
Smukke og rå toner duftende af dødens kølige rimfrost ånde. Igen i år afvikles eventet Night of the Black Attack. Forbrændingen i Albertslund er stedet, hvor fakler er tændt udenfor, og stemningen er lagt ved ankomst kl. 19:35.
Lyssætning i de rustikke og ellers varme lokaler i Forbrændingens denne aften er nedtonet, og den kølige rimfrost udefra tager alligevel fat i skuldrene ved dørene, der åbnes og lukkes ved indgangen og puffer mig længere ind i lokalerne. På venstre side efter indgang er bl.a. en merchandise bod med masse af smækre albums. På højre hånd er trappen ned til hulen, hvor de rå toner i aften vil danse på ørernes trommehinder, som runger af døds- og heavymetal trommerne, guitarspil og diverse måder at vride stemmebåndet på, fra forsangerne i de fire band, der skal på scenen i aften. Første band på scenen er Orm. Jeg går ned i hulen.
Orm
Orm! På min nethinde svælger billeder af Midgårdsormen fra den nordiske mytologi, og jeg er nysgerrig. Nysgerrig på, hvad denne Orm vil. Lyset slukkes og de står deroppe på scenen helt klar, da det røde lys tændes.
De er på lige med det samme, og med søuhyrets styrke fanger de publikum og lukker dem ind i dybet af denne aften. Den første pige headbanger allerede oppe foran.
Stilen er rå og energisk. Ligefrem! Lige præcis det vi har brug for, for at blive suget ordentligt ind i hulens stemning, og de fortsætter det gode spil.
Forsangeren, han formår at vride stemmen efter al growlingkunstens regler og lægger den skarpt fortællende i godt spil til melodierne. Det bliver til en kraftfuld og progressiv enhed:




Pausen indtræder og DJ’en vender et par sange, mens diverse heavymetal fans får fyldt glassene op igen under lystig snakken og glade miner. Næste band er:
Satans Assault Divison
Dødsminke og sort hættetrøje. Et fint udtryk, der rammer deres musik rigtig godt.
De leverer et meget helstøbt show, der flugter fint med den rå og skarpe lyd. Deres energi rammer publikum godt, og bringer dem videre på aftenens eventyr:




Slægt
Efter en pause går tredje band Slægt på. De starter med at tænde røgelse oppe på scenen ved et slags alter, der har et par kranier liggende og et par lys tændt, hvorefter de lader røgelsespindendes duft trænger ned til os, inden de går på. Vi venter spændt, og efter et par minutter går de på. De er vilde!
Jeg vil beskrive deres musik, som melodisk heavy metal rock, hvor musikken er nuanceret og ikke så rå. Den er meget afvekslende og der var nogle ret fantastiske guitar soloer og trommehvirvler midt undervejs af deres koncert. Deres bærende element er den harmoniske og melodiske ro i spændende kontrast til deres forsangers rå growlende stemme og de melodiske sange:







Solbrud
Sidste band denne aften er Solbrud. Efter de ovennævnte bands når vi til Solbrud, der starter råt og brutalt, men godt. Deres vilde energi smitter og tager os til et råt og melodisk sted:





Det har været en rigtig god aften i selskab med nogle dejlige metalhoveder, og aldrig har Forbrændingen i Albertslund været så fuld af venlig stemning og uendelige mængder af langt hår. Gode smil og rå energisk lyd.
Håber der kommer en fortsættelse næste år. Arrangementet var meget vellykket, og som fotograf var det en stor fornøjelse at dække arrangementet.
