
Onsdag aften havde Amager Bio besøg fra nabolandet. Hele ni musikere stod på scenen for at give os nostalgisk synthpop-rock, med alt hvad der følger med. Det var den tyske sangskriver og sangerinde Gabriele Susanne Kerner, AKA Nena, som glad gik på scenen for at synge både nyt og gammelt.
Med egne numre og covernumre, gik den tyske stjerne på med 2 keyboardspillere, 2 korsangerinder, 2 guitarister, bassist og trommeslager på scenen kl. 20 som planlagt. Det fulde hus var edderspændt, og tæt på koncertstart begyndte folk at huje bandet ind på scenen. En af vores faste RockZeit-fotografer blev forhindret, men vi lånte billeder af fotograf Rolf Meldgaard, som fangede Nena dagen efter på Smukfest. Tak for det!
Trods de mange instrumenter på scenen, tog Nena såmænd også en LED-oplyst el-guitar over skulderen og kørte en god gang rock spade, og hun gjorde det godt. Ja, en ægte rock mama som sang på tysk næsten hele vejen igennem koncerten, lige undtagen i covernumre af bl.a. Ramones og The Beatles.
Det var tæt på perfekt lyd, hvilket var imponerende med de mange vokaler og instrumenter som fyldte hele scenen. Vigtigst var det med lyden på Nenas vokal, for den lækre skarpe klangfulde stemme fortjener en ren gennemgang i lydbilledet. Der var heller ikke noget at klage over, for hun sang godt hele vejen igennem koncerten.
Orkester break

Med en projektør i en stor paraply-lignende skærm midte på scenen, blev der skubbet et vaskeægte opretstående klaver ind midt på scenen. Her var det pianisten Uwe Fahrenkrog-Petersen og Nena som var alene om sangen “In meinem Leben” fra albummet Made in Germany (2009). Der var god feeling i det akustiske nummer. Flere numre blev spillet med få instrumenter, hvor der gradvist kom flere på, for at fortsætte ufortrødent med fuld besætning for fuld udblæsning.
Stort katalog
Nenas karriere har ikke stået stille selvom “Nena” (band) blev opløst i 1987. Fra 1989 har hun kørt solo (med samme navn, Nena), og har aldrig haft en pause i karrieren siden, og hun har spillet op til 50 koncerter om året. Dertil masser solo album, som har fastholdt mange fans. Det kunne man sagtens mærke på publikum i Amager Bio, for der var masser som sang med på mange af numrene i den lange sætliste.
99…
….og ja, Nena KAN ikke afholde koncert uden den udødelige klassiker “99 Luftballons”. Et nummer som virkelig kan noget, da det både er catchy, lystigt og alvorligt på samme tid. En fiktiv handling om en fredlig opsendelse af 99 balloner, som fejlagtigt tolkes som krigserklæring og udløser tredje verdenskrig. En alvor som lå i luften under den kolde krig, og har været med til at gøre sangen historisk, både i tekst og musikalsk udtryk. I Amager Bio var det dog ikke så dystopisk i visuelt udtryk, for Nena spillede med en stor hvid ballon i menneskestørrelse, inden hun smed den ud til publikum som kunne skyde den videre

Hun er nok selv lidt træt af at lige dette nummer skal blæses helt op, så det kom som 4. sidste nummer, hvor der efterfølgende var 3 ekstranumre. Faktisk fik vi ikke hittet i fuld længde, for halvvejs fløj luftballon-tonerne over i omkvædet fra “Hey Jude” af The Beatles.
De få cover numre med engelsk tekst gav lidt variation i lydbilledet, for jeg synes at en hel koncert med tysk tekst bliver for meget. Udtrykket i sproget er bare svulstigt i sig selv, og i musikkens verden synes jeg det bliver for meget.
Der er karakteristisk instrumentation i Nenas musik og numrene hænger godt sammen. Synthlydene i numrene er fede, men de er meget ens, så sangene domineres meget af den samme type klang. Det kan godt blive lidt kedeligt.
Men hatten af for den nu 65 årige sangerinde, som både har karisma og sangstemme i en høj liga. Det var i det store hele en vellykket koncert, og jeg ender på 4 stjerner til Nena & Co.

Summary
Artist: Nena
Sted: Amager Bio
Dato: Onsdag den 6. august 2026
Lineup:
Nena (Gabriele Susanne Kerner): lead vocals
Carlo Karges: Guitar, backing vocals
Jürgen Dehmel: Bass, Chapman Stick, keyboards, synthesizer
Rolf Brendel: Drums, percussion
Uwe Fahrenkrog-Petersen: Keyboards, synthesizers, keytar, backing and lead vocals
Additional musicians: Choir
Sætliste:
Liebe ist
Nur geträumt
Willst du mit mir gehn
Licht
Lied Nummer Eins? (Fragezeichen)
Karawane
Noch einmal
(Nena sang)
Zaubertrick
Rette mich
Wir kommen in Frieden
(Sakias Kerner cover)
In meinem Leben
Wunder gescheh’n
Genau jetzt
Oldschool Baby
PI (Ich rechne mit allem)
Auf einmal warst du da
Leuchtturm / Blitzkrieg Bop
99 Luftballons
Encore:
Irgendwie, irgendwo, irgendwann
Wir gehören zusammen
Alles neu