Når ungdommen og døden går hånd i hånd

Mens størstedelen af de besøgende til Valby kulturdage vanen tro promenerede rundt mellem de lange rækker af lokalbefolkningens interimistiske klap-ud-og-sammen boder, jovialt hilsende på naboen, købte brugt legetøj, bestik eller lysestager, inden de – også vanen tro – slukkede tørsten hos de ligeså lokale og forventningsfulde udskænkningssteder – ja, så blev undertegnede overrumplet fra helt uventet kant. Tanken var at få plusser i ægtefællens bog, vise flaget, undgå bekendte, stikke af lynhurtigt og så var den vinget af.

Men midt i Everyday-Joe og Jolenes kalorielette fortolkning af autentisk livsbekræftende kulturliv stod en scene i Valby Biblioteks forhave. Af alle steder.

Som del af et eller andet velgørenheds- og ungdomsprojekt (antager jeg), blev der afviklet et arrangement kaldet KIDS, altså underholdning for børn. Det er ikke umiddelbart et tema der normalt fanger mig som sådan. Men ok, arrangementet var nået til dagens sidste indslag, en lille koncert.

Så vidt så godt. Da jeg gik nærmere så jeg en gruppe jætteyngel på scene, i gang med at stemme instrumenter og skifte grej, blandt andet en… dobbeltpedal til trommesættet!

Aha, tænker man, det kan blive interessant.

Og gutterne havde fra start godt styr på varedeklarationen og med meget nødtørftigt corpsepaint begyndte man at ane, hvor det bar hen.

Ikke lige den flok man havde regnet med at se Downtown Valby, og drengene så da også ud til at være drejet forkert et sted mellem Hel og Udgårsdloke.

Lydprøve var der ikke meget af, men jeg fik dog hørt bassisten varme op ved elegant at spille noget så sjældent som basgangen fra et af Queens relativt sjældne antihits “Dragon Attack”.

Men det var mest trommeslageren som trak tiden, med den nævnte dobbeltpedal, der skulle kobles til, ledninger som skulle kobles til et modul…? Altså click track? Øv, er de unge allerede på det drug?

Men ok, det nåede aldrig at slå mig ud, for da først de gik i gang, var det som at se Klodshans trække en krage op af lommen, eller indvielsen af den ti meter høje buttplug lignende skulptur ved Amagerbro.

Der er altså noget galt ved dette billede.

Publikum var en broget skare, regnfrakker var i høj kurs, masser af nysgerrige børn – nogle med hørebøffer – og deres forventningsfulde fædre, der anede en chance for at få en reminiscens af den djævelsk forføreriske smag af frihed. Enkelte enspændere, spejlpar i praktisk tøj, utrygge bedsteforældre og nogle af bandets og arrangementets hang-arounds.

Bassisten fik nogle nik af de andre og gik så hen til mikrofonen og med ungdommelig stemme forkyndte han, at de hed Blodmaane.

Selvfølgelig hedder de det, det manglede da bare.

Og så.

Torden og lynild. Bulder og brag.

Shit de kunne sgu spille. De svingede og smilede indbyrdes så man bliver helt varm. Masser af swag på de 4 kvadrameter.

I den grad upoleret og sjaskende (hvor blev det clicktrack af?) og lidt for lav vokal, og jeg er ikke sikker på, at lydmanden helt var skarp på vekslen mellem frontmandens lyse og skingre growl. Lidt ærgerligt, for faktisk slap growleren godt fra klangen i både top og bund. Det må være svært at skifte flere gange i samme nummer.

Til gengæld hyperkompenserede de kampklare ungerssvende for den lidt uskarpe lyd, ved hjælp af testosteron, drive, i den kontekst gode catchy melodier, gedigne formled, temposkift og totalt fravær af musikalsk beskedenhed. Og så kunne man høre, at de havde øvet sig.

En mand til venstre for mig, var lige så overrasket og begejstret for at støde på en flig af helvedet midt i Valby. Vi var i tvivl om alderen, var de fleste af dem teenagere? Den ældste – den ene guitarist mindede lidt om de andres tidligere pædagogmedhjælper. Var bassisten og trommeslageren brødre? Men vi var enige om, at bandet havde tjekket alle de relevante metal helte ud og mestrede den altafgørende evne til at komponere dynamisk og narrativt. Nogle bands har den, andre ikke. En smukt rolig passage som for min ny vens vedkommende mindede om et tidligt Metallica nummer, viste, at de kan tage den helt ned i gulvhøjde, give masser af plads til en nærværende solo, indtil de som en letbenet gazelle lynhurtigt kom på benene og blev tonstunge igen.

Det var medrivende og en absolut god oplevelse.

De får mange plusser for at stå frem i solen og bogstavelig talt spille regnen frem, så fårene blev skilt fra bukkene.

Min personlige helt var den lille ukuelige dreng, der sad bomstille, som den eneste helt fremme, og forundret slugte det meste af koncerten med mange meters albuerum til alle sider. A real trooper.

Jeg fik aldrig fat i navnene på numrene eller hvordan de var opstået. Jeg lagde dog mærke til at der var placeret kirkesangbøger til venstre for scenen, og i løbet af koncerten var der ligeledes merch i en bod.

Genren var ikke just high brow neo post metal. Det var old School. Død. Sort. Doom. Thrash.

Allright, der er et stykke vej endnu. Overraskelsen over at de reelt kunne opleves i Valby farver ganske vist objektiviteten. Til tider var det borderline ungdomsskole. Var det startet som et ungdomsskole projekt? Man fik de tanker, fordi udtrykket ikke matchede et fuldt ud manøvredygtigt selvkørerende professionelt band. Visse passager er lidt for studentikose og textbook og vil blive sorteret fra med tiden. Og det er helt fair.

Punkens rebelske utilstrækkelige spirit trængte sig på, mens friske pust åndede os alle i hovedet, og vidnede imidlertid om, at sammenspillet og stramheden, stadig kan forbedres. Men så bliver det altså også rigtig, rigtig godt.

Da de var færdige, fik frontmanden Elias Nybo nævnt, at der kunne købes merch. Men det var desværre allerede fjernet af velmenende frivillige (tænker jeg?), så det skal lige koordineres en anden gang.

Jeg har tænkt mig at stalke bandet næste, næste og næste gang de frekventerer Midgård (med vilje eller ej). Men kan vi så ikke finde en anden venue?

Jeg fik en ultra kort snak med Elias og efter at have luret dem på det altid pålidelige internet har jeg nu lige akkurat viden nok til at oplyse, at Blodmaane kan følges på Instagram og Facebook, hvis man staver det med dobbelt aa. Ellers får man en “norsk hippiemusiker”, som Elias tørt konstaterede det, og det skal vi jo ikke ud i.

Blodmaane omtaler sig som “Extreme Metal from Southern Denmark making sonic landscapes of Dark, atmospheric fury!”

Dernæst anbefaler de, at man tjekker deres single “Collide”, som jeg linker til længere nede. Gør det. Den er feeed.

Derudover kunne Elias fortælle, at planen er at gå i studiet og indspille flere numre.

De har blandt andet spillet på ‘A Copenhagen Metal Night’ på Beta i februar og turneret Jylland i 2026 og rammer Åbenrå 11/12 til noget der hedder Tung Torsdag. Enjoy.

Jeg siger tak til Valby Kulturdage, tak til Blodmaane og tak for at de tog den forkerte afkørsel fra Udgårdsloke.

Stream Collide: https://linktr.ee/blodmaane?utm_source=linktree_profile_share&ltsid=22265770-1e5d-4628-826a-7b9dcfa48774