig i gang med. Hvilken energi allerede fra første nummer. Og endelig…. lyden var fuldstændig rigtig til den trio. Trommerne lød som trommer. Man kunne høre alt hvad Joel Burton lavede på bassen, og det var ikke småting. Bass drum og Bass guitar matchede fuldstændig i perfekt balance. Bund man kunne mærke, og bas man kunne høre tonerne fra. Og det var fint vekslende mellem den fantastiske Hammond orgel sound (en A100 tror jeg) med en enkelt Lesley speaker (træ kabinet med roterende speakers) og et Hohner Whammy bar clavinette, stukket ind i en Fender DeLuxe guitar amp, der var vredet i bund på ”11”, spredte lyden sig flot ud i hele Amager Bio. Lachy’s clavinette havde taget hele den lange flyvetur fra Australien til Europa, hvilket han reelt nok havde været lidt bekymret for. Hammon orglet med Lesley bor i Holland til de Europæiske koncerter. 

Jeg fik at vide, at front of house mix’er gutten var lokal, altså dansk. Hvis dette, så skulle man benytte ham noget mere. Middelaldrende langhåret, gråhåret gut med hestehale og et roligt ansigt. Jeg var, som vanligt nede ved mixeren lidt tid, og helt usædvanligt om man ikke så en sound guy, der turde slippe faderne og lade Lachy selv lave sin dynamik. Tilmed forsvandt han faktisk fra mixeren for, at tage en runde i koncertsalen for at checke sounden hele vejen rundt. Det har jeg ikke set før til rock koncerter. Stærkt. Dog…alligevel, Lachys vokal mikrofon stod med lidt for meget bund, og lød af og til lidt ulden og buldrende. Men i balance mixet lå han lige der hvor han skulle være i blending med musikken. Det gjorde lyssætningen så endnu engang ikke. Kun lavt stearinlys styrke som hovedlys, mens ellers flot effekt og baglys skarpe farver fik lov at dominere, efterladende alle ansigter i silhuet. Jeg kan ikke ha ́ det!

Vel var der ikke komplet udsolgt. Hvordan skulle der dog også kunne være det. Lachy er desværre ikke super kendt, det burde han være, så det var pænt modigt og et godt initiativ, at Per Abildtrup, Amager Bio’s boss, turde lave den koncert. Og det var godt han gjorde det. Der var nemlig rigeligt med folk til, at der med det samme var en god stemning. Og sladderen om den her koncert, må virkelig gerne løbe, så der bliver fyldt helt op næste gang. 

Og det mærkedes meget, meget tydeligt på Lachy og band, i samme øjeblik de alle tre kom ind på scenen og opdagede, at der rent faktisk var temmelig fyldt, så bredte grinene sig hos dem alle tre. ”Go ́day, how u going. What a crowd!!” Og så, slam, brusende syngende, klagende Hammond, og soulfyldt vocal. Drums and bass, der så meget som man overhovedet kan ønske sig skubbede, trak, supportede de alt hvad Lachy fandt på, og helt tydeligt inspirerede også selv Lachy med riffs og  lift’s. Sikke en kontakt mellem de tre. Blink, smil, drillerier og en rytmik man næsten kun kan drømme om. Jazzet, blueset, funket, og super rocket.

Og især når Lachy bankede håndfladerne i Hohner clavinette i et rytmisk inferno, som fik os alle sammen til at danse. Nåh nej… jeg danser jo ikke, jeg er jo musiker…(pjat), men det gjorde resten af Amager Bio. Både pigerne og drengene, det vil sige, det var primært grand voksne mænd, og modne piger, men de dansede. Og hvordan kunne man næsten, lige meget hvor sur og depressiv man måske var, undgå at lade sig smitte af Lachy der som, ja næsten som en badut springer, hoppede og fløj hen over hele scenen, når han ikke selv spillede. Jublende løb han frem og tilbage med det lange hår svingende vildt omkring sit glade hoved, og han nåede altid at komme tilbage til Hohner og Hammond lige på det rigtige beat.

