Nicotine Nerves med fuldt album

Nicotine Nerves er fra Aarhus og lavede deres selvbetitlede debut i 2017, og er nu klar med et fuldt album som bærer titlen ”1995”. En titel der blandt andet kom af årstallet hvor punken blev mainstream.

1, 2, 3, kør!

Nicotine Nerves består af to gutter; Rasmus Rankenberg Madsen, guitar/vokal og Lauge Kjærulf Andersen på trommer. Ja, så har man et band, og med masser af guitarspor oven på trommesporet, er det åbenbart klart muligt at lave en punkrockplade der rykker.

Der er fart over feltet fra begyndelsen i det første nummer ”Headache”, med luftige men hurtigt anslåede guitarakkorder, mens der bliver talt ind på dansk. Nummeret kører i én retning og det oser af fanden-i-voldsk punkrock som ikke stopper for nogen. Det er råt og primitivt spillet, men det svinger fan’me fedt. Lydkvaliteten er i dén grad skrabet og der er badeværelses-rumklang på vokalen og mange ville nok ikke gætte på at det er indspillet i dag. ”Headache” er ganske catchy og energisk, og en helt glimrende måde at starte et album på.

Masser af grunge

Grungerocken er noget der har været med til at skabe Nicotine Nerves, og i tredje nummer ”Absurd” skinner genren igennem. Det er et relativt langsomt nummer, men stadigvæk lidt punket i spillemåde, og med en autentisk stenet leadvokal, som snøvler sig afsted oven i det skraldespandsvæltende akkompagnement.

Fjerdenummer “Is That So Bad” er et tempofyldt nummer som flirter meget med Nirvana både i materiale og spillemåde, og man kan høre at bandet har taget en masse udtryk til sig fra ”Bleach” og ”Nevermind”, men man kan også høre at de har brugt inspirationen til lave noget der lyder som dem selv.

Halsbrækkende klagesang

“Weariness” er niende nummer, og efter indspilningen af dette, har Rasmus Rankenberg Madsen nok holdt en pause med stemmen, for der bliver skreget smertens skrig næsten gennem hele nummeret og det er noget af en ekspressiv omgang. Skrigeriet giver mening for sangen, man bliver ikke træt af det, for der bliver krænget hals på en æstetisk måde.

Sidste nummer ”Los Angeles” er et uptempo-nummer som har et mørkt kromatisk opgående guitarriff som dominerer den første del. Efter 2 minutter gøres der meget ud af at få os til at tro, at det er slut, for 2 minutter af denne hurtige og dystopiske punk kunne sagtens slutte pladen af. Men det kører videre i et diametralt modsat udtryk, stille og roligt, og kun med guitar med ekkoeffekter og vokal. Det er ikke noget man lige har set komme, og det er en ganske fed og opfindsom slutning på pladen.

Ganske godt lavet

Nicotine Nerves er gode til at lave sange i den stil som de har valgt. Alle numrene har noget kunst i sig, og de 10 numre er temmelig forskellige og nemme at kende forskel på. Dog lyder det som om at bandet har brugt mere tid på at lave numrene, end at spille.

Lydbilledet er bemærkelsesværdigt, og stikker ud i stil på en positiv måde, men guitarlyden er alt for forvrænget, og man er lidt i tvivl, om der er tale om bevidst overstyring af guitarlyden, eller om man ikke har hørt mislyden i mixet. Der er masser af utightheder i musikken, og nogle er fede og charmerende, men der er også tidspunkter hvor man gerne ville have haft lidt mere punch med lidt mere sikkerhed i samspillet.

”1995” er en beskeden og lille produktion med kun to instrumenter + vokal, og det er noget af en ørekradser i dens lydbillede. Men der er god nerve i, og der er generelt gode kunstneriske udtryk i sangene, så jeg ender på 3,5 stjerner for Nicotine Nerves’ første fulde album.