Nick Cave & The Bad Seeds i Royal Arena

Lørdag aften gik den australske musiklegende Nick Cave på scenen i Royal Arena, med sit band The Bad Seeds. Det var art rock svøbt ind i god entertainment, der havde svært ved at fejle i nogen kategorier.

Wild God

Den 30. august udkom det 18. studiealbum Wild God fra Nick Cave & The Bad Seeds, og koncerten startede med “Frogs”. Vi blev med det samme fanget i et genreblandet musikvirvar som stak i alle retninger, udført med kunstnerisk ånd og sjæl. Med 11 musikere på scenen, inklusiv 4 fantastiske soul korsangerinder stod menuen på artrock, rock, soul, gospel…og til tider voldsomhed som kunne minde om metal-udtryk. Musikken var som den altid byder fra Cave, utrolig teatralsk og lød som et soundtrack til en film uden billeder.

Multi instrumentalisten Warren Ellis, som ligner gamle Johannes Brahms på en prik!, var som sædvanlig en fryd at høre og se på med guitar, violin, keyboard og vokal. Dog havde jeg en mistanke om at hans falset vokal-indsatser var backtrack, for de var HELT rent sunget, og det var som om at hans vejrtrækning kom steder hvor der var sang. Men ok, selv de bedste bruger backtrack en gang i mellem.

Grafik

Musikken var nok i sig selv, så der var heller stillet det helt store sceneshow op. Ord stiliseret som de tredimensionelle bogstaver der ses covered på det nye album, blev projekteret på storskærm, samt video af scenens aktiviteter. Dette var mere end nok til at understøtte den udtryksfulde musik. 

I’m transforming

Der er stor sammenhæng mellem tekst og musik i NCATBS, især i “Jubilee Street” fra Push the Sky Away (2013), hvor der synges; I’m transforming, I’m vibrating, I’m glowing hvor nummeret transformerer sig radikalt mod slutningen og bliver til noget helt andet end i starten. 

Musikken var langt fra glat, finjusteret og perfektionistisk udført, for der var en del passager som ikke var helt tight spillet, og som næsten væltede rundt i sig selv som en skrammelbunke. De bendede toner fra Ellis’ violin og slide guitar fra George Vjestica, oven i klaveret fra Cave, var det mest falske man har hørt siden Bob Dylan sad på scenen i Royal Arena i september 2022. De utighte rytmer og de mærkelige tonesammenstød er helt sikkert intentionelt, for fine og fimsede musikalske udtryk, ville ikke kunne vrides ud af Nick Cave.

Sound crew giver kvajebajer

Noget der helt sikkert ikke var intentionelt, var lydproblemerne en time og tre kvarter inde i koncerten. Her røg lyden helt i højre side af scenen. Der var heldigvis ikke nogen ubehagelige knaselyde med i købet, da alt i dag nok køres digitalt, men der var så til gengæld HELT lydtomt i højre side. Det varede dog kun 20 sekunder før der var fuld lydpalette fra anlægget igen.

Sort overskud

Der er en fantastisk balance NCATBS’ i musik. De steder hvor der ikke er så meget fylde i det instrumentale, har man overskud til at lytte efter teksterne, som virkelig er godt skrevet. Der er store følelser på spil og de byder også på bizart og ekspressive ordvalg, her kan nævnes den fantastiske sang “The Mercy Seat”, som var et helt musikteater. 

Nick Cave er en fantastisk sanger, for han kan lave de mest følsomme og underspillede vibrato i stemmen, som han bruger i mange af sine rolige, men udtryksfulde sange. Det lyder let, men denne type sange kræver stor stemmekontrol for at få det til at lyde så smooth og lækkert.

2 gange encore

“Palaces of Montezuma” fra det gamle Grinderman katalog, var det første ekstranummer. Her gik percussionisten Jim Sclavunos hen og overtog rollen som trommeslager, og trommeslager Larry Mullins (ej at forveksle med U2’s trommeslager Larry Mullen Jr.) tog perkussion, hvor de efter dette nummer skiftede igen. Grunden til dette var selvfølgelig, at Jim Sclavunos var med i Grinderman på både første og andet album, og formodentlig havde disse rytmer på rygraden.

Sidste toner fra NCATBS i denne omgang , var den udødelige hymne “Into My Arms”, udført alene af hovedpersonen. Det gav et godt kuldegys før man forlod salen. 

Kunstnerisk skrammelkasse

Bandledelsen kommer helt sikker fra Cave, måske også lidt fra Ellis. De to er et makkerpar som også laver filmmusik til både store og små Hollywood produktioner. Musikken er tidssløs, for hvis man ikke vidste det, er det ret svært at høre hvornår det er skrevet. Der bruges nemlig mange traditionelle lyde i instrumentationen, og eksempelvis er strukturerne i selv helt nye  NCATBS-sange, som tredser-halvfjerdser rock som eksempelvis i musik af The Doors.

Der er også meget Bowie inspiration i musikken, og Cave har tonsvis af vokal klange i fraserne som lyder som den britiske legende. Jeg nåede aldrig at høre Bowie live. Men det er et plaster på såret at høre denne gigantiske musikpersonlighed, levere vokaludtryk i stil med Bowie, og såmænd også en snert af Jim Morrison.

De fleste af scenens musikere spillede i sin egen verden, en my før og efter beatet, men havde ørerne rettet mod de andre musikere. Der var derved hele tiden fokus på helheden i musikken. Der var masser af melodi-indslag fra Ellis og hans elskede violin, men der var ikke én eneste passage med traditionelt sololir fra nogle af instrumentalisterne. Vigtigst er det samlede musikalske udtryk, og det må man sige var tæt på 24 karat.

Jeg ender på massive 4,5 stjerner til Nick Cave & The Bad Seeds.