Lachys Hohner clavinette er ikke helt normalt. Det er nemlig udstyret med en vibrato arm der stikker op fra toppen af clavinettet. En såkaldt Whammy bar. Med den kan han bend’e, vride tonerne oppe fra og ned, sammen med en guitar lignende hånd tremolo. Og når man så gør som Lachy, ”snører” det hele ned gennem en Vox wau wau pedal, og så videre ind i den hårdt belastede Fender Deluxe, så får man regulær Hendrix lyd ud af det (trods Hendrix spillede Marshall amps, og mange…) Og…ja du kære læser, selvfølgelig spillede de en version af selv samme Hendrix’s ”Woodo Child Slight Return”. Og så i lige nøjagtig det rigtige tempo. 

Hvad spillede de så ellers? Det skal jeg såmænd sige dem ærede læser, selvom det er lidt svært. Lachy laver nemlig ikke sætliste. Han vil hellere følge stemningen hos publikum. Og det var ikke svært, fordi den var rigtig, rigtig god. Blot en lap papir på gulvet, med håndskrevne noter til blues, funk and soul materiale. Lachy er nemlig inspireret af de gamle blues, folk, samt New Orleans funk, som ”The Meters”. Vi fik en håndfast version af samme bands, ”Frankly my dear, i don ́t give a damn”. Vi fik ”Get out off here” fra bassisten Bootsy Collins katalog (stjerne funk and soul bassist), og det kan man fordi man har sådanne folk med som Jackie Barnes med et stramt funky drive og Joel Burton, som med sin autoritære faste bass sound, sammen kunne lægge en super funky bund. Men hwa faen… de har jo også spillet sammen nærmest i ti år. Jackie endda tyve år.

Hvordan kan man komme uden om Lachy’s anden inspiration Stewie Winwood, uden at spille ”Im a mann” og ”Give me some of loving”? Og ja tak. En regulær Hammond basker. Det var publikum også fuldstændig med på, fordi de to numre netop var fra publikums generation som kender Steve Winwood (Spencer Davis Group, Blind Faith, Traffic m.m.) 

Storsindet gav Lachy plads til en gedigen og musikalsk længere, men interessant trommesolo fra Jackie, hvor han virkelig fik lov at præsentere sin teknik, men også sit fantastiske talent for at holde et sejt funk / jazz groove. Ligeledes en turbo bas solo fra Joel Burnet. En bas solo der både indeholdt fede rytme grooves, samt lynhurtige runs, som var enhver jazz bassist værdig. Samtidig kunne de begge lægge et fedt kor til Lachys soulfyldte vocal, der flere gange mindende om Ray Charles’ kendte soul stemme. 

Jamen dog, sikke en julegave at få. Lachy Doleys trio opfyldte alt hvad jeg havde forventet og ønsket at høre. Og ikke kun mig. Jeg stod ved siden af nogle publikummer der ikke kendte til Lachy Doley trio, men de slugte det hele med åbne øjne, ører, åben mund og dansefødder.

 Normalt gider jeg ikke jagte merchandise, men nu stod både Jackie, Joel og Lachy selv henne i boden, og det var helt let, at komme til at sludre lidt med dem alle tre. Og så lå der lige de der trommestikker, og da jeg jo selv, ud over guitar også spiller trommer i et New Orleans band, så havde jeg jo de der stikker i hånden. Og de lå godt, responderede godt, og det var Jackies eget indkøb, identiske med dem han selv brugte, i sit pragtfulde arbejde med at være  super svingende underlag for en pragtfuldt spillede bassist (Joel) og en over pragtfuld levende, vedkommende Hammond, blues og soul syngende musiker fra den anden side af jordkloden, Lachy Doley.

”Har du tænk dig at spille med dem selv, de der trommestikker, der er jo skrevet på dem?” spurgte vores fotograf Hanni skeptisk. ”Ja, det kan jeg lige love dig for. De skal jo inspirere mig lige som jeg blev af denne fede trio” 

Fem ud af fem stjerner.