
Midt i al den amerikaniserede fjernsyns jul, hvor Lady & Vagabonden deler spaghetti med kødboller, familien Griswald tumper rundt og hvor Scrooges sjæl endnu en gang ender med at blive julevarm, ja, så findes der andre måder at levere den perfekte julestemning på.
Uden at forklejne den amerikanske juleudgave, så står tegnefilmudgaven fra 1982 af Raymond Briggs‘ børnebog “The Snowman” for mig som en af de mest stemningsfulde, varme, melankolske og kærlige julehistorier.
Især for englængere er det en fast del af julen, og i introduktionen til filmen er selveste – og ultrabritiske – David Bowie den voksne real-life udgave af tegnefilmens dreng, og altid mystiske Bowie fører os op på sit barndomshjems loft – og INTET er mere stemningsskabende end et loft, som rummer alskens levn fra en svunden tid, herunder et blåt og hvidt halstørklæde!
Den europæisk tone
Heldigvis vender tegnefilmen også af og til tilbage i de danske tv stuer, for dens grafik og flow er noget helt andet end Disneys indiskutable magiske touch. Briggs karakterer er mindre skarpe og intense i bevægelserne, der er på ingen måde tale om falden-på-halen sekvenser, hvor menneskeliggjorte dyr smadrer hinanden tilsat båthorn og vibraslap, Der er ingen vrissende ænder eller falsksyngende hunde, tværtimod er det den vanvittigt smukke musik der bærer lydsiden, så man suges helt ind i den langomme, bløde og rolige historie, og fornemmelsen af at man er med i den lille drengs fantastiske natterejse forstærkes derved. Man er med hele vejen, også når de skal tilbage – og når drengen opdager den smeltede snedynge i haven.
Den meget kærlige fortælling skyldes ikke mindst mesterkomponisten Howard Blake, og han er altså heller ingen hr. Hvem-som-helst. Med en over 50 år lang karriere har han lavet alt fra filmmusik (“Duellanterne”, “S.O.S Titanic”, m.fl.), violinsonater, klaverkoncerter, modtaget MBE-ordenen, som er en af de fineste britiske hædersbevisninger på at have repræsenteret sit land på værdig vis, og var derudover nomineret til en BAFTA pris sammen med rockgruppen Queen for at have komponeret lydsiden til kultklassikeren “Flash Gordon”.
Med musikken til “The Snowman” sørgede han for at nå endnu længere ud til et nyt publikum, som nu også omfattede små juleglade børn fra hele den vestlige verden. Nogle af dem kom fra Findland og endte med at spille metal som voksne.
Den kedeligemusikalske malebog
Der er efterhånden mange kunstnere som har lavet deres version af “Walking In The Air”, alt fra pop, rock til metal. Blandt andre har musical-koryfæet Elaine Paige sunget den, ligeså har den evigtunge olding Cliff Richards, og på den hårdere side har blandt andre Ritchie Blackmore og det norske dødsmetalband, Angst Skvadron lavet hver deres version. Der er mange flere og I kan selv google. Men jeg kan bedst lide Nightwish’ udgave. Det er nemlig et farligt nummer at give sig i kast med, for det er simpelthen så godt komponeret. Akkompagnementet understøtter den utrolig iørefaldende melodilinje på en så definitiv måde, at udøveren lokkes til at tro at det hele går af sig selv. Nummeret klarer selv paragrafferne. Det handler om at male efter tal, så er vi i mål. Men på den måde bliver det hurtigt kedeligt og kan groft sagt sammenlignes med diverse lejrbålspræstationer af moderne evergreens med catchy melodi og tre akkorder. Groft sagt.
Nightwish fornemmelse for sne
Nightwish har til gengæld forstået det. De har bare ramt plet og man skulle tro, at sangen var skræddersyet til dem, og på en måde er filmen vel også drengens “natteønske”? Med krystalklar stemme som matcher den oprindelige drengetenor, Peter Autys, yder Tarja Turunen filmens historie ret. Bandet maler det perfekte pompøse metalballade billede, og vel er det mere storladent end den oprindelige stemning, men den kolde blå nordiske lyd fryser til is, inden den slipper højttalerne og fastfryser lytteren, så længe nummeret varer.
Nightwish formår at tage nummeret på sig, hvorimod andre kunstnere mere eller mindre blot mekanisk gengiver nummeret tone for tone ud fra deres eget musikæstetiske ståsted. Nightwish vil noget med dette nummer, de har tænkt sig selv ind i det lille univers, hvorfor de knivskarpt understøtter den sammenklippede film i deres video. Det starter blidt og fortryllende, man glædes ved alt det som drengen oplever, musikken drømmer derudad, guitarsoloen er enkel, smukt klingende, og til sidst hvor drengen og snemanden skal skynde sig tilbage, kommer der mere stødende og hektisk chugging over guitaren, og man begynder faktisk at tvivle på, om de to eventyrer mon når det, præcis som man altid rives med, når man genser vellykkede action film.
Senere har Tarja forladt Nightwish, og selv sunget den til sine koncerter, samt udgivet den som single. Den er køn og uskyldig, hvilket kan være fint nok, hvis den skal indgå som passende ballade til hendes stemmepromoverende solistkoncerter, men i forhold til krop, patos og dynamik leverer den ikke det, som filmen giver af muligheder, og kan efter min mening slet ikke måle sig med Nightwish’ udgave. Men de er også i særklasse til at levere iskold, hård og storladen nattestemning.
Nedenfor kan I se og høre nogle af de nævnte versioner, god jul fra RockZeit redaktionen!
Nightwish’ version:
Ritchie Blackmores:
og den fulde film med Bowies indledning og Howard Blakes soundtrack:
https://www.youtube.com/watch?v=HHCZhUZXhZU