Mustasch lukkede og slukkede Nordic Noise med manér

Svenske Mustasch havde fået opgaven at lukke og slukke dette års Nordic Noise Festival, og jeg ved da også, at flere har haft store forventninger til svenskerne.  Bandet nærmer sig deres 20 års jubilæum, og har 8 studiealbum med sig i bagagen, 9 hvis du tæller “The New Sound  of the True Best” fra 2011 med.

Der var lidt vrøvl med lyden i starten, men med den lovende titel “its never too late”, kom Mustasch alligevel ud af starthullerne og så sig ikke tilbage.

Aggressivitet

Det første man lægger mærke til er, at de har en helt ekstrem voldsom aggressivitet i stort set alt hvad de gør. Det næste er, at Ralf Gyllenhammar på vokal og guitar sætter sig i respekt med sine lige dele brutale fremtoning og broderlandskærlig connection til publikum. Det tredje er, at bandet på grund af sin rutine har udviklet et perfekt sammenspil. De kender hinandens skygger og har instinktivt hinandens ryg.

Det muliggør, at de på et nummer som “Thank you For The Demon” veksler smidigt mellem blødhed og  mørkesort dommedagstorden inden for ganske få takter. Gyllenhammars er ikke en specielt unik og toptræner vokal ekvilibrist, men han har en god del Ian Astbury vildskab fra naturens side, og ud fra den har han fundet sit eget udtryk ved bare at kaste sig ud i det.

Fanden-i-volsk

Han er fanden-i-volsk og det er bandet også, og derfor kan man ikke tillade sig at undre sig over, at trommeslagerens stortromme er lavet ud af bildæk, hans tammer er digitale,  at der mellem numrene spilles trancetechno for at blive efterfulgt af numre med Metallica /Sabbath riff tilsat uimponeret svensk accent. Alle er superdygtige, bassisten Stam Johansson er snittet ud af et gammel svensk grantræ og han holder pulsen sammen med trommeslageren Robban Bäck, mens Gyllenhammer – naturligvis godt dækket op af fotografer – går fra scenen, hen til baren for at få skænket en øl, og tilbage igen til scenen med et påtaget “undskyld, jeg var tørstig”, før musikken koger igen.

Svensk hjemmebane

Med andre ord, de er bare så meget på hjemmebane, her i nærheden af Trianglen, så det er simpelthen perfekt  med dem som final act.

De gør lige alt det, de andre bands håber på at kunne gøre en dag, underholder, fører sig frem, spiller fedt og særegent og får publikum til at feste – hele tiden.

Der skal altså noget særligt til at tryllebinde det, ligefør, så møgtrætte publikum, som har været i gang siden klokken 16, men Gyllenhammar & co holdt hof og publikum glemte fuldstændig trætheden.

Når man som bleg, skægget midaldrende svensker med læddervest kan slippe godt fra at vende røven mod publikum iklædt røde underdrenge med det Danmark påskrevet og bagefter modtage fellatio med en flaske JD af de danske mandlige publikummer, tja, så kan man sgu feje gulvet i remisen med os alle sammen.

Det er det et sublimt band kan. Mustasch fik kørt det efterhånden godt brugte Rock ‘n’ Roll Train i remisen på behørig vis. Og når mine ører efter to dages hard rock atter en dag kan tåle musik, kunne Mustasch sagtens blive det første, der bliver sat på anlægget. Men ingen JD foreløbig.