Nad Sylvan fuldender sin vampyr trilogi med über elegant æstetik, men knap så mange nosser

Vi er nu nået til tredje og sidste del af Nad Sylvans vampyr-koncepttrilogi, hvor den første “Courting The Widow” er fra 2015, og den anden “The Bride Said No” er fra 2017. Titlen er “The Regal Bastard”, og sirlighed og drama er igen i højsædet.

Når Nad Sylvan ikke lige plejer sin egen særdeles musikalske og kompetente solokarriere, fungerer han som dygtig, tantet og let skinger og nasal forsanger i ex-Genesis guitaristen Steve Hacketts omrejsende hold-Genesis-og egen-legendestatus-i-live koncept band. Hackett & Co har de seneste år turneret verden tynd i anledning af Genesis kult album nummer dit og dats jubilæum. Det er jeg bestemt ikke sur over, det er sjældent at tingene flasker sig så godt; her får man de flottest udførte Genesis klassikere leveret sammen med Hacketts egne stemningsfulde numre. Ret fedt, da man var for ung til at se Genesis i halvfjerdserne, da de var mest prog.

At Sylvan lyder ret så meget henad Peter Gabriel og Phil Collins gør ikke tingene værre, så er det lige før, man tror på det.

I hans egen butik, bruges også Genesis udtryk, deres kompositionsstil, avantgarde sangopbygning, virtuose musikere og de mange anglofile teatralske raffinementer som Sylvan bestemt også sværger til. Og omkring sig har han prog koryfæer som Tony Levin, Steve Hackett, Guhtrie Govan og Nick D´Virgilio med flere.

Original kopi

Intet virker imidlertid konstrueret og plagieret på denne trilogi og ret beset lyder Sylvan som sig selv, mere end han lyder som de to andre herrer. Og de tantede, forfinede – dare I say -både britisk snerpede og skabede musik eskapader i instrumentering, fraseringer og tekst, ligger altså lige så godt til ham som hans inspirationskilder; de var der ligesom bare først.

Lad eventyret begynde

Nad Sylvan får med det samme distanceret sig fra vores virkelige verden og skaber med åbneren “I Am The Sea” et eventyrligt soundscape, der med det samme virker næsten alt for nemt og dragende. Man giver efter, og nyder eventyret, der dystert ulmer og fremmaner en nærmest gotisk natte uhygge; ikke helt ondt og sort, snarere på en nostalgisk old school prog rock facon. Der er mange fede formled der virker dynamisk eleverende. Det er godt skrevet, om end… lidt for langt. Efter den patosfyldte åbner, tager Sylvan lidt af luften af dramatikken med den overvejende kække “Oahu”, som er iklædt britisk humor, Genesis/agtig hybrid af vaudeville og folkemusik tilsat studs rytme.

Drama, anglofile tendenser og firserfunk

Sylvan kommer faktisk ret godt rundt i de musikalske kroge med de første tre og således er han tunet ind på en mere moderne og poppet form og melodik, når “Whoa(Always Been Without You)” leverer funky puls. Omkvædet er fyldt med reminiscenser af klæbrige 80’er ungdoms film, det er så skarpt skåret, at man næsten ikke kan tro, at han ikke har stjålet det. Dette er igen et lidt for langt nummer, men man kan godt forstå, han vil trække den, for det må virkelig svinge softly og lækkert i øveren, og ganske givet også live. Den funky vibe fortsætter på “Meet Your Maker”, som emmer af den der overlækre poprock/funkjazz fusion fra slut 70’erne og firserne a la Brand X. Ex-Bachelor Girl sangerinden Tania Doko medvirker som gæste vokalist og hun synger blødt, dejligt og sukret og det passer perfekt til nummeret. Sylvan løber lidt tør for rugbrøds materiale og igen er syv minutter lang tid for et velfunkerende, men overvejende ensporet pop track.

Selve titelnummeret indeholder al den drama, og artsy-fartsy cabaret prog rock som den kan trække og Sylvan disker op med alt hvad man kunne ønske sig; det emmer af tidlig Genesis og fortællinger fra det engelske hof. Man aner klare ligheder med Tony Banks karakteristiske keyboard motiver og der er et væld af klassiske progrock dynamik progressioner – herunder Yes og Genesis style – og det hele er imponerende regalt og pompøst, og måske lidt mere svulstigt, end det kan bære i forhold til det musikalske idémateriale. Men flot og imponerende er det altså.

Jeg må ej glemme elegancen i den rolige “Leave Me On These Waters”, hvor Nad Sylvan demonstrerer evner i det dybe leje, tilsat tusmørkestemning og eminent lyrisk guitar solo. Den virker som en drøm man ikke helt kan huske, når man vågner. Den flotteste detalje er næsten, da denne drømmestemning slutter i dur som en morgenstund og dermed den perfekte overgang til den ukueligt optimistiske instrumentale “Honey I’m Home”, som ruller fremad i 6/8 dele. Der er virkelig mange klichéer og velkendte cowboy tricks på spil her, men det virker og alt er godt!

Når enden er god..

Sidste nummer “The Lake Isle Of Innisfree” runder flot albummet af som en affrasering af den eventyrlige og let gotiske grundstemning, som er fremherskende på “The Regal Bastard”, det er en nedbarberet introspektiv kort ballade, der flot glider over i en instrumental hale med træblæsere og strygere. På en måde rækker nummeret ikke blot tilbage til albummets åbner, men får faktisk også bundet en stille sløjfe på hele albummet, hvorved man sidder tilbage med en andægtig og salig følelse – og en lyst til at starte forfra.

Med biblen og Shakespeare’s samlede værker som grundbøger har kunstnere gennem tiderne altid haft et godt dramaturgisk udgangspunkt med såvel åbenlyse som maskerede referencer til de syv dødssynder, og det synes også at indgå i Sylvans bevidste eller underbevidste blueprint.

Det er ren eskapistisk lækkerhed det her og måske ikke så meget andet. Trilogiens afslutning lander et sært sted mellem forventet dygtigt og forunderligt medrivende. Han står på skuldrene af giganter men laver sin egen vanvittigt ambitiøse trilogi; det er altså flot for det er meget musik i samme framework, og det gælder om at holde dampen oppe på tværs af tre albummer, skabe en samlet klangbund og byde på nye kreative og narrative elementer. Den klarer han egentlig overraskende godt. Midt i al vampyr/canterbury æstetikken bliver det lidt for sirligt og der er mere teatertorden end de klyngebomber angreb man godt kunne savne her og der; reel drama og ikke bare forblommet manisk scenegestikuleren. I sammenligning med den virkelige verdens problemer blegner projektet ens smule som et overophedet pigekammer drama. Samtidig opstår en stille undren over, hvorfor? Hvorfor får man lyst til at lave det projekt? Især når han tydeligvis mestrer hit formlen og kunne have lavet strammere tracks. Det her var sædvane for 45 år siden så retten må siges at være cooked and overdone.

Nuvel, begået er begået og klart, klart mere end bestået. Ren nydelse. Sgu.