Neil Young på Tiøren

Knapt var en lille uge i “Helvede” på Refshaleøen overstået, førend vi atter var inviteret til at møde én af rockens helt store nulevende koryfæer: Neil Young.

Og selvfølgelig var der både en del naturlig ærefrygt og spænding forbundet med at skulle opleve netop denne legende, der jo om nogen, både har medvirket kraftigt til udviklingen af de rockoplevelser, vi i dag kan byde ind på. Ligesom han har været bærende kraft for den kendte koncertkultur og samtidigt har taget sin rolle så tilpas alvorligt, at han også har påtaget sig medansvar, for at vise vejen for politisk deltagelse og social bevidsthed, blandt andet rettet mod et bedre miljø, som én af hans store mærkesager; noget som næsten var en nødvendig hverdagsting i 60’er og 70’ernes brydningstid. Altså en slags “Genesis” indenfor rockens deltagelse i hverdagens politiske liv, med sigte på et bedre liv for alle.

De glade gæster

Luften på Tiøren var fuld af forventninger og overalt så man halvlange og halvt skaldede sølvræve, der ivrigt blev luftet i den ret så friske vind, der blæste ind over pladsen, ud mod Øresund på siden.

Gæsterne var altså overvejende over midaldrende, men alligevel var der en overraskende stor andel yngre og unge fans, der havde fundet vejen ud til Amagers friluftsmark i byen. Vi var velsagtens lidt over 13.000 samlet, oprindeligt med blikket rettet mod scenen, mens ventetiden fik køerne, især foran ølteltene, til at vokse gevaldigt som ventetiden forløb.

Vejrgudernes drillerier slap vi ikke for. Ovenover os alle, trak skyerne tungt sammen med en hast, der fik arrangørerne til at rynke lidt på brynene, fordi vinden også tog til.

Neil kommer på scenen

Neil Young er selvfølgelig en ældre herre – og derfor naturligt en smule afdæmpet og rolig, men det virkede til, at det kun var de forreste rækker, der reelt opdagede, at han var kommet på, fordi jublen langsomt rullede ned gennem rækkerne og vækkede dem, som i mellemtiden var blevet lettere fraværende, hvis ikke de var gået ud for at tisse i den lange ventetid.

Lydniveauet var overraskende lavt, ja faktisk så lavt, at vi tog vores hørebeskyttelse ud, for overhovedet at kunne høre selv de banale passager og toner fra scenen…

Og eftersom Neil Young jo ikke ligefrem er kendt for sin store og gennemtrængende
sangstemme, var det faktisk svært at opfange alt hvad han sang, med mindre hans nye og ganske fortrinlige band Chrome Hearts brød ind med visse kor-harmonier der understøttede Youngs tekster med både klang og hjerte. Young selv var i øvrigt ikke specielt meddelsom og det virkede som om, han var ude af trit med hvor han var, for jeg opsnappede noget, der lød som en lille snak om Sverige, hvor han jo netop havde afholdt koncert få dage i forvejen…

Men han var dog alligevel så åndsnærværende, at han fik tilkaldt hjælp ud fra publikum, mens en gæst, helt oppe foran, faldt om foran scenen. 

Lyd…

Lydniveauet var temmelig lavt, mens en kraftigt tiltagende vind tog vitale dele af lydbilledet og blæste det mod det svenske…
En klar markering af, at lyden var både for lav og at PA-anlægget alt for
underdimensioneret, hvorfor der kun var publikumssnak og absolut ingen musik på de bagerste rækker, specielt ude mod siderne af koncertområdet.

En anden ting var, at Neil Young på ingen måde har en stemme, der virkelig kan trænge igennem. Ord og tanker har han altid haft masser af, men stemmepragt var ikke rigtigt hans styrke.

Dertil var der for mange fejl og falske toner, hvis ikke det hele enten blæste væk, eller endte med at vrænge af de forreste rækker i tonearter, der kunne have givet varige skader, hvis lyden ikke havde været så lav.

Gone with The Wind?

Selv mine naboer på rækken, som nok ville lade sig beskrive som inkarnerede fans med høje forventninger, virkede noget slukørede og skuffede ved koncertens afslutning. Bevares, vi fik da små glimt af fordums storhed og genkendelses energi, når sange som “Comes a Time” eller “Cinnamon Girl”, samt “Hey Hey My My” og “Like a Hurricane”, reelt blæste væk i flere sekunder ad gange indtil finalenummeret “Rockin’ in the Free World”, langsomt, men også langtrukkent spandt sig ud som et af to ekstranumre, hvor der netop forinden var blevet skruet op for lyden, så vi alle kunne få mere ud af oplevelsen – Men helt ærligt: det var bare for lidt og for sent…Det virkede simpelthen “for navlepillende og introvert”, som min tilrejsende nabo på den anden side udtrykte det, på klingende norsk, mens vi takkede for i aften og gik hver til sit.

Neil Young får dog alligevel – 2 stjerner af 5 – for dels at være mødt frem og forsøge at give os en af de der sidste gode oplevelser og præsentere os for et bredt musikkatalog, med flere gode kendte kendinge, og et nyt relativt entusiastisk ensemble, der desværre blev gemt lidt bort bag mandens egen skygge, hvis ikke det hele altså bare blæste væk i vinden…